Stabil fordeling af Kulturministeriets udbetalinger
Kulturministeriets udbetalinger 2014
I 2014 udbetalte Kulturministeriet 8,2 mia. kr. til kulturelle formål. Det samlede beløb og fordelingen af midlerne ligger stabilt på samme niveau som de foregående år. Dette skyldes, at over 75 pct. af pengene går til driften af myndigheder og faste institutioner indenfor kulturområdet. De resterende udbetalinger går til projekter (13 pct.), distribution (5 pct.), personlige tilskud (4 pct.) og anlæg (3 pct.). En del af disse udbetalinger er også flerårige. Fordelingen af udbetalingerne har været stabil over årene og afspejler den politisk fastlagte fordeling af kulturmidlerne. En større ændring af udbetalingerne skete i 2012, da bl.a. folkeoplysning og folkehøjskoler blev flyttet til Kulturministeriet. Denne ændring var resultatet af en ressortomlægning efter regeringsskiftet i 2011.
Flest penge til scenekunst
Kulturministeriets udbetalinger svarer til 1,1 pct. af statens driftsudgifter eller 1.465 kr. pr. dansker. Den største andel - 17 pct. - går til scenekunst, herunder fx Det Kongelige Teater og Statens Teaterskole. 11 pct. af Kulturministeriets udbetalinger går til idræt, herunder fx de store gymnastik- og idrætsforbund, mens 11 pct. går til museer som fx Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Af de 9 pct. som bliver udbetalt til biblioteker, går mere end 2/3 til driften af Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket i Aarhus.
Nyt fra Danmarks Statistik
21. maj 2015 - Nr. 248
Hent som PDF
Næste udgivelse: 16. juni 2016
Kontakt
- Søren Østerballe, tlf. 39 17 35 25
Kilder og metode
Tallene bygger på udbetalingsoplysninger fra Kulturministeriet og Statsregnskabet kombineret med Danmarks Statistiks registeroplysninger om personer og virksomheder.