Gå til sidens indhold

Flere modtager socialpædagogisk støtte

Handicap og udsatte voksne 2020

Ændret 14. oktober 2021 kl. 14:45

Overskriften er ændret fra Flere modtager handicaprelaterede ydelser til Flere modtager socialpædagogisk støtte. For at skabe det mest præcise sammenligningsgrundlag over tid, er antallet af modtagere reduceret, da to nye ydelsestyper er taget ud siden offentliggørelsen. Ændringer er markeret med rødt.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

I fjerde kvartal 2020 modtog 48.046 personer en eller flere udvalgte ydelser i Serviceloven. Til sammenligning modtog 42.770 personer en eller flere udvalgte ydelser i første kvartal 2015, svarende til en stigning på 12 pct over hele perioden. Ved udgivelsen af 2020-data har 63 kommuner godkendt data for hele perioden 2015 til 2020 og oplysningerne er baseret herpå.

Udvikling i modtagere af udvalgte ydelsestyperKilde: www.statistikbanken.dk/hand07Figuren er ændret i forhold til oprindelig version.

Største procentvise stigning ved socialpædagogisk støtte i botilbud

De 48.046 personer, som modtogydelser i serviceloven, modtog i alt 62.347 ydelser i fjerde kvartal 2020. For de fleste ydelsestyper gælder, at antallet af modtagere er steget fra første kvartal 2015 til fjerde kvartal 2020. Den største procentvise stigning i perioden ses på socialpædagogisk støtte i botilbud efter § 105/115 i Almenboligloven. Her er antallet af modtagere steget fra 7.288 i første kvartal 2015 til 8.692 i fjerde kvartal 2020, svarende til en stigning på 19 pct. Det største procentvise fald i perioden ses på længerevarende botilbud (§108). Her faldt antallet af modtagere fra 3.390 til 2.964, svarende til 13 pct.

Flest modtager socialpædagogisk støtte i eget hjem

Socialpædagogisk støtte i eget hjem (§85) er den ydelse, som flest personer med handicap og udsatte voksne blev visiteret til i 2020. I fjerde kvartal 2020 fik 25.331 personer visiteret socialpædagogisk støtte i eget hjem, svarende til 53 pct. af det samlede antal modtagere. Socialpædagogisk støtte kan fx være hjælp til praktiske opgaver i hjemmet eller støtte til uddannelse og beskæftigelse.

Stigning i antal modtagere for næsten hele perioden

I perioden 2015-2020 ses en stigning for næsten alle år i antallet af modtagere. Fra første kvartal 2019 til fjerde kvartal 2020 sker dog et mindre fald i antallet af modtagere fra 48.276 modtagere til 48.046 modtagere.  

Udvikling i samlede antal modtagere af ydelserKilde: www.statistikbanken.dk/hand07Figuren er ændret i forhold til oprindelig version.

Om statistikken

Danmarks Statistiks register vedrørende udvalgte ydelser i Serviceloven til personer med handicap og udsatte (voksne) er et forløbsregister. Denne udgivelse dækker perioden fra første kvartal 2015 til og med fjerde kvartal 2020. Der indgår data fra i alt 93 kommuner i statistikken, hvoraf 63 kommuner har indberettet data, der dækker hele perioden og alle ydelsestyper.

Højere kvalitet af data

Siden 2020 er der indført nye kontroller af data for at højne kvaliteten af statistikken. Data kontrolleres for store udsving i ydelser over tid. Der ses dels på udviklingen i antal ydelser mellem kvartaler og dels på udviklingen fra første til sidste kvartal i perioden. Kommunerne er blevet bedt om at give en forklaring på, hvad årsagen til udviklingen har været. Denne validering er indført for at sikre, at data i perioden 2015 til 2020 afspejler de faktiske forhold i den enkelte kommune og ikke er udtryk for fx fejl i data eller mangelfulde indberetninger.

Se også tal på Danmarks Statistiks kommunekort

De offentliggjorte tal kan bl.a. ses på Danmarks Statistiks kommunekort på www.dst.dk/da/Statistik/kommunekort/handicapomraadet.

Nyt fra Danmarks Statistik

29. september 2021 - Nr. 350

Hent som PDF
Næste udgivelse: 6. oktober 2022

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken offentliggøres som led i udarbejdelse af en række indikatorer på området for handicap og udsatte (voksne). Der er adgang til indikatorerne fra emnesiden www.dst.dk/handicap.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation