Gå til sidens indhold

Hvor gamle er børn, når de starter i skole?

29. april 2021 af Informations­service og Bibliotek

Omkring 1. maj hvert år begynder en del af de kommende børnehaveklasseelever i deres skolefritidsordning (SFO) som indledning til et nyt institutionsliv med grundskolen som omdrejningspunkt.

Børne- og Undervisningsministeriet samler på siden Skolestart nøgletal beregnet på baggrund af data fra Danmarks Statistiks Elevregister.

Børn skal ifølge folkeskoleloven begynde i skole det år, de fylder 6 år. Det gjorde 93,1 pct. af børnene i skoleåret 2019/20, mens 0,8 pct. startede tidligt i børnehaveklassen, dvs. før året de fyldte seks år. 6,1 pct. er startet sent, dvs. senere end det år, de fyldte seks år. Andelen af børn, der starter sent, er siden skoleåret 2010/11 faldet fra 11,2 pct. til 6,1 pct.

I statistikken om elever i børnehaveklassen og alder ved skolestart kan man også se, at 2,6 pct. af eleverne i børnehaveklasserne på landets folkeskoler, fri- og privatskoler i 2019/20 gik en klasse om. Andelen af omgængere er nogenlunde på niveau med tidligere år.

Er man interesseret i yderligere tal om grundskolen, kan de findes i Børne- og Undervisningsministeriets datavarehus: Uddannelsesstatistik. Her finder man både såkaldte dashboard med nøgletal og grafikker og mulighed for selv at danne tabeller i den avancerede ”Excel adgang”.


Tags:


Emne:
Geografi: Dansk statistik

Informations­specialisternes blog

Vi kommer langt omkring i statistikkens verden. Falder vi over en spændende statistik, deler vi den med jer her på bloggen.

Bemærk derfor også, at vi henviser til eksterne websites og frasiger os ansvaret for sidernes tilgængelighed.

Læs bloggen