Gå til sidens indhold

Jordbrugets gæld faldt i 2022

Jordbrugets renter og gæld 2022

Den samlede gæld for det danske jordbrug er for 2022 opgjort til 285 mia. kr., hvilket var 12 mia. kr. eller 4 pct. mindre end i 2021. Set over de seneste fem år er jordbrugets gæld reduceret med 53 mia. kr.

Jordbrugets gældKilde: www.statistikbanken.dk/jb3

Bankgælden halveret siden 2014

Jordbrugets gæld til banker blev reduceret med 5,6 mia. kr. fra 2021 til 2022, og er siden toppunktet i 2014 halveret til 35,1 mia. kr. ved udgangen af 2022.

Mange konverteringer gav færre fastforrentede obligationslån

Jordbrugets realkreditlån blev reduceret med 7,1 mia. kr. til 221,7 mia. kr. ved udgangen af 2022. Især fastforrentede obligationslån blev der færre af i løbet af 2022, da mange jordbrug har benyttet rentestigninger til at konvertere obligationslån med lav kuponrente og dermed opnå en reduceret restgæld. Fra 2021 til 2022 blev fastforrentede obligationslån reduceret med 18,3 mia. kr., mens rentetilpasningslån blev forøget med 14,7 mia. kr.

Jordbrugets realkreditgæld, oversigtstabel

 

2010

2015

2020

2022

 

mia. kr.

I alt

261

247

225

222

 

andel, pct.

Alm., fast forrentet

13

11

18

10

Rentetilpasningslån1

87

89

82

90

1Inkl. Euro-lån
Kilde: www.statistikbanken.dk/jb3

Jordbrugets renteudgifter faldt til 1,6 mia. kr. pga. konverteringsgevinster

Jordbrugets renteudgifter blev reduceret med 3,4 mia. kr. til 1,6 mia. kr. i 2022, selvom renteniveauet steg. Det skyldes, at realiserede kursgevinster (og -tab) indregnes i renteudgifterne. I 2022 påvirkede realiserede kursgevinster renteudgifterne positivt med 4,3 mia. kr. Når der ses isoleret på realkreditrenter, steg de med 0,6 mia. kr. til 3,1 mia. kr., mens bankrenter steg med 47 mio. kr., selvom gælden blev kraftigt reduceret, som beskrevet ovenfor. For realkredit svarede det til en stigning i den gennemsnitlige rente på 0,3 procentpoint til 1,4 pct. i 2022 og for bankgæld til en stigning på 0,9 procentpoint til 5,1 pct. i 2022 (målt på gælden ved udgangen af året).

Jordbrugets renterKilde: www.statistikbanken.dk/jb3

Nyt fra Danmarks Statistik

25. oktober 2023 - Nr. 364

Hent som PDF
Næste udgivelse: 18. oktober 2024

Kontakt

Kilder og metode

Opgørelsen af renter og gæld omfatter hele jordbrugssektoren og er baseret på data fra regnskabsstatistik for jordbrug, der fra 2020 omfatter bedrifter med mindst 25.000 euro i standardoutput (en omsætning svarende til ca. 187.500 kr.). Før 2020 omfattede statistikken bedrifter med mindst 15.000 euro i standardoutput. For at tage højde for små bedrifter under bundgrænsen er tallene for 2020 forhøjet med 3,9 pct., hvor der er taget højde for, at gælden pr. hektar er lavere på små bedrifter. For årene 2015-2019 er tallene revideret tilsvarende, så korrektionen for små bedrifter er 1,9 pct. mod tidligere 3,0 pct. Jordbruget omfatter landbrug, gartneri og pelsdyravl. Gælden, som er opgjort til kontantværdi ved udgangen af året, inkluderer også gæld vedrørende stuehuse og andre ikke jordbrugsmæssige aktiver. 

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation