Gå til sidens indhold

Nyt barometer for servicerhverv

27. april 2000 kl. 0:00

Danmarks Statistik tager nu pulsen på serviceerhvervenes forventninger. Det sker med lanceringen af et konjunkturbarometer for serviceerhverv, der fremover vil blive offentliggjort hver måned med aktuelle tal for virksomhedernes vurdering af konjunkturforholdene inden for serviceerhverv.

Der findes i forvejen konjunkturbarometre for industrien samt bygge- og anlægsvirksomhed, og da Danmark er et land, hvor servicesektoren er i vækst, sætter Danmarks Statistik nu også fokus på forventningerne i den sektor, fortæller rigsstatistiker Jan Plovsing:
"De vigtigste tendenser i samfundsudviklingen er den øgede globale økonomiske integration, serviceerhvervenes voksende betydning og udviklingen af informationsteknologien. Serviceerhvervene har i dag en afgørende betydning for vores velstand. Det er derfor vigtigt, at vi kan følge udviklingen i serviceerhvervene meget tæt."

Det første konjunkturbarometer offentliggøres i morgen. Konjunkturbarometret omfatter spørgsmål om det aktuelle forretningsklima samt de faktiske forhold og forventninger til den kommende periode med hensyn til omsætning og beskæftigelse. Undersøgelsen bygger på spørgeskemaer, der besvares af cirka 900 private virksomheder inden for en række udvalgte brancher i servicesektoren - fx restauranter, vognmænd og IT-brancherne. Virksomhederne repræsenterer cirka 70 pct. af de fuldtidsansatte inden for brancherne.

Konjunkturbarometer for serviceerhverv vil fremover blive offentliggjort i Nyt fra Danmarks Statistik den sidste hverdag i måneden samtidig med konjunkturbarometer for industri og konjunkturbarometer for bygge og anlægsvirksomhed.

Henvendelse
Vil du vide mere?
Presse
39 17 30 70
E-post: presse@dst.dk

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70