Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Europæisk kvalitets­tjek: Der er høj tillid til Danmarks Statistik

I midten af januar slog internationale statistikeksperter vejen forbi København for at lave en vurdering af kvaliteten i Danmarks Statistiks arbejde. Besøget, som kaldes et peer review, strakte sig over fem dage og resulterede i masser af ros, men også et par råd til, hvordan statistikken kan blive endnu bedre.

15. maj 2015 kl. 9:00

Overodnet set går det ret godt for statistikproduktionen i Danmark. Peer review teamet konkluderer i deres endelige rapport, at Danmarks Statistik i høj grad lever op til de europæiske standarder for god statistik. De lægger ligeledes vægt på, at der er fuld tiltro til Danmarks Statistiks professionalisme og uafhængighed. Rigsstatistiker Jørgen Elmeskov ser store fordele ved besøget:

”Det er en utrolig sund proces at have nogle udefrakommende til at kigge sig efter i kortene. Bare forberedelsen til peer review'et gav os inspiration til tiltag, der vil være fornuftige”, siger han.

Danmarks Statistik havde sidst besøg af et peer review team tilbage i 2007. På daværende tidspunkt havde de fælles krav til europæisk statistik, der kaldes Code of Practice (CoP), kun eksisteret i to år. Derfor var formålet med besøget dengang at finde ud af, om de europæiske lande levede op til de principper for god statistikpraksis, der er beskrevet i CoP. Jean-Michel Duur, som er en del af 2015-peer review teamet, forklarer, at januars undersøgelse havde et lidt andet fokus:

”Vi forsøger at identificere styrkerne ved de nationale statistik-systemer og de nationale statistik institutioner i relation til Code of Practice, men også nogle områder, der kan forbedres”.

Fakta-boks
Peer review undersøgelserne fortages i alle EU-lande. Formålet er at undersøge, om landene lever op til de europæiske grundprincipper for officiel statistikproduktion, som er beskrevet i European Statistics Code of Practice (CoP), herunder principper om faglig uafhængighed, objektivitet, fortrolighed og kvalitet.

 

Det peer review team, der foretog undersøgelsen af Danmarks Statistik, bestod af franske Jean-Michel Duur, italienske Michelle Jouvenal og irske Adrian Redmond, der alle er eksperter indenfor statistikproduktion. De er en del af et større team af ekspertkonsulenter, som Eurostat har sammensat til at fortage undersøgelserne.

Danmarks Statistik ligger lunt i svinget
Først og fremmest understreger den nye rapport, at der er stor tillid til Danmarks Statistiks uafhængighed og professionalisme. Brugen af administrative data fremhæves som en stor styrke; der er både roser til effektiviteten og kvaliteten i statistikproduktionen. I rapporten kan man også læse, at Danmarks Statistik er dygtig til at inddrage brugerne af statistikken i udarbejdelsen af den. Til sidst påpeger teamet, at Danmarks Statistik har en imponerende Forskningsservice, der sikrer forskerne en unik fjernadgang til mikrodata.

Peer reviewerne havde også til opgave at identificere områder hos Danmarks Statistik, hvor der er plads til forbedringer. Jørgen Elmeskov er positiv overfor peer review’ernes forbedringsforslag:

”Jeg synes, at anbefalingerne i det store hele er "spot on". Det er lidt imponerende, at et hold af udefrakommende eksperter kunne komme så godt ind i sagerne på så kort tid”, uddyber han.

Blandt de vigtigste anbefalinger er:

  • Lov om Danmarks Statistik bør opdateres ved at indskrive bestemmelser om uafhængighed og fortrolighed
  • Koordinationen med andre nationale statistiskproducenter bør styrkes. I den forbindelse anbefales det at etablere en klar definition af hvad ’officiel dansk statistik’ er og en fælles formidlingsportal 
  • Danmarks Statistik bør formalisere arbejdet med de myndigheder, der leverer administrative data til statistikkerne
  • Information og feedback til indberetterene af statistik bør forbedres
  • Formidlingen af statikkerne kan forbedres i form af mere analyse og brug af interaktive kort

Danmarks Statistik er klar til forbedringer
For at imødekomme disse forslag til forbedringer har Danmarks Statistik udarbejdet en række tiltag, som enten allerede er i gang eller vil blive søsat i den nærmeste fremtid.  

Opdateringen af Lov om Danmarks Statistik er højt prioriteret. Danmarks Statistik og Økonomi- og Indenrigsministeriet drøfter for øjeblikket, hvordan denne proces bedst kan forløbe. Lovforslaget skal bl.a. tage højde for den europæisk CoP og anbefalingerne fra peer review teamet.

Danmarks Statistik er også indstillet på at blive bedre til at koordinere med andre producenter af nationalstatistik. Der bliver blandt andet sat en proces i gang, der skal resultere i en klar definition af, hvad officiel dansk statistik er. Danmarks Statistik vil arrangere en række dialogmøder med eksterne producenter af national statistik, hvor man skal finde frem til en klar definition, fælles kvalitetskriterier og en model til kvalitetssikring. Jørgen Elmeskov giver udtryk for, at særligt dette punkt kan gøres bedre:

”Peer review'et har givet ekstra impuls til vores samtaler med andre statistikproducenter om en større grad af koordinering. Man kan godt undre sig over, at der har været så lidt koordinering historisk i et ellers gennemorganiseret land.”

For at formalisere arbejdet med institutioner, der leverer administrative data, vil Danmarks Statistik fremsætte en standardprocedure, som skal følges i samarbejdet.

Ved udgangen af 2015 vil Danmarks Statistik desuden sørge for mere omfattende information og feedback til de virksomheder, der indberetter tal til brug i statistikkerne. Hver virksomhed vil modtage et tilpasset overblik over, hvilken information de bedes oplyse og efterfølgende modtage feedback i form af de statistiske resultater, de har bidraget til. 

Danmarks Statistik har også en plan for at imødekomme det sidste af de fremhævede forbedringsforslag, som er formidlingen af statistik. For at lave skarpere analyser, bliver der oprettet en analyse-gruppe, der skal sørge for bedre analytisk indhold i institutionens udgivelser. Desuden vil Danmarks Statistik blive dygtigere til visuelt at formidle statistik. Derfor er Danmarks Statistik i gang med at afprøve forskellige typer af interaktive kort og udarbejde demoer. Baseret på resultatet af afprøvningen bliver der i løbet af 2015 præsenteret et forslag til, hvordan udfordring kan løses.

Disse initiativer er et udpluk fra en større rapport, hvori Danmarks Statistik detaljeret og præcist beskriver, hvordan institutionen vil imødekomme peer review teamets anbefalinger. Desuden fremhæver Jørgen Elmeskov, at resultaterne af peer review-besøget vil have indflydelse på den fremtidige strategi:

”Peer review'ets anbefalinger vil helt sikkert påvirke den strategi frem mod år 2020, som vi er i færd med at udarbejde.”

Seneste artikler

21. november 2017 Stor forskel på, hvor langt der er mellem valgstederne
17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste

Ansvarlig for siden

Helle Harbo Holm