Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Danskerne vælger cyklen fra

6. november 2000 kl. 0:00

Antallet af biler er de seneste ti år vokset med 21 pct. til næsten 2,4 mio. Siden 1990 er kørslen med personbiler steget med 30 pct., togtrafikken er steget med 17 pct., og cykel-trafikken er faldet med 26 pct. Det viser Transport 2000, som Danmarks Statistik offentliggør i dag.

I dag udgør cykeltrafikken kun 5 pct. af den samlede trafik på vejene, og gennemsnitligt cyklede danskerne kun 450 km i 1999 mod 625 km i 1990. Samtidig kørte personbilerne gennemsnitligt 13 pct. længere i 1999 end i 1990 - og i dag udgør kørslen med personbiler 75 pct. af al trafik på vejene.

Siden 1992 har 200.000 flere familier fået bil, så der i dag er 1,5 mio. familier eller 53 pct. af alle familier, der har bil. Sammenlignet med andre vesteuropæiske lande har Danmark dog forholdsvis få personbiler pr. indbygger. I Danmark var der 346 biler pr. 1.000 indbyggere i januar 2000. Til sammenligning havde Norge, Sverige og Tyskland hhv. 398, 418, og 499 biler pr. 1.000 indbyggere i 1997.

Den stigende biltrafik har også betydet et stigende udslip af CO2. Til gengæld er andre miljøbelastende udslip fra trafikken på vejene faldet siden 1990. Det skyldes dels brugen af katalysatorer i nye, benzindrevne biler og brugen af mere svovlfattig dieselolie, dels at der i Danmark ikke har været bly i benzinen siden 1994.

Transport 2000 giver en samlet fremstilling af de væsentligste tal på transportområdet de seneste ti år. Hovedvægten er lagt på beskrivelser af strukturen og udviklingen i gods- og persontransporten. Sammen med bogen følger en cd-rom med tallene. Nøgletal på transportområdet er gratis tilgængelig på Danmarks Statistiks hjemmeside.

Henvendelse:
Vil du vide mere?
Presse
39 17 30 70
E-post: presse@dst.dk

Ansvarlig for siden

Presse