Gå til sidens indhold

TIP: Ensomheden rammer bredt

13. oktober 2016 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Ensomhed kan være en svær størrelse at lave statistik om. Ensomhed er en individuel oplevelse, der ikke let lader sig måle.

I Danmarks Statistiks livskvalitetsundersøgelse har man alligevel gjort forsøget ved at stille spørgsmålet: ”Hvor ofte sker det, at du er alene, selvom du har mest lyst til at være sammen med andre?” Man kan fordele svarene på bl.a. køn, alder, indkomst, uddannelse og område i de tabeller i Statistikbanken, der omhandler ”Livskvalitet efter dagligdag”.

Undersøgelsen af livskvalitet fra Danmarks Statistik dækker personer over 18 år. I rapporten "Børn og unges mentale helbred" fra Vidensråd for Forebyggelse gennemgås forskellige undersøgelser, der er foretaget om især de 10-24 åriges oplevelse af ensomhed.  I Skolebørnsundersøgelsen, der gennemføres hvert 4. år, belyses omfanget af ensomhed blandt børn i femte, syvende og niende klasse.

De ældres oplevelse af ensomhed er belyst i rapporten ”Ældres ressourcer og behov i perioden 1997-2012” fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Ensomhed har ikke bare stor betydning for menneskets fysiske og psykiske helbred, men har også samfundsøkonomiske konsekvenser. I analysen "Sygdomsbyrden i Danmark – Risikofaktorer” er ensomheds indflydelse på bl.a. tabte leveår, sygefravær og indlæggelser på sygehus beregnet. Det estimeres således, at der er ekstra omkostninger på 2,2 mia. kr. til behandling og pleje og 7 mia. kr. ved tabt produktion blandt personer, der er ensomme, i forhold til personer, der ikke er ensomme. Analysen er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed for Sundhedsstyrelsen.


Tags:


Emne:
Geografi: Dansk statistik

Informations­specialisternes blog

Vi kommer langt omkring i statistikkens verden. Falder vi over en spændende statistik, deler vi den med jer her på bloggen.

Bemærk derfor også, at vi henviser til eksterne websites og frasiger os ansvaret for sidernes tilgængelighed.

Læs bloggen