Cookies

Vi bruger cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

OK

Mere om cookies

Deltager­information - Dit Svar

Læs mere om DST Survey

 

Er du blevet kontaktet af DST Survey hos Danmarks Statistik?

Så er her forklaringen på, hvordan vi har fundet frem til netop dig.

Deltagerne får et brev
Hver gang vi starter en undersøgelse, uanset interviewmetode, sender vi breve til alle deltagerne i undersøgelsen og fortæller dem, at de er udvalgt til at deltage i undersøgelsen. Samtidig fortæller vi lidt om undersøgelsens indhold, og om hvordan deltagerne kan kontakte os, hvis de har spørgsmål.

Hvorfor skal jeg deltage?
Hvis det er en undersøgelse om brede, generelle emner, så udvælger vi borgere fra hele Danmark. Hvis det er en undersøgelse om mere specielle emner fx børnefamiliers forhold, så udvælger vi familier med børn osv. Vi forsøger altid at udvælge de dele af befolkningen, der passer bedst i forhold til undersøgelsens emne. 

I mange tilfælde er vi dog også interesseret i at høre meningen fra dele af befolkningen som ikke umiddelbart mener, at de har noget med emnet at gøre. Fx er ikke alle interesseret i brugen af computere, men det er også vigtigt at høre meningen fra personer, der ikke bruger computere så ofte. De udvalgtes mening i en undersøgelse er altid relevant. 
Når vi har udvalgt dig til at deltage i en frivillig undersøgelse er det vigtigt for undersøgelsens kvalitet og værdi, at det netop er dig vi interviewer. Af og til interviewer vi dog flere i en familie, men så skriver vi det i et brev til deltagerne på forhånd. 

Interviewmetode
Undersøgelser kan foregå som interview i telefonen, via internettet eller på papirskema.

Danmarks Statistik og telefonnumre
Når vi søger efter telefonnumre på deltagerne i vores undersøgelser anvender vi de offentligt tilgængelige telefonsøgetjenester. Hvis vi ikke kan finde et telefonnummer på en deltager, forsøger vi at finde eventuelle andre telefonnumre på den adresse, som deltagerne har ifølge folkeregistret. Derfor ringer vi af og til til en anden person på adressen og forsøger at komme i kontakt med den deltager, der er udvalgt til undersøgelsen, og som vi ikke ellers kan nå frem til.

Danmarks Statistik har ikke adgang til udeladte eller hemmelige telefonnumre hos telefonselskaberne. 

Garanti for fortrolighed
Alle oplysninger, du giver til Danmarks Statistik bliver behandlet fortroligt. Indsamlede interview bliver alene anvendt til statistik og analyser. 

Danmarks Statistik videregiver ikke oplysninger, der efterfølgende ville kunne anvendes til at identificere enkelte deltagere og deres svar. 

Udlodning af præmier
Det vil altid fremgå, af det brev du modtager fra os, om der er en præmielodtrækning på netop den undersøgelse, som du er med i. Alle vinderne får direkte besked, når lodtrækningen er foretaget.

 

Ansvarlig for siden

DitSvar