Gå til sidens indhold

Hver tiende betaler med mobilen

Danskerne har for alvor taget nye betalingsmuligheder til sig. Flere end hver tiende har betalt for varer eller tjenester over mobiltelefonen, viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik. For et år siden var tallet kun én ud af 50.

22. januar 2010 kl. 0:00

Hører du til dem, der sender en sms, lige inden du stiger på bussen, for at betale din busbillet med mobilen? Eller har du købt bøger over nettet - også betalt via din mobil?

Så er du bestemt ikke alene i Danmark. Danskerne benytter sig nemlig i stigende grad af mobiltelefonen, når regningen for forskellige varer eller tjenester skal betales. Det viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik om befolkningens brug af mobiltelefoni.

Stort set alle - nemlig 95 pct. - af befolkningen ejer ifølge undersøgelsen en mobiltelefon. Af dem har lidt over hver tiende brugt mobilen til at betale for varer eller tjenester med. Det er en markant stigning i forhold til året før, hvor kun én ud af 50 personer havde prøvet at betale med sin mobiltelefon.

- Mobiltelefonen er blevet allemandseje. Folk har indset, at det er nemt at betale med mobilen. Man går jo alligevel stort set altid med mobiltelefonen i lommen og har derfor let adgang til at bruge den som betalingsinstrument, siger Jesper Bakkegaard, økonom i Nationalbanken.

Her følger man løbende udviklingen inden for mulige betalingsformer og således også inden for mobilbetaling. Det sker som led i opretholdelsen af et sikkert og effektivt pengevæsen.

Unge er de flittigste mobilbetalere
Ikke overraskende er den yngste aldersgruppe fra 16 til 19 år flittigst til at bruge mobilen til at betale med. Her har lidt over hver femte fx sendt en sms for at købe en vare eller tjeneste, mens kun hver 50. i aldersgruppen 60-74 år har betalt med sin mobiltelefon.

Stigningen i mobilbetaling er også størst blandt de 16-19-årige. I 2008 havde kun 2 pct. benyttet sig af dette, mens hele 21 pct. - over en tidobling - havde brugt mobilen til at betale med i 2009.

Der er ikke de store regionale forskelle på brugen af mobilen til at betale med. Dog har mobilbrugerne i Region Sjælland en lidt større tendens til at betale over mobilen end brugere i den øvrige del af landet.

Tabel med tal for anvendelse af mobiltelefonSelvom andelen af mobilbetalere allerede er steget markant på bare ét år, forventer økonom Jesper Bakkegaard at udviklingen fortsætter de næste år.

- Markedet for mobilbetalinger i Danmark og i udlandet vil forøges mærkbart de kommende år. I takt med forbrugernes accept af mobiltelefonen som betalingsinstrument kan udbuddet af varer og tjenester, der kan købes via mobiltelefonen, forventes at stige tilsvarende, siger Jesper Bakkegaard.

Flere butikker vil være med
Mulighederne for mobilbetaling forventes altså at blive endnu flere. PBS melder da også allerede om, at flere brancher gerne vil ind på markedet.

- Hidtil har du betalt over din telefonregning, hvilket gør, at der kan gå lang tid, før virksomheden modtager din betaling. Men vi indfører her i 2010 et nyt system, som trækker beløbet direkte på din bankkonto fra dag til dag, og så er det pludselig mere interessant for flere butikker og serviceudbydere, siger Peter Stougaard, forretningsudviklingsdirektør i PBS.

Han regner med, at mobilbetaling fremover vil blive tænkt mere og mere ind i de tilbud, brugerne får. I Japan kan man fx allerede nu betale sin mad på fastfoodrestaurant med mobiltelefonen.

Hvis du vil videre
Læs mere fra undersøgelsen om befolkningens mobilforbrug fra Danmarks Statistik i publikationen Befolkningens brug af internet 2009www.dst.dk/it.

Tilmeld dig nyhedsservice - Få tilsendt e-post, når der kommer en ny artikel i Netmagasinet Bag Tallene.



Foto: Ingram.

Denne artikel er offentliggjort 22. januar 2010.

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70