Gå til sidens indhold

Indhold

Kontaktinfo

Social og Sundhed, Personstatistik
Annesofie Thorup Olesen
39 17 30 38

aft@dst.dk

Hent som PDF

Udsatte børn og unge (Afsluttet)

Statistikken om udsatte børn og unge er en årlig opgørelser af antal forebyggende foranstaltninger, offentlige udgifter i mio. kr. til udsatte børn og unge, udsatte børn og unge i pct. af befolkningen (0-22 år), samt udsatte børn og unges uddannelse, sociale trivsel og misbrug og kriminalitet. Statistikken fordeles bl.a. på alder og køn, foranstaltning samt geografisk på kommuner.

Indholdsbeskrivelse

Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) indgik i 2006 en aftale om, at der skal udarbejdes en mere sammenhængende dokumentation for væsentlige kommunale serviceområder. Der blev derfor fastlagt en række konkrete indikatorer, til måling af områderne i de enkelte kommuner og det blev besluttet, at disse indikatorer offentliggøres af Danmarks Statistik.

På området for udsatte børn og unge er der tale om 19 indikatorer, der alle omhandler hjælpeforanstaltninger ydet til udsatte børn og unge, herunder anbringelser og forebyggende foranstaltninger.

Indikator 1 - Antal foranstaltninger til udsatte børn og unge

Indikatoren tager udgangspunkt i de personer (0-22 årige), som er registreret i Danmarks Statistiks akkumulerede register over udsatte børn og unge. Statistikken opgøres pr. 31. december i det aktuelle år for de årlige tal og pr. 31. marts, 30. juni, 31. september og 31. december for de kvartalsvise tal.

Indikatoren opgør udsatte børn og unge efter indberrettede kommune (handlekommune), foranstaltningstype (typer af støtte), køn og alder. Et barn kan godt modtage flere foranstaltninger samtidigt og vil i opgørelserne derfor både kunne være anbragt og modtage forebyggende foranstaltninger. Ved aldersangivelser er alderen beregnet ultimo året.

Indikatoren offentliggøres i Statistikbanken under Udsatte børn og unge i tabellerne:

  • BU01A: Forebyggende foranstaltninger til udsatte børn og unge pr. 31. december efter område, foranstaltning, alder, køn og tid
  • BU04A: Støtte pr. 31. december til udsatte børn og unge (nettoopgørelse) efter område, foranstaltning, alder, køn og tid
  • ANBKVT1: Anbragte børn og unge (ultimo kvartalet) (erstatter ANB2) efter anbringelsessted, alder, køn og tid
  • ANBKVT2: Anbragte børn og unge (ultimo kvartalet) efter foranstaltning, alder, køn og tid
  • ANBKVT3: Anbragte børn og unge (ultimo kvartalet) efter administrationskommune, anbringelsessted, foranstaltning, alder, køn og tid
  • ANBAAR1: Anbragte børn og unge pr. 31. december efter anbringelsessted, alder, køn og tid
  • ANBAAR2: Anbragte børn og unge pr. 31. december efter foranstaltning, alder, køn og tid
  • ANBAAR3: Anbragte børn og unge pr. 31. december efter administrationskommune, anbringelsessted, foranstaltning, alder, køn og tid
  • ANBAAR4: Iværksatte anbringelser af børn og unge efter administrationskommune, anbringelsessted, alder, køn og tid

Indikator 2 - Udgifter til foranstaltninger til udsatte børn og unge

Indikatoren angiver de samlede offentlige nettodriftsudgifter til udsatte børn og unge. Tallene stammer fra de kommunale regnskaber, og er angivet i årets niveau i henhold til kommunal pris- og lønudvikling. Udgifterne opgøres på funktionsniveau: 5.17 (særlige dag- og klubtilbud), 5.20 (plejefamilie og opholdssteder), 5.21 (forebyggende foranstaltninger), 5.23 (døgninstitutioner) og 5.24 (sikrede pladser).

Indikatoren offentliggøres i Statistikbanken under Udsatte børn og unge i tabellen:

  • BU28: Samlede offentlige netto-driftsudgifter til udsatte børn og unge efter foranstaltning

Indikator 3 - Anbringelsens gennemsnitlige varighed (UDGÅET)

Indikatoren angiver den gennemsnitlige varighed beregnes separat for børn (0-17 år) og for unge på efterværn, og alderen er registreret på den dato, hvor anbringelsen ophører. Varigheden opgøres på to måder, nemlig varigheden af senest afsluttet anbringelse i året og varigheden af senest afsluttet anbringelsesforløb i året. Anbringelser der stopper 31. december betragtes som afsluttet i året.

Seneste anbringelse: Optræder der for samme barn flere anbringelsesophør i løbet af året tælles kun den seneste anbringelse med i beregning af varighed for senest afsluttede anbringelse.

Seneste anbringelsesforløb: Er der mindre end 10 dage fra et ophør indtil ny anbringelse iværksættes, kobles hændelserne sammen ved beregning af varighed af seneste anbringelsesforløb. I et anbringelsesforløb indgår således fra en til mange afsluttede anbringelser. De dage der er mellem to anbringelser tælles ikke med. Dvs. ophører en anbringelse fredag den 25. marts og barnet anbringes på ny mandag den 4. april, regnes de to anbringelser med i samme anbringelsesforløb – men når barnet på et tidspunkt slutte sit anbringelsesforløb vil de 9 dage, som er mellem 25. marts og 4. april ikke tælle med i opgørelsen af anbringelsesforløbets samlede varighed. Afsluttes en anbringelse fx 29. december, betragtes anbringelsesfoløbet ikke som afsluttet, hvis der indenfor 10 dage (hen over årsskiftet) starter et nyt anbringelsesforløb.

Indikator 4 - Årsager til anbringelsen for udsatte børn og unge

Indikatoren angiver årsager til nyanbringelser i året for 0-17-årige, hvor alderen er opgjort på afgørelsestidspunktet. Årsager til nye afgørelser om anbringelser er indberettet af kommunerne, og årsagskategorierne er fortrykt på de indberetningsskemaer, som kommunen udfylder ved hver anbringelse. Der skal indberettes årsager, hver gang et barn eller en ung besluttes anbragt. Det vil sige også at ved genanbringelser efter hjemgivelse/ophør. Når et barn anbringes, angiver kommunen ofte flere årsager.

Der er ifølge vejledningen til Serviceloven (Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier - Vejledning nr. 3 til Serviceloven) forskellige årsager til, at børn og unge bliver anbragt eller får forebyggende foranstaltninger: Barnet er psykisk eller fysisk funktionshæmmet, forældrene magter ikke forældrerollen, eller pga. problemer hos barnet eller den unge fx adfærdsproblemer af den ene eller anden karakter. Børnenes problemer er ofte kombinationer af ovenstående, og hjælpen skal være målrettet barnets behov. I indberetningsskemaerne skelner kommunerne mellem årsager til anbringelse hos barnet og årsager der kan relateres til forældrene.

Indikatoren offentliggøres i Statistikbanken under Udsatte børn og unge i tabellerne:

  • BU20: Afgørelser om anbringelser hvor den udslagsgivende årsag ligger hos barnet efter område, årsag til anbringelse, alder, køn og tid
  • BU21: Afgørelser om anbringelser hvor den udslagsgivende årsag ligger hos forældrene efter område, årsag til anbringelse og tid
  • BU25: Ændringer i anbringelsen efter område, årsag til sammenbrud, alder, køn og tid

Indikator 5 - Kriminel adfærd

Indikatoren angiver kriminel adfærd for aldersgrupperne 15-17-årige og 30-35-årige, der som 0-22 årig har været udsat, dvs. anbragt eller modtaget forebyggende støtteforanstaltning. I opgørelserne opdeles aldersgrupperne i de personer som er eller tidligere har modtaget støtte (dvs personer som på et tidspunkt efter 1977 har modtaget støtte og derved er med i registret for udsatte børn og unge), og dem som ikke er i registret for udsatte børn og unge. Alderen er opgjort pr. 31. december i året.

En person defineres som kriminel, såfremt de i registret for strafferetslige afgørelser har modtaget fældende afgørelse, dvs. er fundet skyldige i overtrædelse af straffeloven, færdselsloven og/eller særlovene. Dog er bøde under 1.500 kroner for færdselslovsovertrædelser og hovedparten af særlovsovertrædelserne, ikke med i opgørelserne. Data stammer fra Rigspolitiets centrale kriminalregister.

Indikatoren offentliggøres i Statistikbanken under Udsatte børn og unge i tabellen:

  • BU22A: Kriminalitet for udsatte (inkl. tidligere udsatte) efter område, overtrædelsens art, foranstaltning og tid

Indikator 6 - Andel udsatte børn og unge på alderssvarende klassetrin

Indikatoren angiver antallet af børn og unge, der går på alderssvarene klassetrin og antallet som går i klasser under deres alderssvarende trin. I opgørelserne opdeles børn og unge i to grupper, alt efter om de modtager eller tidligere har modtaget personrettet støtte (udsatte) og den anden gruppe består af børn og unge, som aldrig har modtaget personrettet støtte.

Opgørelsen dannes for børn mellem 6-16 år, og alderen er opgjort pr. 31. december i året. Klassetrinet hentes som igangværende uddannelse fra Danmarks Statistiks uddannelsesregister. Aldersvarende trin vil sige at man fylder 6 år i det år, man starter i 0.klasse, fylder 7 år i det år man starter i 1. klasse osv., dvs. dem der har skolestart i 0. klasse i august 2017, skal være født mellem 1. januar 2011 og 31. december 2011 for at blive betragtet som alderssvarende.

Indikatoren offentliggøres i Statistikbanken under Udsatte børn og unge i tabellen:

  • BU26A: Undervisning på alderssvarende klassetrin for udsatte (inkl. tidligere udsatte) efter område, klassetrin, uddannelsesstatus og foranstaltning

Indikator 7 - Andel udsatte unge, der gennemfører skolegang/uddannelse

Indikatoren angiver hhv. andelen af 18-årige og 25-årige, som pr. 31. december i analyseåret mindst har fuldført 9. klasse pr. 1. oktober. Alderen er beregnet pr. 31. december i analyseåret. Til opgørelsen er registret for højst fuldførte almen uddannelse anvendt. Dette register angiver den højeste fuldførte uddannelse i en persons uddannelseskarriere blandt grundskole og gymnasiale uddannelser.

I opgørelserne opdeles de 18-årige og 25 årige i to grupper. Den første gruppe består af personer som er eller tidligere har modtaget støtte (dvs personer som på et tidspunkt efter 1977 har modtaget støtte og derved er med i registret for udsatte børn og unge). Den anden gruppe består af dem i de to aldersgrupper, som ikke er i registret for udsatte børn og unge.

Indikatoren offentliggøres i Statistikbanken under Udsatte børn og unge i tabellerne:

  • BU23A: Gennemført 9. klasse for udsatte (inkl. tidligere udsatte) efter område, uddannelsesniveau og foranstaltning
  • BU30A: Gennemført uddannelse for 25 årige efter område, uddannelsesniveau og foranstaltning

Indikator 8 - Selvmord/selvskadende adfærd blandt udsatte børn og unge

Indikatoren angiver antallet af selvmord for hhv. 0-17-årige, 18-22-årige og 30-35-årige. Alderen er opgjort på dødstidspunktet. Opgørelsen over selvmord stammer fra de dødsattester, som lægen udfylder ved ligsyn, og som danner grundlag for sundhedsstyrelsens dødsårsags-registrer og Danmarks Statistiks døderegister.

I opgørelserne opdeles aldersgrupperne i de personer som er eller tidligere har modtaget støtte (dvs. personer som på et tidspunkt efter 1977 har modtaget støtte og derved er med i registret for udsatte børn og unge), og dem som ikke er i registret for udsatte børn og unge.

Indikatoren offentliggøres i Statistikbanken under Udsatte børn og unge i tabellen:

  • BU27: Selvmord blandt udsatte (inkl. tidligere udsatte) efter mål/kontrolgruppe

Indikator 9 - Fagligt niveau blandt udsatte børn og unge

Indikatoren angiver scoren i de nationale test i 6. klasse (dansk og matematik) for hhv. børn der modtager eller tidligere har modtaget støtte (udsatte) og for børn som aldrig har modtaget støtte efter de paragraffer, som afgrænser populationen af udsatte børn og unge i Danmarks Statistiks register. Data til indikatoren stammer fra UNI-C, som er databehandler for Undervisningsministeriet og Styrelsen for it og læring (STIL).

De nationale test er obligatoriske for alle elever i folkeskolen, også for elever i specialklasser, på specialskoler og i dagbehandlingstilbud. Dog kan skolens leder efter samråd med eleven og dennes forældre fritage eleven for deltagelse i testen på grund af fysisk/psykisk funktionsnedsættelse, utilstrækkelige danskkundskaber eller fordi eleven er fritaget for undervisning i faget. I løbet af et skoleforløb (2. til 8. klassetrin) skal en elev tage ti obligatoriske test.

Indikatoren benytter testresultaterne fra de nationale test i dansk og matematik i 6. klasse. Testene tegner et billede af, hvad elever kan og ved i 6. klasse inden for tre centrale områder i fagene. Resultaterne, bliver omregnet til en skala fra 1 til 100 og med følgende gruppering: Klart under middel (1-10), Under middel (11-35), Middel (36-65), Over middel (66-90) og Klart over middel (91-100). Testene er adaptive og tilpasser sig elevens niveau. Hvis en elev svarer rigtigt på et spørgsmål, bliver spørgsmålene sværere. Hvis eleven svarer forkert på et spørgsmål, bliver spørgsmålene lettere. Elevens resultat beregnes automatisk i testsystemet. Hver elev får sin egen skræddersyede test, men testsystemet er bygget op, så resultaterne kan sammenlignes alligevel.

Indikatoren offentliggøres i Statistikbanken under Udsatte børn og unge i tabellen:

  • BU31A: Resultater (pointskala 0-100), fra nationale test efter foranstaltning, profilområder og køn

Indikator 10 - Udsatte børns vægt og højde (UDGÅET)

Data til denne indikator er ikke tilgængelige og indikatoren er derfor udgået.

Indikator 11 - Misbrug (behandlingskrævende)

Indikatoren angiver antallet af misbrugere blandt hhv. 0-17-årige, 18-22-årige og 30-35-årige. Alderen er beregnet pr. 31. december i analyseåret. Data til indikatoren stammer fra Sundhedsstyrelsens register over stofmisbrugere i behandling (SIB) og alkoholikere i behandling (NAB).

Opgørelserne over stofmisbrugere dækker de personer, der inden for analyseåret har startet et behandlingsforløb. Oplysningerne er optaget ved klientens indskrivning i behandling og indberettes løbende fra kommunerne til Sundhedsstyrelsen. Opgørelserne over alkoholmisbrugere dækker primært de alkoholikere som er i behandling på de institutioner, som kommunerne visiterer klienter til. Opgørelserne dækker desuden de klienter, som deltager i privat finansieret behandling, og hvor der er foretaget indberetning (i disse tilfælde er indberetningen frivillig).

I opgørelserne medtages de personer der inden for analyseåret har startet et behandlingsforløb. I opgørelserne opdeles aldersgrupperne i de personer som er eller tidligere har modtaget støtte (dvs. personer som på et tidspunkt efter 1977 har modtaget støtte og derved er med i registret for udsatte børn og unge), og dem som ikke er i registret for udsatte børn og unge.

Indikatoren offentliggøres i Statistikbanken under Udsatte børn og unge i tabellen:

  • BU24: Misbrug blandt udsatte (inkl. tidligere udsatte) efter bopælsregion, behandling og mål/kontrolgruppe

Indikator 12 - Sammenbrud i anbringelsen

Indikatoren angiver sammenbrud i anbringelsen for 0-17-årige, hvor alderen er opgjort pr. 31. december i analyseåret. Frem til 2009 (dvs. 2008 og 2009) dækker registet kun sammenbrud i anbringelsen for 0-17-årige i forbindelse med flytning af det anbragte barn til andet anbringelsessted. Registret indeholder således kun oplysninger om iværksættelse af ændret anbringelsessted (flytninger, hvor årsagen til skiftet er at barnet/den unge enten har forladt anbringelsesstedet eller anbringelsesstedet har opgivet barnet). Fra 2010 og frem indeholder anbringelsesregister også sammenbrudsoplysninger om 0-17-årige, hvor barnet ophører med at være anbragt.

Indikatoren offentliggøres i Statistikbanken under Udsatte børn og unge i tabellen:

  • BU32: Sammenbrud i anbringelsen efter område, årsag til sammenbrud, ændring/ophør og køn

Indikator 13 - Tid fra underretning til kontakt til fagperson/forældre (UDGÅET)

Data til denne indikator er ikke indsamlet og er derfor ikke beregnet.

Indikator 14 - Udsatte børn og unges ulovlige fravær i folkeskolen

Indikatoren angiver antal elevforløb fordelt på kommuner opdelt efter procentandel med ulovligt favær. De fleste elever har kun ét elevforløb, som dækker hele skoleåret på én skole. En mindre andel elever har flere elevforløb, idet de har gået på flere skoler i året. I opgørelserne opdeles eleverne i gruppen af udsatte og ikke udsatte. gruppen af udsatte elever dækker de børn som er eller tidligere har modtaget støtte (dvs er med i registret for udsatte børn og unge), og dem som ikke er i registret for udsatte børn og unge.

Fraværsoplysninger, opgjort som antal dage med fravær, indberettes for hver elev for hver måned eleven har gået på skolen. Endvidere indberettes antal skoledage eleven har været indskrevet på skolen i den pågældende måned. Det er op til de enkelte skoleledere at fastsætte, hvordan dagsfravær defineres. Hvis fx eleven har haft ulovligt fravær "den første time", eller lignende delfravær, som skolelederen ikke har defineret som dagsfravær - er dette ikke med i opgørelserne. Der indberettes elevfravær for elever i 1. til 10. klassetrin. Elevfraværet bliver indberettet via skolernes administrative systemer. Fraværet registreres løbende gennem året via disse systemer og overførslen af data til UNI-C foregår i slutningen af skoleåret.

Indikatoren offentliggøres i Statistikbanken under Udsatte børn og unge i tabellen:

  • BU29A: Ulovligt fravær blandt børn og unge efter område, foranstaltning og fraværs procent

Indikator 15 - Udsatte børns fritidsaktiviteter

Data til denne indikator bygger på SFI's Trivselsundersøgelse, der belyser hvordan anbragte børn i Danmark trives. Trivselsundersøgelsen er en statistisk baseret panelundersøgelse, der gennemføres hvert 2. år. Undersøgelsen fra 2016 bygger på besvarelser fra 1.560 anbragte børn og unge på 11, 13, 15 og 17 år. Udsatte børns fritidsaktiviteter er et konstrueret indeks ud fra to spørgsmål: Sp. 87.G: Hvor tit går du til sport eller motion i en klub eller en forening, fx fodbold, håndbold, svømning, ridning? Sp. 87.H: Hvor tit går du til sang, musik, drama eller dans, fx kor, band, rollespil?

Indikatoren offentliggøres i Statistikbanken under Udsatte børn og unge i tabellen:

  • BU34: Udsatte børns fritidsaktiviteter efter alder, køn, enhed og hyppighed

Indikator 16 - Venskaber hos de udsatte børn

Data til denne indikator bygger på SFI's Trivselsundersøgelse, der belyser hvordan anbragte børn i Danmark trives. Trivselsundersøgelsen er en statistisk baseret panelundersøgelse, der gennemføres hvert 2. år. Undersøgelsen fra 2016 bygger på besvarelser fra 1.560 anbragte børn og unge på 11, 13, 15 og 17 år. Udsatte børns venskaber er et konstrueret indeks ud fra to spørgsmål: Sp. 59.A: Hvor mange nære pigevenner har du? Sp. 59.B: Hvor mange nære drengevenner har du?

Indikatoren offentliggøres i Statistikbanken under Udsatte børn og unge i tabellen:

  • BU35: Venskaber hos udsatte børn efter alder, køn, enhed og venskaber

Indikator 17 - Karakter og omfang af voksenkontakt blandt udsatte børn

Data til denne indikator bygger på SFI's Trivselsundersøgelse, der belyser hvordan anbragte børn i Danmark trives. Trivselsundersøgelsen er en statistisk baseret panelundersøgelse, der gennemføres hvert 2. år. Undersøgelsen fra 2016 bygger på besvarelser fra 1.560 anbragte børn og unge på 11, 13, 15 og 17 år. Karakter af voksenkontakt blandt udsatte børn Dette er et standardiseret indeks for social støtte, der består af tre spørgsmål: Sp. 50.B: Du kan regne med, at de voksne her lytter til dig Sp. 50.C: Du kan gå til de voksne her for at få et godt råd Sp. 50.D: Du kan regne med hjælp fra de voksne her, hvis du har et problem Jo højere tal, svarkategorien har, jo bedre er det, og ved at summere svarkategorierne for de tre spørgsmål kan respondentens samlede sociale støtte få mellem 3 og 15 point. Disse point samles derefter i svarkategorierne: - Altid, hvis det samlede pointtal er 15 - Næsten altid, hvis det samlede pointtal er 13 og 14 - Sjældnere, hvis det samlede pointtal er mindre end 13

Indikatoren offentliggøres i Statistikbanken under Udsatte børn og unge i tabellen:

  • BU36: Udsatte børns voksenkontakt efter alder, køn, enhed og hyppighed

Indikator 18 - Kontakt til forældre/søskende

Data til denne indikator bygger på SFI's Trivselsundersøgelse, der belyser hvordan anbragte børn i Danmark trives. Trivselsundersøgelsen er en statistisk baseret panelundersøgelse, der gennemføres hvert 2. år. Undersøgelsen fra 2016 bygger på besvarelser fra 1.560 anbragte børn og unge på 11, 13, 15 og 17 år. Udsatte børns kontakt til forældre er et konstrueret indeks ud fra to spørgsmål: Sp. 05: Hvor tit er du sammen med din mor? Sp. 08: Hvor tit er du sammen med din far?

Indikatoren offentliggøres i Statistikbanken under Udsatte børn og unge i tabellen:

  • BU37: Udsatte børns kontakt til forældre efter alder, køn, enhed og kontakt til forældre

Indikator 19. Trivsel generelt blandt udsatte børn

Data til denne indkator bygger på SFI's Trivselsundersøgelse, der belyser hvordan anbragte børn i Danmark trives. Trivselsundersøgelsen er en statistisk baseret panelundersøgelse, der gennemføres hvert 2. år. Undersøgelsen fra 2016 bygger på besvarelser fra 1.560 anbragte børn og unge på 11, 13, 15 og 17 år. Indikatoren baseres på SDQ-indekset, som består af 20 af de 25 spørgsmål fra SDQ skemaet. SDQ er et spørgeskemabaseret mål for børns styrker og vanskeligheder (se ex. Obel m.fl., 2003, for en nærmere beskrivelse).

Indikatoren offentliggøres i Statistikbanken under Udsatte børn og unge i tabellen:

  • BU38: Udsatte børns trivsel generelt efter alder, køn, enhed og trivsel

Grupperinger og klassifikationer

Statistikken grupperes geografisk efter Regioner, Landsdele og Kommuner. Derudover sker der gruppering efter foranstaltning, underretter, årsag til anbringelse og anbringelsessted samt på køn og alder.

Sektordækning

Ikke relevant for denne statistik.

Begreber og definitioner

Anbringelsesforanstaltning: Hjælpeforanstaltning hvor et barn eller en ung anbringes uden for familiens rammer, med eller uden forældrenes samtykke.

Foranstaltning: Social støtte i form af tiltag eller beløb der ydes som hjælp til udsatte børn og unge og deres familie.

Foranstaltningsmodtager: Den person (barn eller unge), som er årsag til at barnet, den unge, forældrene eller familien modtager støtte.

Forebyggende foranstaltning: Forebyggende indsats i eget miljø, inden for familiens rammer, der iværksættes for at undgå anbringelse uden for hjemmet.

Handlekommune: Den kommune, der træffer afgørelse om at yde hjælp eller støtte efter reglerne om særlig støtte til børn og unge, jf. Serviceloven.

Enheder

Hjælpeforanstaltninger til børn og unge (0-22 år) som modtager støtte via disse foranstaltninger.

Population

Anbragte med afgørelse efter Serviceloven § 52, stk. 1, jf. stk. 3, nr. 7, serviceloven § 74, stk 1, nr. 10, serviceloven jf. § 58, § 74, stk. 1, jf. § 58, straffelovens § 74a, retsplejelovens § 765 eller Ankestyrelsens egen afgørelse.

Personrettede forebyggende foranstaltninger efter serviceloven: §52.3.5, §55.2, §52.3.3, §52.3.6, §52.3.8, §54a, §57b, §76.2, §76.3.2, §76.3.3, §76.3.4, §76.5, §76.6, §76.8, §57c

Familierettede forebyggende foranstaltninger efter serviceloven: § 11.3.1, § 11.3.2, § 11.3.3, § 11.3.4, § 11.6, §52.3.1, §11.4.1, §52.3.2, §52.3.3, §52.3.4, §52.3.6, §54, §52.3.9, §52a.1.1, §52a.1.2, §52a.1.3, §11.4.2 og §57a

Geografisk dækning

Statistikken dækker alle børn der modtager foranstaltninger efter paragrafferne i Serviceloven ( se paragrafferne under population), også selvom børnene ikke opholder sig i Danmark.

Tidsperiode

Statistikken dækker tidsperioden fra 2011 og frem.

Basisperiode

Ikke relevant for denne statistik.

Måleenhed

Der anvendes flere forskellige måleenheder til statistikkens indikatorer, herunder:

  • Antal
  • Procent
  • Andel i pct.
  • Pointskala (0-100)
  • Udgifter i mio. kr.

Referencetid

Kalenderår.

Hyppighed

Årlig.

Indsamlingshjemmel og EU regulering

§ 6 i lov om Danmarks Statistik. Derudover specifikke bekendtgørelser knyttet til de enkelte registre, som benyttes til dannelse af indikatorerne. Statistikken er ikke underlagt nogen EU forordning.

Indberetningsbyrde

For de data der kommer direkte fra fagsystemerne er der ingen inberetningsbyrde. de kommuner der supplerer med manuelle indberetninger har en ikke nærmere estimeret indberetningsbyrde.

Øvrige oplysninger

Øvrige oplysninger kan fås ved henvendelse til Danmarks Statistik. Se mere på statistikkens emneside.