Gå til sidens indhold

Skal du køre de danske landeveje tynde i år?

20. juli 2020 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Er du på staycation i Danmark i år og tænker på at køre ud i det danske sommerland på motorcykel, i bil eller måske på cykel, så pas på dig selv i trafikken. Godt nok er antallet af dræbte og tilskadekomne historisk lavt, men ulykker sker stadig. Hvordan og hvorfor de sker; det ser Havarikommissionen for Vejtrafikulykker nærmere på i deres undersøgelser.

Kommissionen analyserer ulykkestyper, hvor der er et større sikkerhedsmæssigt problem med henblik på at forbedre trafiksikkerheden på området. Deres seneste udgivelse omhandler elcykler, som der de seneste år er kommet flere af i trafikken og dermed også optræder hyppigere i ulykkesstatistikkerne.

Tidligere har kommissionen set på ulykker med lastbiler, ulykker på landeveje og på såkaldt risikovillig kørsel, hvor føreren bevidst kører hasarderet. Kommissionen analyserer i tværfagligt samarbejde mellem vejingeniør, psykolog, bilinspektør, politi og læge ca. 30 ulykker af samme type for at finde fællestræk ved ulykkerne.

Er man på udkig efter månedlig statistik om vejulykker, så udgiver Vejdirektoratet foreløbige tal i serien ”Ulykkestal”. Hos direktoratet kan du også tjekke den aktuelle trafiksituation på "Trafikinfo.dk", så du er opdateret, både inden og mens du er på tur i sommerlandet.


Tags:


Emne:
Geografi: Dansk statistik

Informations­specialisternes blog

Vi kommer langt omkring i statistikkens verden. Falder vi over en spændende statistik, deler vi den med jer her på bloggen.

Bemærk derfor også, at vi henviser til eksterne websites og frasiger os ansvaret for sidernes tilgængelighed.

Læs bloggen