Gå til sidens indhold

Elevregister 2

Beskrivelse

Elevregistret er et forløbsregister, der er organiseret således, at man kan følge de uddannelsesprogrammer den enkelte person har været indskrevet på i løbet af sin uddannelseskarriere.


Registret opdateres årligt med indberetningerne fra uddannelsesinstitutionerne. Indberetningen vedrører elevbestanden fra forrige indberetning samt det forløbne års tilgang og afgang af studerende. I forbindelse med afgang oplyses, om der er opnået en kvalifikation (= bestået uddannelse).


Registret dækker uddannelseskarrierer fra børnehaveklasse til forskeruddannelser på universitetsniveau og omfatter studerende ved ordinære uddannelser, der er offentligt reguleret, dvs. Undervisningsministeriet eller et fagministerium har fastsat rammerne for uddannelserne gennem love og bekendtgørelser.


Elevregistrets forløbsdata rækker tilbage til 1973, idet de første afgangsårgange stammer fra perioden efter 1. okt. 1973. Tilgangstidspunkterne i registret rækker længere tilbage, idet første års elevindberetning blev registreret med det reelle påbegyndelsestidspunkt.


Frem til 2006 dækker Elevregistret kun fra grundskolens 8. kl. og opad i uddannelsessystemet til og med forskningsuddannelserne (Ph.d.). Fra 2007 dækkes hele grundskolen, inklusiv børnehaveklasse.


I 2007 tilføres også en række SU-godkendte private uddannelser. Disse indberettes også retrospektivt, idet vi medtager så mange årgange, som det er muligt.


Elevregistret har gennem tiden været produceret i forskellige versioner. Elev 2 (KOTO) registret findes frem til skoleåret 2013-2014. Herefter er det erstattet af elev 3 (KOTRE), og det er alene elev 3 (KOTRE), som bliver opdateret i dag. I vedlagte uddannelsesmanual findes en detaljeret beskrivelse af dannelsen og indholdet af såvel Elev 2 (KOTO) og elev 3 (KOTRE), og yderligere information findes i kvalitetsdeklarationen, som også er vedlagt.



Bilag

Variable

AUDD Afsluttende uddannelseskode
ELEV2_VFRA Starttidspunkt (elev2)
ELEV2_VTIL Sluttidspunkt (elev2)
INSTNR Institutionsnummer
KOMP Kompetencekode
PRIA Minimum uddannelsestid i måneder
UDD Uddannelseskode
UDEL Uddannelsesdel
UFORM Beskriver måden som uddannelsen tages på.