Program for 2023

Vi kommer rundt i forskellige hjørner af statistikproduktionen med nyskabelse og nye produkter som en gennemgående rød tråd. Det er også et fællestræk, at alle temaerne har en meget stærk brugervinkel, så derfor vil vi som udgangspunkt invitere brugere og/eller medudviklere med som oplægsholdere. 

Der vil kunne ske ændringer til programmet.

Kommende møder:

6. december 2023: Generalforsamling og Medlemsmøde – Erhvervsstatistisk Datavarehus
Generalforsamling kl 15.30, tilmelding sker ved at skrive til skr@dst.dk.

Medlemsmødet kl. 16.15: I forskerverdenen er der en stigende interesse for at kunne anvende mikrodata til analyser af f.eks. produktivitet, uddannelsesvalg og virksomheders beslutninger i den globaliserede økonomi. Indtil for nylig har det primært været inden for personstatistik og sundhedsstatistik, at der har været data til rådighed på mikroniveau. Men det ændres der nu på. Med oprettelsen af det nye erhvervsstatistiske datavarehus gives der en bredere og forbedret adgang til anonymiserede mikrodata inden for erhvervsstatistik. Det erhvervsstatistiske register kobler en lang række centrale datakilder der belyser erhvervslivets struktur, virksomhedernes dynamik og deres økonomi, globalisering, samt forskning og udvikling. Du kan melde dig til mødet her: Næste møde

Afholdte møder:

26. september 2023: Udvikling af statistik på det sociale område
Mere end 180.000 borgere modtager sociale indsatser fra kommunerne på grund af handicap, sociale eller psykiske problemer. Udgiftsmæssigt svarer det til lidt over 50 mia. kr. årligt. Socialområdet har ikke i samme grad som fx sundhedsområdet og beskæftigelsesområdet et etableret datagrundlag, der kan understøtte forskning i hvilke indsatser, der virker, og måle progression for borgerne. Men vi er godt på vej. Danmarks Statistik har gennem en årrække arbejdet med at styrke data om stort set alle sociale indsatser, der ydes af kommunerne, så man på sigt bedre kan evaluere om de virker og kommer borgerne til gavn.

17. april 2023: Lærer-elev-registeret – en innovativ nyskabelse i uddannelsesstatistikken
Lærer-elev-registret kobler data om lærere og elever sammen på lektionsniveau. Det er efter alt at dømme unikt på verdensplan, og registret giver derfor mulighed for at besvare nye og unikke forskningsspørgsmål vedrørende nogle af de vigtigste inputfaktorer for produktionen af viden blandt elever i den danske folkeskole.

7. juni 2023: Metadata og statistikproduktion
Ingen data uden metadata er et mantra for statistikproduktionen. For at kunne tolke tallene rigtigt skal man vide hvad de viser, hvor de kommer fra og hvordan de er bearbejdet. Og denne viden skal stilles til rådighed for brugerne af statistikkerne. Danmarks Statistik har arbejdet med at udvikle og standardisere metadata for hele statistikproduktion. Det vil være til glæde for producenterne, som nu har et værktøj specifikt til metadata og det vil ikke mindst være til glæde for brugerne af statistikkerne, som langt nemmere vil kunne finde den information de har brug for om statistikkerne.


Dansk Statistisk Forening -Sankt Kjelds Plads 11 - 2100 København Ø