Gå til sidens indhold

Store geografiske forskelle på uddannelsesniveau

Befolkningens uddannelse 2019

Andelen af 25-69-årige, der har taget en erhvervskompetencegivende uddannelse, varierer op til 20 procentpoint afhængigt af kommune. Omegnen af storbyerne har overordnet den højeste andel, mens de mindre tætbefolkede kommuner har en lavere andel. Der er dog også store forskelle i Københavnsområdet, som både rummer kommunen med den højeste og kommunen med den laveste andel med en erhvervskompetencegivende uddannelse. I den absolutte top ligger Allerød (82 pct.), Gentofte og Lyngby-Taarbæk (81 pct.). I den anden ende af skalaen ligger Ishøj (62 pct.), Brøndby (63 pct.) og Lolland (64 pct.). På landsplan havde 74 pct. af de 25-69-årige i 2019 en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse bag sig.

Andelen af 25-69-årige med en erhvervskompetencegivende uddannelse fordelt på kommuner. 2019Kilde: www.statistikbanken.dk/hfudd10.

Erhvervsuddannede bor i provinsen

Ser man kun på erhvervsuddannelserne er forskellen endnu mere markant. Alle storbykommunerne ligger under gennemsnittet, når man ser på andelen, der har en erhvervsuddannelse, mens de tyndt befolkede kommuner generelt ligger over. I 2019 havde Norddjurs og Frederikshavn den højeste andel på 47 pct. af de 25-69-årige med en erhvervsuddannelse, mens Frederiksberg og Gentofte havde den laveste andel på 16 pct. Det er en forskel på 31 procentpoint fra højest til lavest.

Andelen af de 25-69-årige med en erhvervsuddannelse som højest fuldførte uddannelse. 2019Kilde: www.statistikbanken.dk/hfudd10.

Storkøbenhavn har de højeste andele med videregående uddannelser

Personer på 25-69 år, som har taget en videregående uddannelse, er oftest bosat i storbyområderne, og især Hovedstadsområdet har en høj andel. I 2019 havde Gentofte (65 pct.) og Frederiksberg (64 pct.) den højeste andel med en videregående uddannelse. I den anden ende var Lolland (19 pct.) og Langeland (21 pct.). Det er en forskel på 46 procentpoint fra højest til lavest.

Andel med en erhvervskompetencegivende uddannelse stiger stabilt

Andelen af 25-69-årige i befolkningen, der har taget en erhvervskompetencegivende uddannelse, er jævnt stigende med lidt under en pct. om året. I 2019 var den på 74 pct. Det er en stigning på 9 pct. siden 2009, hvor 68 pct. havde en erhvervskompetencegivende uddannelse. Andelen, der har en erhvervsuddannelse som højeste fuldførte uddannelse, er dog jævnt faldende, mens andelen, der har en videregående uddannelse bag sig, stiger.

Nyt fra Danmarks Statistik

17. juni 2019 - Nr. 229

Hent som PDF
Næste udgivelse: 27. maj 2020

Kontakt

Kilder og metode

Uddannelsesstatus for de 15-69-årige i befolkningen er opgjort 1. januar aktuelt år. Oplysningerne om den højeste fuldførte uddannelse er opgjort 1. oktober året før. Oplysningerne om den socialøkonomiske status opgøres først et år senere. Se en nærmere beskrivelse i statistikdokumentation af opgørelsesmetoden og de anvendte begreber. Se også emnesiden.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation