Gå til sidens indhold

Mikrodataordninger i Danmarks Statistik

Danmarks Statistiks Forskningsservice stiller mikrodata (dvs. individdata og enkelt-virksomhedsdata) til rådighed for konkrete forsknings-, udrednings- og analyseopgaver for autoriserede forsknings-/analysemiljøer. Vi har en række forskellige ordninger for adgang til data.

Forskerordning

Forskere og andre analytikere fra autoriserede forskningsinstitutioner, kan oprette et projekt med adgang til Danmarks Statistiks registerdata, såfremt deres institution er autoriseret til ordningen. Læs mere om autorisering af forskningsinstitutioner.

Forskningsprojekter

For at oprette et nyt projekt skal du udfylde en projektindstillingen i Danmarks Datavindue. Læs mere om hvordan du bruger Danmarks Datavindue

Projektdatabaseordningen 

Danmarks Statistiks projektdatabaseordning henvender sig til institutioner, der løbende opretter projekter med et væsentligt overlap i dataindholdet. Der må ikke gennemføres forskning direkte på projektdatabasen, ligesom projektdatabaseordningen ikke må anvendes til projekter eller opgaver, der ikke relaterer sig direkte til projektdatabasens formål. Institutionen skal desuden råde over en eller flere ansatte, der kan fungere som projektdatabasemanager, der står for populationsdannelser, dataudtræk mv. samt har ansvaret for den løbende kommunikation med Danmarks Statistik.

Hvis man vil søge om at få etableret en projektdatabase, skal man kontakte Projektdatabasegruppen på FSEProjektdatabase@dst.dk

Når ordningen er godkendt, vil projektdatabasen blive tilknyttet en FSE ansvarlig.

Læs mere om projektdatabaseordningen

En autoriseret institution kan have maks. 1 projektdatabase. Projektdatabasen er en samling af pseudonymiserede mikrodata, som over tid anvendes til flere forskellige projekter (kaldet underprojekter) under den pågældende projektdatabaseordning.

Til projektdatabasen udvælges data fra Danmarks Statistiks grunddatabank samt evt. data fra andre kilder (f.eks. kundens egne data). Dataindholdet i projektdatabaser er underlagt dataminimeringsprincippet og derfor skal data i en projektdatabase anvendes på flere underprojekter. Data, der kun anvendes i et eller få projekter, kan ikke indgå i projektdatabasen, men skal bestilles særskilt til underprojektet.

Projektdatabasen kaldes hovedprojektet i projektdatabaseordningen. Andre projekter i projektdatabaseordningen er underprojekter til projektdatabasen. Den autoriserede institution der ejer projektdatabasen, ejer derfor både hovedprojektet og underprojekterne i ordningen.

Målgruppen for projektdatabaseordninger er institutioner der :

  1. er autoriserede til mikrodataordninger hos Danmarks Statistik
  2. har mindst fem aktive projekter med væsentligt dataoverlap
  3. løbende udvider projektporteføljen med nye underprojekter med væsentligt overlap i datagrundlaget
Betingelser for en projektdatabaseordning

Projektdatabaser er underlagt følgende betingelser:

  1. Institutionen pålægges at udpege 1 til 3 erfarne projektdatabasemanager(e), der skal fungere som fast kontaktperson til Danmarks Statistik. Kun projektdatabasemanagere får adgang til selve projektdatabasen.
  2. Projektdatabasen og underprojekterne er underlagt dataminimeringsprincippet.
  3. Brugeren skal betale for alle omkostninger, der er forbundet med at oprette, drive og vedligeholde den pågældende projektdatabase. Underprojekter betragtes som almindelige projekter og behandles og faktureres som projekter under forskerordningen.
  4. En projektdatabase kan opretholdes så længe den anvendes til konkrete underprojekter, men kan nedlægges eller begrænses, hvis den ikke anvendes i et omfang der står i et rimeligt forhold til mængden af de data, der er stillet til rådighed i projektdatabasen. Når en projektdatabase oprettes aftales en ophørsdato efter 2 år. Hvis der er behov for det, kan ordningen efter de 2 år forlænges efter aftale med Danmarks Statistik.

Myndighedsordningen

Danmarks Statistiks Myndighedsordning stiller mikrodata til rådighed for de institutioner, der udfører myndighedsopgaver dvs. departementer, styrelser og direktorater, regioner og kommuner. Ordningen imødekommer deres behov for ad hoc analyser med korte tidsfrister.

Læs mere om Myndighedsordningen

Lovmodellen

Lovmodellen er en ordning med sit eget formål, sin egen brugergruppe og dermed egne regler og vilkår. Lovmodellen anvendes til ministerbetjening og lovforberedende arbejde. Det er Økonomiministeriet der har ansvaret for at udvikle og vedligeholde Lovmodellen.

Datafortrolighed og regler for adgang

Adgang til data kan gives i overensstemmelse med principperne i databeskyttelsesforordningen, især Artikel 5, C: Personoplysninger skal være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles (»dataminimering«). Samt databeskyttelseslovens § 10: Oplysninger som nævnt i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, og artikel 10 må behandles, hvis dette alene sker med henblik på at udføre statistiske eller videnskabelige undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig betydning, og hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af undersøgelserne.

Danmarks Statistiks datafortroligheds- og informationssikkerhedspolitik

Kontakt

Forskningsservice
Telefon: 39 17 31 30

Aktive projekter

På oversigten nedenfor kan du se hvor mange projekter, der har været aktive på Danmarks Statistiks forskerordning i de seneste år.