Fald i anmeldte bedragerier
Kriminalitet (år) 2021
Igennem de senere år har anmeldelser om bedrageri været stærkt stigende, men i 2021 vendte kurven og antallet af bedragerier faldt med 16 pct. fra 2020. En stor del af anmeldelserne, 41 pct., vedrørte databedrageri, som faldt med 14 pct. De øvrige bedragerianmeldelser, som bl.a. omfatter bedrageri med kontokort, socialbedrageri, bedrageri fra arbejdsløshedskasse og bedrageri med afgift- eller tilskudslovgivning, faldt med 17 pct.
Kilde: www.statistikbanken.dk/straf22 og særkørselRegionale forskelle i anmeldelser om bedrageri
Selvom der på landsplan var et samlet fald i anmeldte bedragerier fra 2020 til 2021, var der store regionale forskelle. Databedrageri faldt i hele landet, men de øvrige bedragerier steg i alle regioner på nær region Hovedstaden og i sager med 'Uoplyst kommune'. Uoplyst kommune forekommer i sager, hvor kommunen er ukendt - det kan fx være sager fra den digitale verden eller sager fra udlandet.
Kilde: www.statistikbanken.dk/straf22 og særkørselSigtelsesprocenten faldt
Fra 2020 til 2021 var der et fald i sigtelsesprocenten. Dette vedrørte alle regioner på nær Region Nordjylland, der som den eneste region oplevede en stigning. Sigtelsesprocenten på landsplan er steget fra 20 pct. til næsten 40 pct. de sidste 20 år. Særligt fra 2011 og frem er der sket en ændring. Sigtelsesprocenten i de fem regioner adskilte sig ikke så meget fra hinanden i 2021 bortset fra Region Hovedstaden, der lå et stykke under de andre regioner med en sigtelsesprocent på 34, mens de fire andre lå mellem 41 og 43 pct. Sigtelsesprocenten udregnes som andelen af anmeldelser, hvortil der er registeret en rejst sigtelse.
Kilde: www.statistikbanken.dk/straf20Stigning i overtrædelser af særlovene
Anmeldte overtrædelser af særlovene steg med 4 pct. fra 2020 til 2021. Stigningen vedrørte særligt overtrædelse af andre strafferetlige særlove som steg 17 pct. og miljøloven som steg med knap 2.000 anmeldelser, svarende til 60 pct. På trods af den samlede stigning, var der samtidig et betydeligt fald i anmeldelser om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer på 9 pct. og anmeldelser om overtrædelse af våbenloven på 13 pct. Andre strafferetlige særlove omfatter bl.a. udlændingeloven, ordensbekendtgørelsen, folkeregisterloven, lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning samt kørertøjer der ikke overholder syn.
Ejendomsforbrydelser faldt fortsat
Ejendomsforbrydelser fortsatte med at falde i 2021. Nogle af de tungtvejende overtrædelsestyper inden for ejendomsforbrydelser er indbrud, tyveri, hærværk og bedrageri, som faldt hhv. 21 pct., 11 pct., 10 pct. og 16 pct. fra 2020 til 2021.
Vold og seksualforbrydelser
Det samlede antal anmeldelser vedrørende vold forblev uændret fra 2020 til 2021. Det uændrede niveau dækkede dog bl.a. over en stigning i vold og lignende mod offentlig myndighed på 9 pct. og et fald i trusler på 6 pct. Seksualforbrydelser steg med 16 pct. Stigningen vedrørte flere anmeldelser af voldtægt mv., blufærdighedskrænkelser i øvrigt og utugt mv. Stigningen i anmeldte voldtægter skal ses i lyset af den nye samtykkelov der trådte i kraft 1. januar 2021. 97 pct. af de anmeldelser der vedrørte utugt mv. handler om børnepornografi, der fra 2020 til 2021 steg med 13 pct.
Nyt fra Danmarks Statistik
17. februar 2022 - Nr. 51
Hent som PDF
Næste udgivelse: 23. februar 2023
Kontakt
- Iben Pedersen, tlf. 39 17 36 03