Gå til sidens indhold

Rekordhøjt antal tyskere skal holde påske i danske sommerhuse

Antallet af sommerhusudlejninger denne påske holder sig tæt på det historisk høje niveau fra sidste år. Det skyldes i høj grad tyske gæster; aldrig før har så mange tyskere booket sommerhuse i Danmark i marts-april.

28. marts 2023 kl. 7:30

Efter et markant dyk i udlejningen af danske sommerhuse i påsken i nedlukningsåret 2021 holder niveauet sig oppe i nærheden af det rekordhøje antal bookede husuger fra sidste år. 

Det fortsat høje niveau skyldes tyske gæster, som her i påskemånederne marts og april har booket danske sommerhuse som aldrig før. Antallet af bookede husuger fra tyske gæster ligger på ca. 48.700 for marts og april i år – det er det er højeste antal, der hidtil er blevet målt på denne årstid.  Sidste år havde tyske gæster booket ca. 48.300 husuger i Danmark i de to påskemåneder. 

Tyskerne ser dermed ud til at holde fast i et nyt feriemønster efter COVID-19-nedlukningen med markant øget tilstrømning til det danske sommerhusland. 

Danskerne tilbage på niveauet før COVID-19

Samlet set er antallet af bookede husuger i påskemånederne dog dalet en smule, nemlig fra lidt over 63.000 sidste år til lidt over 60.000 i år.

Faldet skyldes, at danskerne er tilbage til niveauet fra før nedlukningen - efter et enkeltstående boom i sommerhusudlejning i påsken 2021. 

”I foråret 2021 betød rejserestriktioner, at mange flere danskere end sædvanligt valgte at holde ferie i danske feriehuse. Vi så, at antallet af bookede husuger steg markant, mens niveauet nu stort set er tilbage fra før nedlukningen,” siger Nanna Nonboe-Nygaard, specialkonsulent i Danmarks Statistik.

Danske gæster har i marts-april i år booket små 9.000 husuger, hvor antallet i 2020 før nedlukningen var lidt over 8.000.

 

Bookede husuger i påskemånederne 2023

Sommerhuse påske2023

Kilde: Statistikbanken https://statistikbanken.dk/ferieh2
Anm.: Påskemånederne udgøres af marts og april til sammen. Ugerne er opgjort ultimo januar for de givne år, og for 2020 er det derfor før COVID-19 forårsagede nedlukninger i Danmark samt internationale rejserestriktioner. En husuge går fra lørdag til lørdag.

Flere ugers påskeferie i Tyskland

Ser man på enkelt-overnatninger, skiller selve påskeugen sig klart ud i Danmark. Fra lørdagen før palmesøndag til lørdag før påskedag (dvs. 1. - 8. april), er antallet af bookinger fra danske gæster markant højere end resten af måneden. Antallet af overnatninger topper skærtorsdag og langfredag, hvor i alt ca. 6.000 danskere har planlagt at tilbringe dagene i et lejet feriehus.

For de tyske påsketurister holder det høje påskeniveau sig i noget længere tid. Antallet af overnatninger stiger markant lørdagen før påskedag, topper selve påskedag, og bliver herefter liggende højt i et par uger. Først lørdag den 22. april falder antallet af tyske overnatninger igen markant. 

Mønsteret hænger sammen med, at langt de fleste tyskere har to ugers påskeferie, nogle endda tre uger.

”I 13 ud af de 16 tyske delstater har man to ugers påskeferie. I delstaten tættest på Danmark, Slesvig-Holsten, varer påskeferien oven i købet hele tre uger, og slutter først den 22. april. Det kan forklare, hvorfor de tyske bookinger holder et højt niveau i flere uger i april, mens de danske kun ligger højt i selve påskeugen,” siger Nanna Nonboe-Nygaard.

Bookede feriehuse pr. dag i april 2023

bookedeuger påske2023

Kilde: Særkørsel

Kontakt

Nanna Nikander Nonboe-Nygaard
Telefon: 39 17 32 65