Gå til sidens indhold

Flere, men mindre biografsale

Biografer og film 2014

Igennem de senest ti år er antallet af biografsale steget med 10 pct. svarende til 40 nye sale. I samme periode er det gennemsnitlige antal sæder pr. biografsal skrumpet med ti sæder. Det samlede antal biografsæder steg med ca. 2.000 sæder, mens antallet af biografer er uændret. I 2004 havde 56 pct. af samtlige biografer kun en sal, mens der i 2014 var lige mange ensals- og fleresalsbiografer. Beskæftigelsen var i perioden stabil på omkring 2.220 jobs.

Antal biografsale og sæder pr. biografsal

Vi går i biografen for at se premierefilm

Mange visninger af ældre film forsvinder fra biograferne, og premierefilmene fylder derfor mere og mere i biografernes udbud. I 2004 udgjorde årets premierefilm 36 pct. af samtlige film, der blev vist i biograferne det år. I 2014 udgjorde premierefilmene omkring halvdelen. Antallet af premierefilm har ligget nogenlunde stabilt i perioden på mellem 216 og 256 film pr. år. Denne udvikling skal ses i lyset af, at der bliver flere og flere muligheder for at se film på mange andre platforme end i biograferne.

Antal foreviste film og årets premierefilm

Fasandræberne var den mest sete film i 2014

I 2014 blev der i alt solgt 11,9 mio. biografbilletter i Danmark, heraf knap 3,3 mio. billetter til danske film, hvilket svarer til 27 pct. Der blev solgt 6,9 mio. billetter til amerikanske film. Den meste sete film i 2014 blev den danske Fasandræberne med et billetsalg på knap 750.000 billetter. I 2014 blev 93 pct. af de solgte biografbilletter solgt til årets premierefilm.

Flest solgte billetter til danske premierefilm

De seneste tre år har der i gennemsnit været over 100.000 solgte billetter pr. film til danske premierefilm. For amerikanske film var det tilsvarende tal omkring 60.000 solgte billetter. For alle viste premierefilm blev der i gennemsnit i 2014 solgt 47.000 billetter pr. film. Få populære film trækker gennemsnittet op. Fx havde ti ud af 31 danske film over 100.000 solgte billetter. 41 ud af de i alt 237 premierefilm solgte under 1.000 billetter pr. film.

Gennemsnitligt antal tilskuere pr. premierefilm

 

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

 

solgte billetter, 1.000

Premierefilm

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle film

47

58

60

51

45

55

52

47

Danmark

76

117

71

85

87

127

122

103

USA

56

60

63

66

55

58

59

60

Alle film

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle film

18

21

21

20

19

25

26

26

Danmark

27

33

19

24

31

46

55

47

USA

22

26

26

31

27

31

33

36

Tabellen viser, hvor mange billetter der gennemsnitligt blev solgt pr. film.

Biografstatistikken er baseret på ny kilde fra 2014

Fra 1976 til 2013 var biograf- og filmstatistikken baseret på data fra de enkelte filmudlejere. Fra 2014 modtager Danmarks Statistik et udtræk fra Filmweb der er Foreningen af danske filmudlejeres (FAFID) database, som samler oplysninger fra biografernes elekroniske billetsystemer. Fra 2014 omfatter biograf- og filmstatistikken således alle de biografer, der indberetter til Filmweb, hvilket vurderes at omfatte over 99 pct. af alle solgte biografbilletter. Omlægningen betyder et mindre fald i antallet af foreviste film.

Nyt fra Danmarks Statistik

1. september 2015 - Nr. 416

Hent som PDF
Næste udgivelse: 17. marts 2016

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken omfatter spillefilm, som har været vist ved offentlige forestillinger i Danmark. Lukkede forestillinger, forestillinger i forskellige klubber mv. (fx pensionistklubber og børnefilmklubber) er ikke med i opgørelserne. Opgørelsen omfatter ikke Færøerne og Grønland.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation