Gå til sidens indhold

Lav andel langtidsledige i Danmark

Arbejdskraftundersøgelsen, europæisk 4. kvt. 2015

Blandt samtlige 15-64-årige ledige i EU har 48,2 pct. i fjerde kvartal 2015 været uden arbejde i et år eller længere tid og er dermed ramt af langtidsledighed. Andelen af langtidsledige er meget forskellig i de 28 medlemslande. De laveste andele har Sverige med 21,7 pct. og Danmark med 27,8 pct., mens Grækenland med 74,2 pct. og Slovakiet med 62,7 pct. har EU's højeste andele af langtidsledige. Det viser de seneste tal fra den fælleseuropæiske Labour Force Survey.

Andel af langtidsledige blandt samtlige ledige i EU-landene. 15-64-årige. 4. kvt. 2015

Mænd er oftere langtidsledige end kvinder

Fælles for de fleste EU-lande er, at langtidsledighed forekommer hyppigere blandt mænd end blandt kvinder. Den største kønsforskel har Irland, hvor 63,0 pct. af de ledige mænd er langtidsledige, mens det for kvindernes vedkommende drejer sig om 43,9 pct. Til sammenligning er 29,0 pct. af de ledige danske mænd langtidsledige, mens kvindernes andel udgør 26,6 pct. EU-gennemsnittet udgør 48,6 pct. for mændene og 47,8 pct. for kvinderne.

Næsten hver femte i Grækenlands arbejdsstyrke er langtidsledig

Udover at se på langtidsledigheden i forhold til den samlede ledighed, kan langtidsledigheden også måles i forhold til hele arbejdsstyrken. For EU som helhed var 4,4 pct. af arbejdsstyrken langtidsledige i fjerde kvartal 2015. Grækenland havde den højeste andel, hvor 18,3 pct. af arbejdsstyrken var ramt af langtidsledighed. I Danmark var kun 1,6 pct. af arbejdsstyrken ramt af langtidsledighed. Det er den anden laveste andel i EU og skal bl.a. ses i sammenhæng med den aktive beskæftigelsesindsats, der omfatter en række aktiveringsordninger for ledige.

Ledighedsprocenter i EU-landene. 15-64-årige. 4. kvt. 2015

Nyt fra Danmarks Statistik

20. april 2016 - Nr. 187

Hent som PDF
Næste udgivelse: 10. august 2016

Kontakt

Kilder og metode

 Arbejdskraftundersøgelsen er Danmarks største løbende interviewundersøgelse. Undersøgelsen er det danske bidrag til den europæiske Labour Force Survey, som baseres på ensartede principper og afgrænsninger i de europæiske lande, og artiklens tal for ledighed og beskæftigelse for Danmark adskiller sig derfor fra de registerbaserede opgørelser. 

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation