Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Tal på miljøet

13. november 2000 kl. 0:00

Danskernes omgivelser er på en række udvalgte områder blevet renere. Visse dele af jorden, vandet og luften har fået det bedre siden 1990, viser Miljø 2000, som Danmarks Statistik offentliggør i dag. Bogen kortlægger miljøet på en række områder med de seneste tal, og de fleste viser en positiv udvikling.

Ozonlaget er blevet tykkere, og luften er blevet mindre belastet med svovl- og kvælstofilter. Vandet, vi bader i, er blevet renere, og antallet af badeforbud er faldet siden 1990. Vandforbruget er også faldet samtidig med, at spildevandet bærer mindre kvælstof og fosfor ud i havet.

Til gengæld er energiforbruget, udslippet af CO2 og forbruget af husdyrgødning steget i forhold til 1990 - men sammenlignet med de seneste år er der dog tale om et fald. Udslippet af CO2, der bidrager til drivhuseffekten, var i 1998 13 pct. højere end i 1990. Det svarer til et udslip på 11 tons pr. indbygger. Udslippet skyldes dels transportsektoren, dels afbrænding af kul og olie, som bruges i kraftvarmeværkerne.

Statistikken omfatter indtil videre kun de "klassiske" miljøfaktorer, mens der for en hel række nyere miljøfaktorer - så som små partikler og nye kemiske stoffer - endnu ikke foreligger en tilstrækkelig god statistik.

Miljø 2000 omfatter fysisk miljøstatistik, energistatistik og miljøøkonomiske regnskaber. Formålet med bogen er at give en bred introduktion til - og orientering om - de miljømæssige forhold til læsere, der ikke nødvendigvis har en særlig forhåndsviden på området. Den nye udgave af bogen er væsentligt omskrevet i forhold til tidligere udgaver. Det undervisningsmæssige sigte fremgår klarere end hidtil, teksten er blevet udvidet med en række illustrationer og bag i bogen findes der nu ordforklaringer af en række miljø- og energibegreber. Der følger nu en cd-rom med bogen, som koster 295 kr.


Henvendelse

Vil du vide mere?
Presse
39 17 30 70
E-post: presse@dst.dk

Ansvarlig for siden

Presse