Gå til sidens indhold

Flest arbejdssteder inden for handel og transport

Erhvervsbeskæftigelsen 2013

Ultimo november 2013 var der 286.000 arbejdssteder i Danmark, flest inden for handel og transport mv., der med 74.000 arbejdssteder stod for en fjerdedel af alle arbejdssteder. Et arbejdssted er defineret som en organisatorisk afgrænset del af en virksomhed, der er beliggende på en adresse og producerer én - eller overvejende én - slags varer eller tjenester. En virksomhed kan således have flere arbejdssteder.

Arbejdssteder fordelt på branche. Ultimo november 2013

Næstflest arbejdssteder inden for erhvervsservice

Efter handel og transport mv. var der flest arbejdssteder inden for erhvervsservice med 43.000 arbejdssteder samt offentlig administration, undervisning og sundhed med 37.000 arbejdssteder. Til sammen udgør arbejdsstederne i disse to brancher 28 pct. af alle arbejdssteder.

I samme periode var der 30.000 arbejdssteder inden for landbrug, skovbrug og fiskeri, ligesom der var 28.000 arbejdssteder inden for bygge og anlæg og 18.000 inden for industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed.

Ti job pr. arbejdssted

I slutningen af november 2013 var der næsten 2.850.000 job i form af lønmodtagerbeskæftigelse eller beskæftigelse som selvstændige erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle. Dermed var der i gennemsnit ti job pr. arbejdssted.

Offentlig administration, undervisning og sundhed er den branche, hvor antallet af job pr. arbejdssted var højest med 25 job. Med 934.000 job inden for offentlig administration, undervisning og sundhed er det samtidig den branche, hvor der var flest job.

I gennemsnit var der 18 job pr. arbejdssted inden for industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed, hvilket er det næsthøjeste gennemsnit. Herefter følger finansiering og forsikring med 15 job samt handel og transport mv. med ni job pr. arbejdssted ultimo november 2013. Handel og transport mv. er den branche, hvor der var næstflest job.

Inden for ejendomshandel og udlejning var der tre job pr. arbejdssted, mens tallet for landbrug, skovbrug og fiskeri var lidt over to job pr. arbejdssted. Antallet af job pr. arbejdssted var lavest i disse to brancher, hvilket bl.a. afspejler, at særligt i landbruget er der mange selvstændige erhvervsdrivende, som ikke har lønmodtagere ansat.

Gennemsnitligt antal job pr. arbejdssted fordelt på branche. Ultimo november 2013

Nyt datagrundlag

I forbindelse med denne offentliggørelse er erhvervsbeskæftigelsen overgået til at anvende arbejdsmarkedsregnskabet som datagrundlag.

Overgangen til det nye datagrundlag giver et databrud i statistikken. Derfor er der udarbejdet nye tabeller i Statistikbanken, som dækker perioden 2008 til 2013. I denne periode er tallene sammenlignelige.

Nyt fra Danmarks Statistik

29. maj 2015 - Nr. 266

Hent som PDF
Næste udgivelse: Ingen planlagt

Kontakt

Kilder og metode

Erhvervsbeskæftigelsen er en årsstatistik, der omfatter oplysninger om antal arbejdssteder og antal job ultimo november samt fuldtidsbeskæftigelse og lønsum i løbet af året.

Jobbene kan være i form af selvstændige, medarbejdende ægtefæller og beskæftigede lønmodtagere. Statistikken kan fordeles efter område, branche og arbejdsstedernes størrelse.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation