Gå til sidens indhold

Sammenlignelighed

Kontaktinfo

Arbejdsmarked, Personstatistik
Pernille Stender
39 17 34 04

psd@dst.dk

Hent som PDF

Pendling

Statistikken er udarbejdet siden 1984, men er i sin nuværende form sammenlignelig fra 2008 og frem. Statistikken belyser pendling inden for og på tværs af danske kommuner, og datagrundlaget er derudover baseret på administrative register med nationale særpræg. Det er derfor vanskeligt at sammenligne statistikken internationalt.

Nye og bedre datagrundlag samt ændringer på arbejdsmarkedet har medført en række databrud i statistikken over tid, som således har betydning for sammenligneligheden over tid.

International sammenlignelighed

Statistik om pendling og og mobilitet på arbejdsmarkedet opgøres i en række andre lande og på flere forskellige måder. Da der ikke ligger nogen EU forordning til grund for statistikken, er der ikke nogen internationale fælles metodemæssige retningslinjer for opgørelser af statistik om pendling. Derudover betyder nationale særpræg, at det er vanskeligt at sammenligne statistikken internationalt. Den danske pendlingstatistik belyser pendling inden for og på tværs af danske kommuner, og datagrundlaget er derudover baseret på administrative registre.

Sammenlignelighed over tid

Statistikken er siden 1984 udgivet én gang årligt. Der er igennem årene foretaget en række ændringer i opgørelsen af datagrundlaget RAS, som har betydning for sammenligneligheden over tid. Det er særligt nedenstående databrud i RAS, der har betydning for pendlingsstatistikken.

Databrud

I 2003 (november 2002) er der et databrud i RAS. Forandringer på arbejdsmarkedet og bedre datakilder gjorde, at der var opstået et behov for at foretage forskellige ændringer af statistikken. Ændringerne medførte bl.a., at prioriteringsrækkefølgen for personer der var i flere tilstande ultimo november (ex. personer som modtog efterløn og samtidigt arbejdede) blev ændret en smule.

Fra november 2008 udgør eIndkomstregistret datagrundlaget for lønmodtagerbeskæftigelsen. Det medførte et større databrud. EIndkomstregistret indeholder månedlige indberetninger, hvilket i forhold til tidligere betyder en større grad af sikkerhed i oplysningen om, hvornår et ansættelsesforhold rent faktisk er gældende. Det nye datagrundlag medførte et fald i beskæftigelsesniveauet. Læs mere om niveauforskelle i gammel og ny RAS.

Med opgørelsen af RAS pr. november 2008 i 2010 var Danmarks Statistiks eget månedlige eIndkomstregister endnu ikke etableret. Derfor blev der anvendt en årsversion af eIndkomstregistret, som var dannet af SKAT ved en summering af de månedlige indberetninger over året. Ved offentliggørelsen af RAS opgjort november 2009 i 2011 var Danmarks Statistiks eget månedlige eIndkomstregister færdigt. Der viste sig, at være store forskelle mellem den årlige version, som var anvendt året før, og det nye månedsregister, at det var nødvendigt at revidere opgørelsen pr. november 2008.

Nyt datagrundlag for RAS fra 2015

I april 2015 overgik RAS til at være baseret på Arbejdsmarkedsregnskabet (AMR). I den forbindelse blev pendlingsstatistikken revideret tilbage til november 2008. I samme forbindelse blev dateringen af statistikken ændret, så der nu dateres efter referencetidspunktet ultimo november. Det betyder, at en opgørelse fx pr. ultimo november 2013 nu hedder nov. 2013, hvor den tidligere ville have heddet 2014. Derudover betyder databruddet, at niveauet for beskæftigelsen øges med 20.000-25.000. Dette dækker over en stigning i lønmodtagerbeskæftigelsen på ca. 30.000 personer, mens antallet af selvstændige reduceres med 4.000-10.000 personer. Læs mere om databruddets betydning for RAS.

*Ændret branchenomenklatur *

I 1993 ændres branchenomenklaturen fra DSE77 til DB93. I 2003 ændres branchenomenklaturen til DB03. I 2008 ændres branchenomenklaturen til DB07.

Kommunalreform

Pendlingsstatistikken bliver offentliggjort på kommuneniveau i statistikbanken. Fra november 2006 er statistikken offentliggjort på de nye kommuner efter strukturreformen. I perioden november 1980-november 2006 er statistikken opgjort på kommunerne før strukturreformen. I november 2006 er der med andre ord både opgjort tal for kommuneinddelingen før og efter strukturreformen.

Pendlingsstatistikken er ligesom RAS således sammenlignelig i sin nuværende form fra 2008 og frem.

Sammenhæng med anden statistik

Pendlingsstatistikken udarbejdes på baggrund af en delpopulation i RAS. En pendler er defineret ved i RAS at være kategoriseret som beskæftiget og desuden have en bopælsadresse, som adskiller sig fra arbejdsstedsadressen. Det er således også muligt at koble oplysningen om pendlingsafstand med andre detaljerede oplysninger fra RAS. Pendlingsstatistikken danner ligeledes grundlag for udarbejdelse af grænsependlingsstatistik mellem Danmark og Sverige. Læs mere om Øresundspendling.

Intern konsistens

Pendlingsstatistikken er dannet på baggrund af RAS, som er baseret på arbejdsmarkedsregnskabet (AMR). AMR udarbejdes på baggrund af en række forskellige kilder, og RAS er resultatet af en statusopgørelse (nedslag) ultimo november i AMR. Der vil dog kunne forekomme mindre forskelle mellem den mest aktuelle version af AMR og RAS og dermed pendlingsstatistikken. Det skyldes, at AMR er et mere "levende" register, hvor der efter produktionen af RAS er foretaget forskellige kvalitetsforbedringer, som har større betydning i forhold til et forløbsregister (som AMR) end til en statusopgørelse (som RAS).