Gå til sidens indhold

Fokus på elektronisk formidling

23. januar 2001 kl. 0:00

For Danmarks Statistik kommer 2001 i høj grad til at stå i Internettets tegn. I Arbejdsplan 2001, som offentliggøres i dag, bliver det fastslået, at Internettet hastigt er ved at overtage hovedrollen i formidlingen af statistik, og derfor har Danmarks Statistik allerede valgt - og vil også fremover vælge - at gøre flere publikationer tilgængelige på nettet. 2001 har fx allerede budt på gratis adgang til www.statistikbanken.dk, Nyt fra Danmarks Statistik, udenrigshandels-statistikken og den særlige databank med danske og svenske Øresundsdata på Internettet, www.orestat.dk.

2001 kommer også til at betyde, at autoriserede forsknings- og analysemiljøer får betydelig lettere adgang til Danmarks Statistiks registre. Danmarks Statistiks registre rummer et omfattende datamateriale, som er velegnet til mange forskningsformål. Danmarks Statistiks betingelse for at stille materialet til rådighed for forskerne er sikring af den statistiske fortrolighed, og derfor har forskerne hidtil været henvist til at arbejde i Danmarks Statistiks lokaler i København eller Århus. Men i 2001 gives elektronisk adgang via Internettet, så analyser kan foretages fra egne arbejdspladser - dog under skærpede sikkerhedsforanstaltninger.

"Men Internettet vil også spille en vigtig rolle, når det handler om at lette erhvervslivets indberetningsbyrde, hvilket er et område vi prioriterer uhyre højt. De kommende år vil åbne op for mange nye muligheder for, at virksomhederne kan indberette elektronisk til os," siger rigsstatistiker Jan Plovsing og uddyber:

"Allerede nu kan virksomhederne indberette oplysningerne til udenrigshandelsstatistik og lønstatistik elektronisk. Fra efteråret 2001 vil det også gælde regnskabsoplysninger, og ligeledes vil det såkaldte LetLønsprojekt betyde, at virksomhederne fra 2002 vil kunne indberette alle lønrelaterede oplysninger til alle offentlige myndigheder på én gang."

Henvendelse
Presse
39 17 30 70
E-post: presse@dst.dk

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70