Stemmeprocenten varierer fra kommune til kommune afhængig af, hvilket valg vi sætter vores kryds til. Ved det seneste kommunalvalg var stemmeprocenten lavest i og omkring København, mens den var højest på de små øer. Men ved det seneste folketingsvalg og valg til Europaparlamentet var tendensen anderledes.
3. oktober 2017 kl. 7:30
Ved det seneste kommunalvalg i 2013 varierede stemmeprocenten kommunerne i mellem. Her var stemmeprocenten lavest i København (61,2 pct.), Brøndby (64,6 pct.) og Glostrup (66,7 pct.). Blandt de ti kommuner med lavest stemmeprocent lå kun Aalborg og Esbjerg Kommuner uden for Region Hovedstaden. I de to kommuner stemte henholdsvis 68,4 og 68,9 pct. af vælgerne.
I den anden ende af skalaen er ø-kommunerne stærkt repræsenteret. På Fanø stemte den største andel af vælgerne - 85,4 pct. På Læsø afgav 83,7 pct. deres stemme, hvilket var den næsthøjeste stemmeprocent, og på Samsø var stemmeprocenten tredjehøjest med 82,3 pct. Blandt de landfaste kommuner var stemmeprocenten højest i Allerød Kommune, hvor 82,0 pct. af vælgerne stemte. I otte kommuner var stemmeprocenten over 80.
Den samlede stemmeprocent til kommunalvalgene har siden valget i 1970 ligget mellem 62 og 73 pct. I 2001 stemte 85 pct. af vælgerne dog, hvilket kan skyldes, at kommunalvalget faldt sammen med folketingsvalget, hvor stemmeprocenten siden 2. verdenskrig har været over 80 pct. (se tabel 10).
Kilde: Statistisk årbog 1978, 1983, 1995, 2002, 2006, 2013, 2015
Top 10 kommuner | Stemmepct. | Bund 10 kommuner | Stemmepct. |
Fanø | 85,4 | København | 61,2 |
Læsø | 83,7 | Brøndby | 64,6 |
Samsø | 82,3 | Glostrup | 66,7 |
Allerød | 82,0 | Albertslund | 66,9 |
Ærø | 81,3 | Ishøj | 67,2 |
Rebild | 80,8 | Rødovre | 67,4 |
Lejre | 80,6 | Gladsaxe | 68,4 |
Morsø | 80,0 | Aalborg | 68,4 |
Odder | 79,4 | Hvidovre | 68,6 |
Furesø | 79,1 | Esbjerg | 68,9 |
Ved det seneste folketingsvalg i 2015 var stemmeprocenten alle steder i landet væsentligt højere end ved kommunalvalget i 2013. Ligesom ved kommunalvalget havde en del kommuner omkring København en relativt lav stemmeprocent. Men hvor otte ud af ti af kommunerne med lavest stemmeprocent lå i København og omegn til kommunalvalget, lå kun halvdelen af de ti kommuner med lavest stemmeprocent ved de seneste folketingsvalg i københavnsområdet. De andre kommuner i top ti var Lolland, Slagelse, Vesthimmerlands, Norddjurs og Bornholm.
I den anden ende af skalaen var kommunerne nord for København stærkt repræsenteret med Allerød, Egedal og Rudersdal som de tre kommuner med højest stemmeprocent.
Top 10 kommuner | Stemmepct. | Bund 10 kommuner | Stemmepct. |
Allerød | 92,3 | Ishøj | 79,4 |
Egedal | 90,8 | Brøndby | 79,9 |
Rudersdal | 90,7 | Lolland | 81,3 |
Lejre | 90,5 | Slagelse | 83,2 |
Hørsholm | 90,4 | Albertslund | 83,3 |
Skanderborg | 90,1 | Vesthimmerlands | 83,4 |
Dragør | 90,1 | Norddjurs | 83,5 |
Furesø | 90,0 | Bornholm | 83,5 |
Solrød | 89,7 | Høje-Taastrup | 83,6 |
Fanø | 89,7 | København | 83,8 |
Ved Europa-Parlamentsvalget i 2014 var stemmeprocenten med 56,3 pct. lavere end ved både det seneste kommunal- og folketingsvalg. I modsætning til de andre valg havde særligt de nordjyske kommuner her en relativt lav stemmeprocent. Seks af de ti kommuner med lavest stemmeprocent lå således i Region Nordjylland, der består af 11 kommuner. Stemmeprocenten var lavest i Læsø, Frederikshavn og Norddjurs Kommuner, hvor henholdsvis 44,9 pct., 48,0 pct. og 48,1 pct. valgte at stemme.
I otte kommuner stemte under halvdelen af de stemmeberettigede. To af disse kommuner – Ishøj og Lolland - ligger øst for Storebælt, mens resten ligger i Jylland.
Top 10 kommuner | Stemmepct. | Bund 10 kommuner | Stemmepct. |
Allerød | 69,4 | Læsø | 44,9 |
Rudersdal | 69,0 | Frederikshavn | 48,0 |
Furesø | 68,0 | Norddjurs | 48,1 |
Hørsholm | 66,9 | Vesthimmerlands | 48,3 |
Gentofte | 66,7 | Hjørring | 48,5 |
Lyngby-Taarbæk | 65,7 | Lolland | 49,4 |
Lejre | 64,5 | Aalborg | 49,5 |
Fredensborg | 63,5 | Ishøj | 49,8 |
Egedal | 63,4 | Mariagerfjord | 50,3 |
Frederiksberg | 62,9 | Brøndby | 50,3 |
Stemmeprocenten var højest i kommunerne nord for København. I Allerød var andelen af vælgere, der stemte, 69,4 pct. I Rudersdal Kommune stemte 69,0 pct., og i Furesø afgav 68,0 pct. af vælgerne deres stemme. Blandt de ti kommuner med højest stemmeprocent var Lejre på niendepladsen den eneste uden for Region Hovedstaden. I Lejre var stemmeprocenten 64,5 pct. Skanderborg Kommune havde med 61,1 pct. den højeste stemmeprocent vest for Storebælt.
Stemmeprocenten til Europa-Parlamentsvalgene har svinget omkring 50 pct. fra det første valg i 1979 til valget i 2004. Ved valget i 2009 var stemmeprocenten med 59,5 pct. af de stemmeberettigede højest, mens 56,3 pct. stemte ved det seneste valg i 2014.
Stemmeprocenterne ved Europa-Parlamentsvalgene kan findes i de statistiske årbøger fra fx 1983, 1995, 2006 og 2015.
For yderligere spørgsmål kontakt Magnus Nørtoft, 39 17 31 98, mnt@dst.dk