Gå til sidens indhold

Innovation og forskning 2014

Forskning, udvikling og innovation er væsentlige faktorer for den generelle samfundsmæssige udvikling og for virksomhedernes vækstmuligheder og konkurrencedygtighed på de globale markeder.

Innovation og forskning 2014 samler statistiske oplysninger om forskning, udvikling og innovation.

Oplysningerne stammer fra disse seks løbende statistikker suppleret med modsvarende internationalt sammenlignelige statistikker:

  • Innovation i erhvervslivet
  • Forskning og udvikling i erhvervslivet
  • Forskning og udvikling i den offentlige sektor
  • Offentligt forskningsbudget
  • Ph.d.-uddannelsen
  • Handel med patenter og andre IP-rettigheder (patenter, varemærker og andre beskyttede rettigheder).

Hver statistik præsenteres i et selvstændigt kapitel.

Profil af forskningsaktive virksomheder
Årets udgave af Innovation og forskning har et nyt kapitel, der tegner et portræt af de forskningsaktive virksomheder.

En af konklusionerne fra dette portræt er, at danske virksomheder, der kontinuerligt satser på forskning og udvikling (FoU), har større stigninger i værditilvæksten end landets øvrige virksomheder. Værditilvæksten i virksomheder med kontinuerlig FoU-indsats steg med 13 pct. fra 2009 til 2012, mens de øvrige virksomheder havde en negativ vækst på -1 pct.

FoU-aktive virksomheder har i langt højere grad end andre virksomheder været innovative, og i særdeleshed har de hyppigere introduceret nye produkter. Andelen af virksomheder med produktinnovation er 63 pct. blandt de FoU-aktive, men blot 14 pct. blandt de ikke-FoU-aktive.

46 pct. af de danske virksomheder var innovative i 2012.

Innovation vil sige, at en virksomhed har introduceret nye produkter, produktionsprocesser, markedsføringsmetoder eller nye organisatoriske metoder.

3 pct. af BNP
Både den offentlige sektor og private virksomheder har bidraget til at øge forsknings og udviklings andel af bruttonationalproduktet (BNP).

Forskningsudgifterne er vokset fra 2,0 pct. af BNP i 1998 til 3,0 pct. i 2012, hvoraf erhvervslivet stod for 2,0 pct. af BNP og det offentlige for 1,0 pct. af BNP. I alt brugte erhvervslivet og det offentlige 56 mia. kr. på FoU i 2012.

FoU-personalets samlede indsats svarer til 58.700 årsværk (fuldtidsstillinger) i 2012. Af de samlede årsværk bidrog erhvervslivet med 63 pct.

Grundforskningen udføres næsten udelukkende i den offentlige sektor, mens udviklingsarbejde primært foregår i erhvervslivet.


Innovation og forskning

Kolofon

Innovation og forskning
Uddannelse og forskning
ISBN: 978-87-501-2120-6
Udgivet: 17. oktober 2014 kl. 09:00
Antal sider: 105
Kontaktinfo:
Gitte Frej Pedersen
Telefon: 39 17 31 19

tilmeld dig nyheder

Modtag nyheder om de emner, der interesserer dig