Gå til sidens indhold

Flere akademikere, færre erhvervsrettede

Fuldførte videregående uddannelser 2014/2015

Ændret 06. juni 2016 kl. 08:59

Der er desværre konstateret fejl i data, som betyder en ændring på 1-2 procentpoint i nogle af tallene. Alle reviderede tal er markeret med rødt.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Der er sket et skift fra erhvervsrettede mod akademiske uddannelser de sidste 10 år. Andelen af 25-årige, der har fuldført en videregående uddannelse, er nu på 29 pct. Det er en stigning på 10 procentpoint set i forhold til 2005. Stigningen er især sket på de akademiske uddannelser (bachelor og kandidat), idet der ses en stigning til 16 pct. i 2015 fra 9 pct. i 2005 af de 25-årige. Samtidigt er der sket fald i fuldførelsen på de erhvervsrettede uddannelser (erhvervsuddannelser og erhvervsakademiuddannelser). I 2015 havde 27 pct. af de 25-årige gennemført en erhvervsrettet uddannelse mod 34 pct. i 2005.

Andel af de 25-årige der har fuldført en akademisk eller en erhvervsrettet uddannelse

Både mænd og kvinder vælger akademiske uddannelser

For begge køn gælder det, at de akademiske uddannelser i højere grad vælges til fremfor de erhvervsrettede uddannelser. I 2015 havde 14 pct. af de 25-årige mænd fuldført en akademisk uddannelse mod 8 pct. i 2005. I samme periode falder andelen, der har fuldført en erhvervsrettet uddannelse til 31 fra 39 pct. Blandt de 25-årige kvinder havde 18 pct. fuldført en akademisk uddannelse i 2015 mod 10 pct. i 2005. For de erhvervsrettede uddannelser ses samtidigt et fald til 23 fra 29 pct.

Andel 25-årige der har fuldført en uddannelse fordelt på køn

Flere unge nær storbyerne får videregående uddannelser

Andelen der tager en videregående uddannelse er højest for 35-årige, der er vokset op i Region Hovedstaden og Region Midtjylland. I 2015 havde 46 pct. af de 35-årige fra Region Hovedstaden fuldført en videregående uddannelse, mens det gjaldt for 45 pct. fra Region Midtjylland. I den anden ende af skalaen ligger Region Sjælland med en andel på 37 pct. af de 35-årige. I perioden 2005 til 2015 er der sket en stigning i andelen af 35-årige der har taget en videregående uddannelse for alle regioner. I Region Hovedstaden er der sket en stigning på 12 procentpoint fra 2005 til 2015, mens der i samme periode er sket en stigning på 7 procentpoint i Region Sjælland. Forskellen mellem de to regioner med størst forskel er således øget fra 4 til 9 procentpoint.

Andel 35-årige med videregående uddannelse fordelt på regioner. 2015

Medbragte uddannelser og kurser indgår ikke i opgørelsen

Opgørelsen bygger på uddannelsesinstitutionernes indberetning til Elevregisteret. Uddannelser taget i udlandet indgår ikke i Elevregisteret og indgår derfor ikke i denne opgørelse.

Nyt fra Danmarks Statistik

2. maj 2016 - Nr. 201

Hent som PDF
Næste udgivelse: 2. maj 2017

Kontakt

Kilder og metode

Opgørelsen bygger på uddannelsesinstitutionernes indberetning til Elevregisteret. Uddannelser og kurser taget i udlandet indgår ikke i Elevregisteret og indgår derfor ikke i denne opgørelse. Gruppen af personer med ukendt uddannelsesniveau består hovedsagligt af indvandrere. I nogle tilfælde har en studerende taget flere uddannelser på flere niveauer. Kun den seneste uddannelse er talt med i denne opgørelse. Elevregistret
er et forløbsregister, hvor man kan følge den enkelte studerende gennem dennes uddannelseskarriere.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation