Gå til sidens indhold

Ikke-vestlige efterkommere er under uddannelse

Indvandrere i Danmark 2016

Unge ikke-vestlige efterkommere i alderen 20-29 år er i gang med en uddannelse i samme grad som personer med dansk oprindelse. Blandt alle mandlige 20-29-årige ikke-vestlige efterkommere er 39 pct. under uddannelse, hvilket er samme andel som 20-29-årige mænd af dansk oprindelse. Blandt alle 20-29-årige kvindelige ikke-vestlige efterkommere er 47 pct. under uddannelse, hvilket er 2 pct. højere end kvinder af dansk oprindelse. Andelen under uddannelse varierer meget mellem de enkelte alderstrin i aldersgruppen 20-29 år og falder med alderen.

Andelen af 20-29-årige mænd og kvinder under uddannelse efter alder. 2016

51 pct. af 21-årige mandlige ikke-vestlige efterkommere er under uddannelse

For mænd med dansk oprindelse er andelen højest blandt de 22-årige, hvor 52 pct. er under uddannelse. Modsat findes den laveste andel blandt de 29-årige, hvor kun 17 pct. af mænd med dansk oprindelse er under uddannelse. Samme mønster ses blandt mandlige ikke-vestlige efterkommere. Her findes den højeste andel blandt de 21-årige, hvor 51 pct. er under uddannelse, hvilket er lidt højere end mænd med dansk oprindelse. Blandt mandlige ikke-vestlige efterkommere findes den laveste andel blandt de 29-årige, hvor 13 pct. er under uddannelse.

20-21-årige kvindelige ikke-vestlige efterkommere er ofte under uddannelse

20-21-årige kvindelige ikke-vestlige efterkommere er oftere under uddannelse sammenlignet med 20-21-årige kvinder med dansk oprindelse. Blandt de 20- og 21-årige ikke-vestlige kvinder er andelen under uddannelse henholdsvis 59 og 64 pct. Det er 17 og 8 procentpoint højere end kvinder af dansk oprindelse på samme alderstrin. Forskellen kan afspejle, at efterkommere i højere grad begynder på en erhvervskompetencegivende uddannelse lige efter afslutningen på ungdomsuddannelsen, mens mange med dansk oprindelse venter et eller to år.

Næsten tre gange så mange efterkommere på de yngre alderstrin

I en sammenligning af igangværende uddannelser er det relevant at være opmærksom på, at grupperne er forskelligt sammensat aldersmæssigt. Ikke-vestlige efterkommere er fx kendetegnet ved at være meget unge, idet der er næsten tre gange så mange 20-årige som 29-årige ikke-vestlige efterkommere.

Efterkommere er dog oftere hverken under uddannelse eller i beskæftigelse

Selvom andelen af ikke-vestlige efterkommere under uddannelse er på linje med niveauet for personer af dansk oprindelse i 2016, er andelen af ikke-vestlige efterkommere, der hverken er under uddannelse eller i beskæftigelse større end niveauet blandt personer med dansk oprindelse. I 2014 var 27 pct. af de 25-årige mandelige ikke-vestlige efterkommere og 25 pct. af kvinderne hverken under uddannelse eller i beskæftigelse. Det er 12 og 9 procentpoint mere end 25-årige mænd og kvinder af dansk oprindelse.

Personer, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse. 2014

Under 5 pct. af de 16-årige er hverken i beskæftigelse eller under uddannelse

Blandt de 16-årige er andelene lave for alle grupper med niveauer under 5 pct. Det afspejler naturligvis, at de fleste på dette alderstrin fortsat er i gang med folkeskolen. Herefter stiger andelene tydeligt for alle grupper frem til 20-årsalderen. Blandt de 20-årige er andelen 18 pct. for mænd og kvinder med dansk oprindelse. De 20-årige ikke-vestlige efterkommere ligger på et højere niveau, idet 26 pct. af mændene og 20 pct. af kvinderne hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse.

Forskelle øges med alderen

For personer med dansk oprindelse ligger andelen af personer, der hverken er i beskæftigelse eller uddannelse ret stabilt på alderstrinnene fra 20 til 30 år, hvorimod efterkommerne har et mere ujævnt forløb. Der er dog tale om en tendens hvor forskellene øges. Især bemærker man udviklingen for de ikke-vestlige kvinder, hvor andelen stiger kraftigt fra 23-års alderen fra et niveau på 23 pct. til 32 pct. blandt de 30-årige. Forskellen øges også blandt mændene, hvilket blandt andet kan tilskrives at andelen af mænd med dansk oprindelse, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse, falder lidt fra 20 til 30-års alderen.

Nyt fra Danmarks Statistik

25. november 2016 - Nr. 493

Hent som PDF
Næste udgivelse: 27. november 2017

Kontakt

Statistik­dokumentation