Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Blog

Her finder du tips og trick til at finde internationale, inden- og udenlandske kilder til statistikker.

Forfatterne er informationsspecialister fra Informationsservice og Bibliotek. Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.


Erhvervslivets sektorer

Vis alle blogindlæg


4. august 2017 af ukendt

Øl er fra Tyskland og is er fra Italien

I hele EU blev der i 2016 produceret 39 milliarder liter øl. Tyskland har den største produktion på 8,3 milliarder liter, men de drikker det meste selv. Eksporten udgør 1,7 mia. liter, så groft sagt svarer det til at hver gang tyskerne eksporterer 1 øl, drikker de selv 4.

illustration med link til Eurostat

Nederlandene har den største eksport af øl på 1,9 mia. liter, Tyskland kommer på andenpladsen med 1,7 mia. liter og Belgien er nummer 3 med 1,5 mia. liter. EU-landene importerer kun små mængder øl fra lande uden for EU, mest fra Mexico og Serbien.

Eurostats statistikker om produktion viser også vores appetit for en anden sommervare, nemlig is, som der i 2016 blev produceret 3,2 mia. liter af. 19 pct. af EU's totale produktion af is finder sted i Italien, Tyskland står for 16 pct. og Frankrig for 14 pct.

 

illustration med link til Eurostat


Tags: produktion, udenrigshandel, forbrug
Emne: Erhvervslivets sektorer
Geografi: International statistik


19. maj 2017 af ABN

Skal du også til Spanien i år?

Spanien er populær som feriedestination. Danmarks Statistiks ”Ferie- og forretningsrejser” viser, at Spanien er danskernes foretrukne ferieland. Men Spanien er også et populært rejsemål for andre nationaliteter, når hotellet skal bookes. I EU er Spanien det land, der har flest turistovernatninger. Det viser Eurostats turismestatistik.

Spanien står for 21,3 pct. af alle turistovernatninger i EU, svarende til ca. 270 mio. overnatninger. Italien er det næstmest populære land i EU med 193 mio. overnatninger, mens Frankrig kommer ind på 3. pladsen med 130 mio. nætter.

De Kanariske og Baleariske Øer er populære rejsemål - hvilke andre områder i Spanien, der er godt besøgt, og hvilke lande i verden turisterne kommer fra, kan man dykke ned i vha. Eurostats detaljerede databasetabeller.

Eurostats omfattende turismestatistik er forklaret i Statistics Explained, hvor link til tabeller, metode og publikationer er samlet i én artikel.


Tags: ferierejser, turisme
Emne: Erhvervslivets sektorer
Geografi: International statistik


28. juli 2016 af ABN

Statistik om turistovernatninger lokalt i Danmark

Det er muligt at følge udviklingen i turismen i bl.a. Limfjordsområdet og Hvide Sande i VisitDenmark’s månedlige Destinationsmonitor. Rapporten følger 19 destinationer, der har status og potentiale som selvstændige destinationer med hensyn til omsætning, overnatninger og markedsføring.

Hos VisitDenmark finder man også statistik om turisternes overnatninger i de enkelte kommuner. Fordelt på overnatningsformer finder man oplysninger om antal senge og værelser, udlejede værelser og kapacitetsudnyttelsen af senge og værelser.

Hvilke attraktioner turisterne besøger kan ses af Attraktionslisten, hvor Tivoli topper som den mest populære attraktion i 2015 med 4.733.000 besøgende. Det er hhv. 2  og 3 mio. flere end nr. 2 og 3 på listen, som er Dyrehavsbakken og Legoland.
 

Tags: turisme, ferierejser, forlystelser
Emne: Erhvervslivets sektorer
Geografi: Dansk statistik


20. juli 2016 af ukendt

Danskernes e-handel runder 100 mia. kr.

Seneste E-barometer fra Dansk Erhverv skønner, at vi har e-handlet for i alt 103 mia. kr. inden for det seneste år (3. kvt. 2015-2. kvt. 2016). E-handlen med varer i Danmark udgør ca. 10 pct. af den samlede detailomsætning. Men e-handel foregår også i udenlandske netbutikker, hvor vi i  2015 købte varer og services for ca. 24 mia. kr.

Dansk Erhverv er erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening inden for bl.a. handel. Organisationen udgiver bl.a. analyser og E-barometer om forskellige aspekter inden for e-handel. Kilde til analyserne er bl.a. undersøgelser om betalingsformer, fx Dankort-betalinger opgjort af Nets. 


Tags: detailhandel, e-handel, grænsehandel
Emne: Erhvervslivets sektorer
Geografi: Dansk statistik


27. maj 2016 af IBR

Portræt af servicebranchen

Årsrapporter fra DI Service giver et portræt af servicebranchen, bl.a. med tabeller om beskæftigelse, alder på de ansatte i branchen, de ansattes uddannelse, mangel på arbejdskraft inden for branchen, branchens omsætning og andre regnskabstal, konkurser og antal virksomheder fordelt på størrelse.

I rapporterne beskrives brancherne: Vikarbranchen, Vagt- og sikkerhedsbranchen, Rengøring, ejendomsdrift og kantine/catering, Pleje og omsorg, Erhvervsvaskerier og Anden operationel service.

Rapporten ”Rengøring, ejendomsdrift og kantine/catering årsrapport 2016” viser bl.a. at inden for disse servicebrancher har 40 pct. af medarbejderne udenlandsk oprindelse. Inden for rengøring og ejendomsdrift har næsten hver anden medarbejder udenlandsk oprindelse, mens det inden for kantine/catering er ca. hver femte medarbejder.

DI Service udgiver hvert år fire rapporter om Servicebranchen, dvs. en samlet rapport samt 3 branchespecifikke rapporter, på baggrund af data fra Danmarks Statistik, Experian, DA og DI’s egne beregninger.


Tags: brancher, rengøring, sikkerhed, vaskeri, vikar, service
Emne: Erhvervslivets sektorer
Geografi: Dansk statistik


9. december 2015 af ABN

Analyse af industriens sårbarhed overfor svigt i råstofforsyningen

Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa) har med data fra Danmarks Statistik undersøgt, hvilke mineralske råstoffer der findes i de råvarer, som danske industrivirksomheder køber. "Mineralske råstoffers betydning for dansk industri -  Anvendelse, forsyningsrisiko og økonomisk betydning" er den første analyse af råstoffernes samfundsøkonomiske betydning og branchernes sårbarhed over for eventuel råstofmangel.

Grundlaget for analysen er data fra Danmarks Statistiks registre om industriens køb af varer, regnskabsstatistik og udenrigshandel.

Læs mere »


Tags: råstoffer, industri
Emne: Erhvervslivets sektorer
Geografi: Dansk statistik


3. december 2015 af ukendt

Julehandlen 2015

Dansk Erhverv beregner hvert år en prognose for julehandlen. I år forventes det at danske forbrugere vil spendere 8,6 milliarder kroner på juleindkøb, omkring 200 millioner mere end sidste år. E-julehandlen vokser og forventes at udgøre 15 pct. af julehandlen i 2015.

Nordea og TNS Gallup har også regnet på julebudgettet og forventer at forbruget stiger med ca. 1,7 procent i år. Den anslåede udgift for hver husstand er 3.020 kroner til gaver og 1.770 til resten, primært mad og udsmykning. Ifølge undersøgelsen vil 4 procent af os dog slet ikke købe julegaver, mens 16 procent forventer at bruge mere end 5.000 kroner på gaver.


Tags: jul, detailhandel
Emne: Erhvervslivets sektorer
Geografi: Dansk statistik


18. marts 2015 af ukendt

TIP: Biler i andre europæiske lande

Hvordan finder jeg tal om biler i andre lande? 

Statistik om bestand eller registreringer af biler i andre europæiske lande findes bl.a. hos United Nations Economic Commission for Europe, OECD og Eurostat. ACEA (European Automobile Manufacturers' Association) samler data fra bl.a. disse kilder og supplerer med egne data fra europæiske brancheorganisationer. 

En samlet oversigt vedr. bestand af køretøjer i de nordiske lande, inklusive Grønland og Færøerne, kan ses i  Nordisk Statistikbank fra Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. 

De enkelte europæiske lande udgiver detaljerede nationale statistikker om emnet, se fx: Sverige, Norge, Tyskland, Storbritannien.

Spørg os hvis du har brug for oplysninger fra andre lande.


Tags: biler, transport
Emne: Erhvervslivets sektorer
Geografi: International statistik


Ansvarlig for siden

Informations­service og Bibliotek