Indhold
Kontaktinfo
Befolkning og Uddannelse, PersonstatistikDorthe Larsen
23 49 83 26
Hent som PDF
Statistik om valgresultater fra kommunal- og regionalvalg offentliggøres ca. to måneder efter datoen for klage-/indsigelsesfristen, som er medio januar efterfølgende år. Statistikken offentliggøres for hver kommune. Kandidaterne fordeles efter partier, køn, og om de er valgte/opstillede. Stemmefordelingen opdeles efter parti, brevstemmer og ugyldige stemmer. Statistikken er baseret på udtræk fra KOMBIT/Netcompanys valgsystem, som Danmarks Statistik modtager dataene fra.
Indholdsbeskrivelse
Kommunal- og regionalvalg afholdes hvert fjerde år i november med valg til kommunalbestyrelser og regionsråd i Danmark.
I Statistikbanken vises kommunalvalget for hver kommune efter valgte/opstillede, partier og køn. Også stemmefordelingen vises efter parti, brevstemmer og ugyldige stemmer. For regionalvalget vises for hver region partiernes opstillede og valgte kandidater efter køn samt fordeling af stemmer herunder personlige.
I en særskilt artikel udarbejdet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan fordelingen af kandidater og stemmer ses for hvert parti og for hver kommune. Artiklen er tilgængelig på emnesiden vedrørende kommunalvalg.
Statistikken er baseret på udtræk fra KOMBIT/Netcompanys valgsystem, som Danmarks Statistik modtager data fra.
Grupperinger og klassifikationer
Statistikken er opgjort efter landets 98 kommuner og 4 regioner.
Sektordækning
Ikke relevant for denne statistik
Begreber og definitioner
Kandidatliste: Kandidater til valget opstilles på kandidatlister for hele kommunen eller regionen under ét. Hver kommune og region udgør et valgområde (valgkreds). Kandidatlister kan opstilles af de politiske partier eller af lokale borgergrupper og enkeltpersoner uden tilknytning til partierne (lokallister). For begge typer af kandidatlister gælder, at de skal være underskrevet af et antal vælgere som stillere.
Til kommunalvalg kræves 25 stillere, i nogle af de større kommuner dog 50 og i Københavns Kommune 150. Til regionalvalg kræves 50 stillere, i enkelte regioner 100.
Hvis en kandidatliste har sideordnet opstilling, vælges kandidaterne i rækkefølge efter størrelsen af deres personlige stemmetal. Listestemmerne har derfor ingen betydning for kandidatudvælgelsen.
Partiliste: En kandidatliste, hvor kandidaterne er opstillet i en prioriteret rækkefølge. Kandidatudvælgelsen sker på følgende måde: Først beregnes kandidatlistens fordelingstal. Kandidater, der har opnået et personligt stemmetal, der er lig med eller større end fordelingstallet, er valgt.
De kandidater, der ikke har opnået fordelingstallet i personlige stemmer, tildeles i partilistens rækkefølge og så langt, listestemmerne rækker, så mange listestemmer, at summen af personlige stemmer og listestemmer lige netop udgør fordelingstallet. De kandidater, der på den måde opnår fordelingstallet, er valgt.
Skal der vælges flere kandidater end dem, der har opnået fordelingstallet, vælges de i rækkefølge efter størrelsen af deres stemmetal. De ikke-valgte kandidater er stedfortrædere for de valgte af samme liste i rækkefølge efter størrelsen af deres stemmetal.
Valgforbund: To eller flere kandidatlister kan støtte hinanden ved at indgå valgteknisk samarbejde. Valgteknisk samarbejde mellem to eller flere kandidatlister for forskellige partier mv. kaldes valgforbund. Valgforbund til kommunal- og regionalvalg indgås af to eller flere kandidatlister og er et valgteknisk samarbejde for at undgå stemmespild.
Listeforbund: To eller flere kandidatlister kan støtte hinanden ved at indgå valgteknisk samarbejde. Valgteknisk samarbejde mellem to eller flere kandidatlister for samme parti mv. kaldes listeforbund. Listeforbund til kommunal- og regionalvalg indgås af to eller flere kandidatlister og er et valgteknisk samarbejde for at undgå stemmespild.
Ugyldige stemmer: En stemmeseddel er ugyldig, fx hvis:
- den er blank
- vælgerens stemme på stemmesedlen ikke er afmærket med et kryds
- det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvilket af partierne eller hvilken kandidat uden for partierne vælgeren har villet give sin stemme
- det må antages, at stemmesedlen ikke er udleveret på afstemningsstedet
- der er givet stemmesedlen et særpræg
Enheder
Kommuner og regioner.
Population
Opstillede og valgte kandidater ved kommunal- og regionalvalgene.
Geografisk dækning
Danmark
Tidsperiode
Siden kommunalreformen i 2007 har der været kommunal- og regionalvalg i 2009, 2013, 2017, 2021 og 2025.
Basisperiode
Ikke relevant for denne statistik.
Måleenhed
Personer, stemmer
Referencetid
18-11-2025
Hyppighed
Hvert fjerde år.
Indsamlingshjemmel og EU regulering
Der foreligger ingen indsamlingshjemmel eller EU regulering. Data leveres fra KOMBIT/Netcompany. Opgaven udføres af Danmarks Statistik som serviceopgave for Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Indberetningsbyrde
Statistikken er baseret på et administrative data. Der er derfor ingen direkte indberetningsbyrde i forbindelse med opgørelsen af denne statistik.
Øvrige oplysninger
Øvrige oplysninger kan findes på statistikkens emneside eller fås ved henvendelse til Danmarks Statistik.