Gå til sidens indhold

Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Pendling

Kontaktinfo

Arbejdsmarked, Personstatistik
Pernille Stender
39 17 34 04

psd@dst.dk

Hent som PDF

Pendling

Sidst opdateret: 15-09-2020

Statistikken belyser pendling mellem bopæl og arbejdssted inden for Danmark og herunder afstande mellem pendleres bopæl og arbejdssted. Pendlingsstatistikken er udarbejdet siden 1984. Afstanden mellem bopæl og arbejdssted blev første gang beregnet i 2006. Statistikken er i sin nuværende form sammenlignelig fra 2008 og frem.

Indhold

Sstatistikken er en årlig individbaseret opgørelse af beskæftigedes pendling mellem bopæl og arbejdssted, på den sidste arbejdsdag i november. Herunder beregnes også afstanden mellem pendleres bopæl og arbejdssted i kilometer (km). Pendlingsstatistikken formidles i Nyt fra Danmarks Statistik og Statistikbanken, hvor statistikken foruden bopæl, arbejdssted og pendlingsafstand opdeles på køn, branche (DB07) og socioøkonomisk status.

Læs mere om indhold

Statistisk behandling

Pendlingsstatistikken er udarbejdet på baggrund af den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik (RAS), som er baseret på arbejdsmarkedsregnskabet (AMR). En omfattende datavalidering foretages ved produktionen af AMR. Når RAS opgøres, foretages der en statusopgørelse (i forhold til befolkningens primære tilknytning til arbejdsmarkedet) den sidste arbejdsdag i november ud fra AMR. På baggrund af oplysningen om bopælsadresse og arbejdsstedsadresse for beskæftigede beregnes pendlingsafstanden.

Læs mere om statistisk behandling

Relevans

Statistikken er relevant for brugere med interesse for mobilitet på arbejdsmarkedet, og datagrundlaget gør det muligt at tilkoble detaljerede informationer til brug for analyser.

Læs mere om relevans

Præcision og pålidelighed

Pendlingsstatistikken er dannet på baggrund af RAS, som anvendes til at belyse befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet. RAS består af en lang række datakilder, som integreres, fejlsøges og harmoniseres, og der er således ikke samme usikkerhed ved RAS som ved statistikker baseret på stikprøver.

Bestemmelsen af det primære job for beskæftigede er kilde til usikkerhed i pendlingsstatistikken, fordi arbejdsstedsadressen for det primære job sammen med bopælsadressen danner grundlag for beregning af pendlingsafstanden. Det er endvidere væsentligt at være opmærksom på, at den beregnede pendlingsafstand afspejler en idealsituation, hvor hver person antages at rejse fra bopæl til arbejdssted af den korteste vej og i bil.

Læs mere om præcision og pålidelighed

Aktualitet og punktlighed

Pendlingsstatistikken er offentliggjort ca. 17 måneder efter referencetidspunktet. Offentliggørelsesdatoen, som normalt overholdes uden forsinkelse, er fastlagt mere end et år i forvejen.

Læs mere om aktualitet og punktlighed

Sammenlignelighed

Statistikken er udarbejdet siden 1984, men er i sin nuværende form sammenlignelig fra 2008 og frem. Statistikken belyser pendling inden for og på tværs af danske kommuner, og datagrundlaget er derudover baseret på administrative register med nationale særpræg. Det er derfor vanskeligt at sammenligne statistikken internationalt.

Nye og bedre datagrundlag samt ændringer på arbejdsmarkedet har medført en række databrud i statistikken over tid, som således har betydning for sammenligneligheden over tid.

Læs mere om sammenlignelighed

Tilgængelighed

Statistikken udgives årligt i Nyt fra Danmarks Statistik. I Statistikbanken offentliggøres tallene under emnerne Pendling fra bopæl og Pendling til arbejdssted. Se mere på statistikkens emneside.

Læs mere om tilgængelighed