Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


unge

Vis alle blogindlæg


8. februar 2018 af Informations­service og Bibliotek

Børnene i ghettoområder

Vollsmose, Gellerup/Toveshøj og Tingbjerg/Utterslevhuse er de tre største boligområder på ghettolisten med tilsammen ca. 22.000 beboere. En analyse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet ser nærmere på børn og unge, som i løbet af de seneste 25 år er vokset op i disse områder.

Analysen "Opvækst i ghettoområder" belyser forældrenes uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet samt børnenes karakterer i grundskolen og deres vej til uddannelse og job.

Hovedkonklusionerne kan ses i pressemeddelelsen fra ministeriet. En af dem er at blandt børn, der er vokset op i et ghettoområde, har kun 62 pct. en ungdomsuddannelse som 25-årig, mens det gælder for 84 pct. blandt unge, der er vokset op uden for de tre ghettoområder.

Andre tip til at finde information om emnet kan ses i blog-indlægget "Ghettoer i Danmark".


Tags: børn, unge, ghettoer, boligområder, udsatte, uddannelse
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


7. september 2017 af Informations­service og Bibliotek

Antallet af hjemløse i Danmark vokser

Antallet af hjemløse borgere er i 2017 opgjort til 6.635, hvilket er en stigning på 8 pct. i forhold til 2015. 25 pct. af de hjemløse er kvinder, som i de tidligere undersøgelser har udgjort ca. 22 pct.  

10 pct. af de hjemløse overnatter på gaden, mens 33 pct. har plads på herberg og andre 33 pct. finder ly hos familie eller venner, viser den seneste rapport fra VIVE  - "Hjemløshed i Danmark 2017".

Hvert andet år kortlægger VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) omfanget af hjemløshed, i 2017 for sjette gang. I uge 6 udfylder alle myndigheder og sociale tilbud et skema for hver hjemløs, de er i kontakt med. Formålet er at følge udviklingen i hjemløsheden, både på landsplan og i de enkelte kommuner. Rapporten indeholder bl.a. tabeller om køn, alder, etnisk baggrund og helbredsmæssige forhold, som fx psykisk sygdom og misbrug. På VIVE's temaside er der flere nøgletal og illustrationer om emnet.


Tags: hjemløse, udsatte, unge
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


1. september 2017 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Hvordan går det de unge fædre?

”De unge mødre” er et kendt begreb takket være en populær tv-reportageserie, der har kørt i 24 sæsoner. En ny analyse sætter nu fokus på de unge fædre. Forhold som uddannelse, anbringelser, kriminalitet og overførselsindkomster er analyseret på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik. 

Analysen giver viden om bl.a. social arv inden for anbringelser blandt de helt unge fædre (16-21-årige) og de unge fædre (22-25-årige) sammenlignet med ældre fædre (26-30-årige). 17,6 pct. af de helt unge har selv været anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i løbet af deres barndom. Det tilsvarende tal er 8,4 pct. og 3,9 pct. for hhv. de unge og de ældre fædre.

Ser man på fædrenes børn, så er andelen af førstefødte, som er eller har været anbragt uden for hjemmet, markant større end for de andre fædregrupper; nemlig 11,4 pct. mod 3,5 pct. (unge) og 1,4 pct. (ældre).

Det er CEBR (Centre for Economic and Business Research ved CBS), der har foretaget analysen for Mødrehjælpen. Analysen findes på Mødrehjælpens hjemmeside.


Tags: arbejdsmarkedstilknytning, familier, fædre, indkomster, kriminalitet, samfundsomkostninger, social arv, uddannelsesniveau, udsatte, unge
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


10. marts 2017 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Kom helt tæt på etniske minoritetsunge i Danmark

Er der forskel på 18-årige etniske minoritetsunges liv i Danmark sammenlignet med jævnaldrende fra den danske majoritet? Det undersøger SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i ny analyse baseret på spørgeskemabesvarelser fra knap 900 unge med baggrund i 118 forskellige lande. Data fra de etniske minoritetsunge sammenlignes med tilsvarende data fra over 4.000 majoritetsdanske unge, også født i 1995.

De unge har fået spørgsmål inden for emner som familierelationer, fysisk og psykisk helbred og trivsel, fritidsliv, kriminalitet og seksualitet. Spørgsmålene går således tæt på bl.a. sprog og samtaleemner i hjemmet, husarbejde og kønsarbejdsdeling, selvværd og ensomhed, religiøse aktiviteter, oplevelser af diskrimination, erfaringer med alkohol og alder ved seksuel debut.

De to grupper har forskellige erfaringer med alkohol. Næsten alle majoritetsdanske 18-årige har smagt alkohol, mens 27 pct. af drengene og 37 pct. af pigerne fra etniske minoriteter ikke har rørt alkohol overhovedet.  Det er dog stadig de fleste i begge grupper, der har smagt alkohol.

Fælles for begge grupper af unge er også, at størstedelen af dem ikke hyppigt deltager i religiøse aktiviteter, at de ikke har oplevet diskrimination inden for det sidste halve år, og at de fleste føler sig stærkt knyttede til Danmark.

Læs mere om forskelle og ligheder mellem de to grupper i rapporten ”Etniske minoritetsunge i Danmark - En undersøgelse af årgang 1995”, der også giver en detaljeret beskrivelse af metoden bag, herunder svarprocenten, bortfald og brug af andre kilder.


Tags: efterkommere, familier, fattigdom, hash, indvandrere, integration, kriminalitet, levevilkår, ligestilling, racisme, rygning, trivsel, uddannelse, ulighed, unge
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


24. februar 2017 af Informations­service og Bibliotek

OECD samler statistik om boligforhold i ny database

Hvordan varierer boligmønstret i OECD-landene? Og hvilke typer af husholdninger bor de fleste unge mennesker i?

OECD Affordable Housing Database samler tabeller om bestand af boliger og antal rum, husstande fordelt på ejer/lejer og  antal hjemløse. Udgifter og politikker for støtteordninger vedr. husleje indgår også. Se tabellerne via værktøjet "Compare your country" eller download tabellerne som pdf- eller excel-filer.

I Danmark ejer 15 pct. af husstandene deres bolig fuldt ud, mens 39 pct. er ejere med belånte boliger og 46 pct. er lejere. Kun Sverige, Nederlandene og Schweiz har mindre andel af husstande, der fuldt ud ejer deres bolig. I den anden ende af skalaen finder vi Rumænien, hvor 95 pct. af husstandene ejer deres bolig (Tabel HM1.3).

Næsten 81 pct. af ungdommen (mellem 15 og 29 år) bor sammen med deres forældre i Italien, hvor gennemsnittet for OECD er 59 pct. Kun i Canada er der færre unge mennesker, der bor hos forældrene, end i Danmark, hhv. 31 og 34 pct. Danmark har til gengæld en stor andel, der bor alene eller med en partner, hhv. 29 og 30 pct. Kun i Norge er der en større andel, der bor alene, nemlig 31 pct. I Finland bor 41 pct. af de unge mennesker sammen med en partner (Tabel HM1.4).

I databasen findes også skøn over antal af hjemløse i pct. af den totale befolkning. Her viser tallet for Danmark 0,1 pct. og for Sverige 0,36 pct. (Tabel HC3.1).


Tags: boliger, boligudgifter, hjemløse, unge
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik


6. maj 2016 af Informations­service og Bibliotek

Børne- og ungdomskriminaliteten er faldende

Justitsministeriets årlige opgørelse viser, at antallet af mistanker eller sigtelser mod 10-17-årige er halveret fra 2006 til 2015.  Antallet af sigtelser/mistanker er i 2015 på 11.556, hvor der i 2006 blev registreret 25.125 sager vedrørende overtrædelse af straffeloven.

Rapporten ”Udviklingen i børne- og ungdomskriminalitet 2006-2015” viser også antallet og andelen af mistænkte/sigtede børn og unge i hver af landets kommuner.


Tags: kriminalitet, børn, unge
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


4. marts 2016 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Nyt digitalt værktøj kan sammenligne landets grundskoler

Hvordan klarer din lokale skole sig sammenlignet med landets andre skoler? Det kan du nu undersøge ved hjælp af et nyt digitalt værktøj, ”Skoletal”, hos Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Værktøjet gør det muligt at sammenligne landets grundskoler på en række parametre.

Skoletal samler på såkaldte dashboards oplysninger om skolernes karakterer, elevernes trivsel, elevsammensætning, andel elever i specialklasser, lærernes undervisningskompetencer, fravær og elevernes uddannelsesstatus efter afslutningen af 9. klasse.

Via specielle emnesider er det muligt at gå i dybden med skolernes karakterer og elevernes trivsel. Fx kan man se karakterfordelingen og karaktergennemsnit fordelt på fag for de enkelte skoler sammenlignet med kommune- og landsgennemsnittet. Trivslen blandt eleverne i 4.-9. klasse fordeles på fire indikatorer: Faglig trivsel, Ro og orden, Social trivsel og Støtte og inspiration. Indikatorerne kan fordeles på de enkelte klassetrin og på køn.

Skoletal er en del af ministeriets Datavarehus, hvor det er muligt at danne rapporter ikke kun for grundskolen, men også for de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne. For grundskolen er det fx muligt at hente rapporter om inklusion og overgang til ungdomsuddannelse.

 

[Redigeret oktober 2020 - Skoletal har ændret udseende, og data fra ministeriets Datavarehus offentliggøres nu på www.uddannelsesstatistik.dk]


Tags: børn, folkeskole, grundskole, karakterer, skolebørn, skoleelever, trivsel, uddannelse, unge
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: Dansk statistik


25. februar 2016 af Mette-Line Jakobsen

Hvor meget flytter danskerne?

Danskere er blandt de borgere i EU, der flytter mest – kun overgået af svenskerne. 34 procent af danskerne er flyttet til en anden bolig indenfor en femårig periode. Momentum har kikket på tal fra Eurostat, som viser, at danskerne er blandt de mest flytteivrige i EU.

Momentum har også kikket på hvilke danske kommuner, der har størst succes med at lokke fraflyttede unge til at flytte tilbage som voksne. På baggrund af tal fra Danmarks Statistik viser analysen hvor stor en del af 1981-årgangen, der er flyttet hjem til deres ungdomskommune. Tårnby, Horsens, Hedensted og Syddjurs topper listen.

Momentum er et nyhedsbrev fra KL – Kommunernes Landsforening.

Eurostat er EU's statistiske kontor. Se evt. kapitlet om "Changing places – geographic mobility" i publikationen "People in the EU: who are we and how do we live?" (2015).


Tags: flytninger, flyttevaner, flyttemønstre, unge
Emne: Borgere
Geografi: Dansk statistik, International statistik


26. januar 2016 af Mette-Line Jakobsen

Udsatte unges manglende tilknytning til arbejdsmarkedet er dyrt for samfundet

Udsatte unges manglende uddannelse og lavere arbejdsmarkedstilknytning har livslange konsekvenser for de unge selv og koster velfærdsstaten mellem 12 og 15 mia. kr. om året. Det fremgår af en ny analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed: Den økonomiske gevinst ved at inkludere de udsatte unge (januar 2016).

I analysen ses der på unge i aldersgruppen 25 til 29 år som to år i træk, hverken er i job eller under uddannelse. Der er ca. 5.000 af disse unge pr. årgang, svarende til, at de udgør mellem 7 og 8 procent af en ungdomsårgang.


Tags: arbejdsmarkedstilknytning, udsatte, unge, samfundsomkostninger, økonomi
Emne: Arbejde og indkomst
Geografi: Dansk statistik


2. december 2015 af Karen Tina Larsen

Unges problemer med gæld

13,4 procent af de danske unge mellem 18-30 år har problemer med at få pengene til at slå til og stifter gæld. Der er ikke stor forskel mellem kønnene, da 12 pct. af mændene og 14 pct. af kvinderne har gældsproblemer. Region Sjælland har den største andel af gældsramte unge (16 pct.), hvor Region Midtjylland har den mindste (9 pct.). 

Det viser rapporten "Ungdomsliv på kredit: gældsproblemer i forbrugersamfundet" fra Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden. Den tegner et statistisk portræt af unge mennesker, der har gentagne problemer med at betale regningerne til tiden. Resultaterne i rapporten bygger på en spørgeskemaundersøgelse om unges privatøkonomi og gæld, kombineret med data om indkomst og uddannelsesniveau, privatøkonomisk adfærd, karakteregenskaber og sociale netværk.


Tags: unge, gæld, forbrugerkredit, forbrug, lån
Emne: Erhvervsliv
Geografi: Dansk statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek