Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Markant flere børn bliver passet ude

De danske børn er blevet en generation af institutionsbørn. Antallet af børn i offentlig børnepasning er steget næsten 75 pct. de seneste ti år.

11. august 2001 kl. 0:00

Der er sket en markant stigning i brugen af offentlig børnepasning de seneste ti år. For ti år siden gjorde 54 pct. af de nul til ni-årige brug af offentlig børnepasning, i 2000 er andelen steget til 76 pct. Det viser en opgørelse over de sociale ressourcer fra Danmarks Statistik.
Det er specielt de seks til ni-årige, der i højere grad bliver passet ude. I den aldersgruppe er andelen af børn, der bliver passet ude, næsten fordoblet på ti år - fra 43 til 79 pct. Men også andelen af børnehavebørn (tre til fem år) er steget fra 76 pct. i 1990 til 92 pct. i 2000. Og andelen af børn på nul til to år, der bliver passet i vuggestue eller dagpleje, er steget fra 47 pct. til 56 pct.
Børnepasningsbehovet er stærkt afhængig af udviklingen på arbejdsmarkedet. Fra 1990 til 2000 er arbejdsløsheden faldet fra 234.000 til 118.000. I samme periode er beskæftigelsen steget med 85.000 personer, hvilket naturligvis giver et stigende behov for børnepasning.
"Erfaringerne viser, at kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet har størst betydning for familiens behov for børnepasning. Derfor er faldet i deltidsbeskæftigelsen - og dermed kvindernes øgede arbejdstid - af stor betydning. Fra 1990 til 2000 er antallet af kvinder på deltid faldet fra 340.000 til 220.000," siger Steffen Hougaard, der er ansvarlig for den sociale ressourceopgørelse.

Fald i normeringen
De seneste ti år er der blevet ansat knap 25.000 flere til at passe børn, og samtidig er der blevet flere børn pr. medarbejder - på nogle områder flere end på andre. Den største stigning har været i skolefritidsordningerne (SFO) og fritidshjem, hvor der er blevet henholdsvis 28 og 24 pct. flere børn pr. medarbejder. Det betyder, at der i dag er 12,7 børn pr. medarbejder i SFO og 8,3 børn pr. medarbejder i fritidshjem. Til gengæld er der kun kommet 3,5 pct. flere børn pr. medarbejder i børnehaver og 5 pct. flere i vuggestuer, så der nu er 5,4 børn pr. medarbejder i børnehaver og 2,6 i vuggestuer. I dagplejen er der ikke sket nogen ændring - her er der 3,2 børn pr. medarbejder. Ved første øjekast er der heller ikke sket nogen ændring i de aldersintegrerede institutioner (4,8 børn pr. medarbejder), men bag tallet gemmer der sig en stigning i antallet af små børn i løbet af de ti år, og det betyder, at der faktisk er sket en stigning på 10-11 pct. i antallet af børn pr. medarbejder.
For hele daginstitutionsområdet er andelen af uddannet personale steget fra 59,3 pct. i 1990 til 59,6 pct. i 2000.
"Det er en lille stigning, men alligevel er det væsentligt, at der er tale om en stigning. Ud fra tallene kan man se, at det fald, der er sket i normeringen i vuggestuer og børnehaver, samtidig har ført til, at der er en lidt større andel af uddannet personale. I fritidshjemmene har den faldende normering til gengæld ført til, at der i højere grad anvendes ikke-uddannet personale," siger Steffen Hougaard.

Seneste artikler

17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste
7. november 2017 Nogle kommuner bruger tre gange så meget som andre på kultur per indbygger

Ansvarlig for siden

Presse