Gå til sidens indhold

På weekend med kæresten? Hvor skal turen gå hen?

8. juni 2017 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Man kan lade sig inspirere til rejsens destination i Deutsche Banks ”Weekend Getaway Index”, som sammenligner priser på hotel, middag på den lokale restaurant, drikkevarer, billeje og en shoppingtur på tværs af 47 byer i verden. København er den anden dyreste by i indekset, så måske det er værd at investere i en flybillet til Istanbul, som er indeksets billigste by. Man skal rejse betydeligt længere for at nå de øvrige billige byer - New Delhi, Manila og Johannesburg.

Det er sjette gang Deutsche Bank udgiver sin undersøgelse af globale priser ”Mapping the World’s Prices”. Udover priserne som indgår i ”Weekend Getaway Index” sammenlignes også priser for bl.a. biografbilleter, en pakke Marlboro cigaretter, en billet til offentlig transport, en ny bil og en liter benzin. Rapporten indeholder også indeks over månedlige lønninger og disponibel indkomst, og man ser at priser og indkomst følges ad. Zürich er byen med de højeste indkomster, men er også en af byerne med de højeste priser for varer og tjenester.

Som noget nyt finder man i årets rapport et ”Quality of Life Index”, der er baseret på data om købekraft, kriminalitet, sundhed, boligomkostninger, pendling og miljøforhold. Her ligger København på en 6. plads efter Wellington i New Zealand, Edinburgh, Wien, Melbourne og Zürich.

Deutsche Banks beregninger er baseret på såkaldt crowdsource data. De fleste data om priser på varer og tjenester stammer fra www.expatistan.com, mens ”Quality of Life Index” og data om lønninger kommer fra www.numbeo.com. For begge gælder, at priserne indsamles ved at alle har mulighed for at bidrage med priser for netop deres by. Deutsche Bank påpeger, at det kan give problemer med kvalitet og konsistens over tid. Til gengæld er statistikken baseret på en stor mængde af aktuelle data.


Tags:


Emne:
Geografi: International statistik

Informations­specialisternes blog

Vi kommer langt omkring i statistikkens verden. Falder vi over en spændende statistik, deler vi den med jer her på bloggen.

Bemærk derfor også, at vi henviser til eksterne websites og frasiger os ansvaret for sidernes tilgængelighed.

Læs bloggen