Gå til sidens indhold

Geografiske forskelle i kontakt til praksissektoren

Lægebesøg mv. 2022

Borgerne i Københavns Kommune havde i 2022 5.740.151 kontakter til behandlere i praksissektoren. Det svarer til, at hver borger i gennemsnit havde 8,9 kontakter, hvilket er det laveste antal blandt landets kommuner. Borgerne i Egedal Kommune havde i gennemsnit 9,4 kontakter, hvilket er det næstlaveste antal kontakter. Behandlere i praksissektoren omfatter almen praktiserende læger, speciallæger, fysioterapeuter, kiropraktorer, psykologer, tandlæger og fodterapeuter. Personer under 18 år kan benytte sig vederlagsfrit af den kommunale børne- og ungdomstandpleje, hvorfor disse personers kontakter til tandlægen ikke indgår i opgørelserne. Borgerne i kommunerne Langeland, Randers, Hørsholm og Struer havde i 2022 flest kontakter til praksissektoren. Borgerne i Langeland Kommune og Randers Kommune havde gennemsnitligt 12,1 kontakter, og borgerne i Hørsholm Kommune og Struer Kommune havde 12,0 kontakter. Aldersfordelingen blandt borgerne i kommunerne kan have betydning for antallet af kontakter.

Antal kontakter pr. borger. 2022Kilde: www.statistikbanken.dk/sygk1 og folk1a

Et lille fald i antallet af kontakter til praksissektoren

Antallet af kontakter til behandlere i praksissektoren, hvor det offentlige dækker udgiften helt eller delvist, er faldet fra 2021 til 2022 med 590.949. Det svarer til et fald på omkring 1 pct. Antallet af kontakter er dog stadig højere end i 2019 - året før COVID-19 kom til Danmark. I 2022 har hver person i befolkningen i gennemsnit haft 10,6 kontakter til praksissektoren. Det er et fald i forhold til 2021, hvor gennemsnittet var 10,7 kontakter. Borgere i aldersgruppen 60 år og over har gennemsnitligt flest kontakter, og borgere i aldersgruppen under 30 år har færrest.

Antal kontakter pr. person fordelt på alder og årKilde: www.statistikbanken.dk/sygk2 og folk1a

Par med hjemmeboende børn har færrest kontakter til praksissektoren

Blandt personer i aldersgruppen 30-59 år havde de, der levede i et parforhold med hjemmeboende børn, færre kontakter til praksissektoren sammenlignet med enlige og par uden hjemmeboende børn. Personer i parforhold med hjemmeboende børn havde i gennemsnit 9 kontakter til praksissektoren. Blandt kvinderne var det de enlige uden hjemmeboende børn, der med 14,2 kontakter pr. kvinde havde flest kontakter. Blandt mændene var det de enlige med hjemmeboende børn, der med 8,2 kontakter pr. mand havde flest kontakter.

Antal kontakter pr. person i alderen 30-59 år fordelt på køn og familietype. 2022Kilde: www.statistikbanken.dk/sygfam

Nyt fra Danmarks Statistik

20. september 2023 - Nr. 323

Hent som PDF
Næste udgivelse: 30. maj 2024

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken omfatter alene praksissektoren, hvilket betyder, at hverken skolelæge, børne- og ungdomstandpleje, skadestuebesøg eller hospitalsindlæggelser indgår. Medicintilskud og rejsesygeforsikring indgår heller ikke. Kun ydelser, hvor det offentlige dækker udgiften helt eller delvis, indgår. En eventuel egenbetaling indgår ikke. En kontakt er et besøg hos lægen eller en telefonkonsultation, en e-mailkonsultation eller et hjemmebesøg mv. Andre ydelser, fx laboratorieundersøgelser samt tillægsydelser givet i forbindelse med en konsultation, regnes derimod ikke som en kontakt. Det skal bemærkes for tandlægebesøg, at det er det første besøg (med undersøgelse), der er registreret som en kontakt, mens øvrige besøg i samme behandlingsforløb ikke registreres som kontakter. I 2013 reduceredes tilskuddet til tandrensning og kontrol af diagnostisk fund hos tandlæger. Kilder er Sygesikringsdata fra Danske Regioner og andre registre fra Danmarks Statistik.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation