Publikationen er en analyse af de små og mellemstore virksomheders adgang til finansiering.
Færre SMV’er søgte finansiering i 2014
I 2014 søgte næsten en tredjedel af de små og mellemstore virksomheder finansiering. Det er en betydeligt lavere andel end i kølvandet på finanskrisen i 2010, hvor næsten hvert andet firma søgte finansiering. De virksomheder, der i 2014 søgte om finansiering, udgør faktisk også en lavere andel end de 35 pct., der søgte finansiering inden finanskrisen i 2007. Mønsteret ses på tværs af både brancher og virksomhedsstørrelser.
Flere opnåede fuldt ud den søgte finansiering
I 2014 var der en større andel end i 2010, der fuldt ud opnåede den finansiering, de søgte om. Det gælder for alle de tre typer af finansiering, der indgår i analysen: Lånefinansiering, egenkapitalfinansiering samt andre former for finansiering, fx handelskreditter, leasing og træk på kassekreditten. Andelen, der opnåede den søgte finansiering fuldt ud, ligger fortsat betydeligt under niveauet i 2007 for alle tre finansieringsformer. For lånefinansiering specifikt faldt andelen fra 92 pct. i 2007 til 69 pct. i 2010 og 72 pct. i 2014.
Flere af de mindste firmaer opnåede ikke lånefinansiering
Andelen af de mindste firmaer med 5-9 ansatte, der opnåede det søgte lån fuldt ud, er faldende fra 85 pct. i 2007 til 63 pct. i 2010 og 56 pct. i 2014. For de større firmaer er tendensen den modsatte.
Faldende udlån fra banker, stigende udlån fra realkredit
Pengeinstitutternes udlån til erhverv var samlet set stigende frem til 2009, mens det i perioden derefter er faldet og synes at have stabiliseret sig på 350 mia. kr. i de senere år. Realkreditinstitutternes udlån til erhverv har til gengæld været støt stigende, og det er nu dobbelt så stort som pengeinstitutternes.