Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Årligt nationalregnskab, hele økonomien

Formålet med statistikken er at give et detaljeret helhedsbillede af økonomien inden for rammerne af et samlet system af sammenhængende definitioner og klassifikationer. Der findes officielle danske nationalregnskabstal tilbage til 1930'erne. Et nationalregnskab i overensstemmelse med retningslinierne i European System of National and Regional Accounts (ESA2010) er taget i brug i 2014. Sammenhængende tidsserier af nationalregnskabstal med de nu anvendte definitioner findes tilbage til 1966.

Indhold

Med nationalregnskabet tilstræber man at give et helhedsbillede af samfundsøkonomien. Nationalregnskabet sammenfatter og beskriver i form af et kontosystem med kompletterende tabeller Danmarks økonomiske aktiviter og udvikling.

Læs mere om indhold

Statistisk behandling

Det endelige nationalregnskab udarbejdes ved hjælp af produktbalancemetoden. Den går ud på at man sammenstiller tilgang og anvendelse af varer og tjenester på et detaljeret niveau. Herefter bringes produktbalancerne til at stemme ved inddragelse af alle former for relevant information. Det danske produktbalancesystem indeholder cirka 2.350 produktbalancer. Kilderne til det endelige nationalregnskab består primært af alle (endelige) statistikker vedrørende økonomi, erhvervsstruktur, beskæftigelse og priser.

Læs mere om statistisk behandling

Relevans

Nationalregnskabet er relevant som talgrundlag for alle der beskæftiger sig med samfundsøkonomiske forhold rækkende fra de økonomiske ministeriers brug af nationalregnskabet i planlægnings-, analyse-, prognose- og modeløjemed over brancheorganisationer o.l.'s lignende anvendelser, til den almene interesse i viden om økonomiens struktur og udvikling.

Nationalregnskabet evaluerer løbende feedback fra brugere. Dette gøres gennem Brugerudvalg for Økonomisk Statistik, brugere der tager direkte kontakt til Nationalregnskabet og gennem internationale fora.

Læs mere om relevans

Præcision og pålidelighed

Usikkerheden på nationalregnskabstallene er forbundet med usikkerheden på de kilder, der anvendes. Den begrebsmæssigt konsistente og over tid ensartede bearbejdning af kilderne bidrager dog til en reduktion af usikkerheden på nationalregnskabstallene. Især betyder sammenstillingen af primærkilderne i et samlet system, at der i mange tilfælde afsløres fejl, der således ikke slår igennem i de endelige nationalregnskaber. Planen over nationalregnskabets årsversioner samt arbejdspapirer vedrørende revisionerne i de enkelte opgørelser findes på emnesiden om Årligt nationalregnskab.

Læs mere om præcision og pålidelighed

Aktualitet og punktlighed

Første version af et foreløbigt årligt nationalregnskab offentliggøres ultimo marts det efterfølgende år. Endelige årlige nationalregnskabstal udgives årligt ca. 3 år efter tællingsåret. Nationalregnskabet publiceres rettidigt (høj punktlighed).

Læs mere om aktualitet og punktlighed

Sammenlignelighed

Internationalt set findes en høj grad af sammenlignelighed i forhold til andre landes nationalregnskaber, da det danske nationalregnskab er efter ENS2010-retningslinierne.

Herudover kan nationalregnskabstallene anvendes i forbindelse med andre statistikker, der opgøres med udgangspunkt i DB07-standardgrupperingerne, der er en dansk udgave af de internationale nomenklaturer EU's NACE, Rev. 2 og FN's ISIC, Rev. 4. Sammenligninger med andre statistikker på et detaljeret erhvervsniveau vil dog ofte vise afvigelser, på grund af variabel-definitionsforskelle, som følge af nationalregnskabets ønske om kalenderårsafgrænsning og kravet til totaldækning af den økonomiske aktivitet.

Læs mere om sammenlignelighed

Tilgængelighed

Statistikken offentliggøres i Nyt fra Danmarks Statistik. I Statistikbanken offentliggøres tallene under Årligt nationalregnskab. Derudover indgår statistikken i Statistisk Tiårsoversigt.

Læs mere om tilgængelighed