Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Teenage-kriminelle får oftere frihedsstraf

Domstolene idømmer i stigende grad unge mellem 15 og 17 frihedsstraf. På blot tre år er der sket en fordobling i antallet af helt unge, der modtager retssystemets strengeste afgørelsesform - ubetinget frihedsstraf. Udviklingen drives af, at flere og flere helt unge bliver dømt for vold.

23. februar 2006 kl. 0:00

Flere og flere af de helt unge kriminelle får hårde straffe ved domstolene.

Antallet af 15-17-årige, der blev idømt ubetinget frihedsstraf, slog alle rekorder i 2004. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

På blot tre år er der sket en fordobling i antallet af helt unge, der modtager retssystemets strengeste afgørelsesform - ubetinget frihedsstraf. 402 straffesager endte i 2004 med afgørelsen ubetinget frihedsstraf til et ungt menneske mellem 15 og 17 år.

Hvis vi betragter udviklingen i et lidt længere tidsperspektiv, er der i forhold til 1990 sket en firedobling i antallet af afgørelser til ubetinget frihedsstraf for de 15-17-årige.

Tidligere var det en absolut sjældenhed, at en 15-årig lovovertræder fik en ubetinget dom - i 1990 og 1991 skete det to gange hvert år og i 1992 skete det seks gange. I 2004 var der imidlertid hele 52 eksempler på, at en 15-årig blev idømt retssystemets strengeste afgørelsesform.

For de 17-åriges vedkommende blev der i 1990 afsagt 76 afgørelser til ubetinget frihedsstraf. Det tal var i 2004 steget til 215 - næsten en tredobling.


På grund af deres unge alder afsoner de 15-17-årige dog kun sjældent deres frihedsstraf i et traditionelt fængsel, men derimod i institutioner udenfor Kriminalforsorgen. Mange unge bliver desuden idømt den såkaldte ungdomssanktion - her skal han eller hun udstå hovedparten af sin straf på en sikret institution for unge kriminelle. Ud af de i alt 402 straffesager mod de helt unge, som i 2004 endte med en dom til ubetinget fængsel, var der i de 97 tilfælde tale om en dom til ungdomssanktion.

Antallet af 15-17-årige, der "kun" bliver idømt betinget frihedsstraf, er også steget - dog ikke så kraftigt. I de seneste tre år er antallet af betingede frihedsstraffe for vold steget med 50 pct.

Flere voldsdomme blandt mindreårige 
En væsentlig baggrund for udviklingen er, at flere og flere helt unge bliver dømt for vold.

De seneste ti års forskellige "voldspakker" med skærpede straffe for voldsforbrydelser har tilsyneladende haft en markant effekt - også blandt de mindreårige. Statistikken fortæller, at stadig flere unge bliver dømt for vold, og samtidig får de en strengere straf for deres forbrydelse.

I de fleste aldersklasser har antallet af voldsdomme i de seneste år været stagnerende eller svagt faldende. Men ikke blandt de helt unge. Tværtimod. Navnlig de unge mellem 15 og 17 år har oplevet en markant stigning i antallet af afgørelser for voldsforbrydelser. Generelt kan man sige, at antallet af voldsdomme stiger kraftigere og kraftigere, jo yngre en aldersgruppe vi fokuserer på. 
 
I 2004 idømte de danske domstole 985 fængselsstraffe (betingede såvel som ubetingede) for voldsforbrydelser til unge mellem 15 og 17 år - en stigning på 56 pct. på blot tre år. I forhold til de foregående ti år er der tale om langt over en fordobling i antallet af helt unge, som bliver idømt fængselsstraf for en voldsforbrydelse.

17-årige får flest straffe for voldsforbrydelser
De 17-årige udgør nu den aldersgruppe, som får flest frihedsstraffe for voldsforbrydelser.

Til sammenligning er antallet af 18-20-årige, som bliver idømt en fængselsstraf for voldsforbrydelser, "kun" steget med 13 pct. i løbet af de seneste ti år. Og for de 21-23-årige er der ligefrem sket et fald på 14 pct. i antallet af fængselsstraffe for voldsforbrydelser i forhold til 1990.

Når vi taler om stigningen i antallet af voldsdomme, er det dog vigtigt at være opmærksom på, at også antallet af anmeldelser for vold har været stigende på det seneste. I perioden fra 2001 til 2004 er der sket en stigning på 14 pct. i antallet af anmeldelser for vold. 

Udviklingen kan også ses i lyset af, at der tilbage i 1990 blandt de 15-årige overhovedet ikke var nogen, der blev idømt frihedsstraf for såkaldt alvorligere vold. I 1994 blev der til gengæld afsagt fem afgørelser til 15-årige for alvorligere vold, i 2003 var tallet steget til 26 afgørelser, og i 2004 var der 18 afgørelser inden for alvorligere vold.

Find flere tal om dette emne på statistikbanken på www.statistikbanken.dk/straf4.  

 

Seneste artikler

17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste
7. november 2017 Nogle kommuner bruger tre gange så meget som andre på kultur per indbygger

Ansvarlig for siden

Presse