Varedeklarationer - Tælling

VaredeklarationerpilIndkomst, forbrug og priserpilEjendomssalg
Varedeklaration: Ejendomssalg

Henvendelse:

Priser og Forbrug

Jakob Holmgaard
39 17 31 24
e-post: jho@dst.dk

0 Administrative oplysninger om statistikproduktet
1 Indhold
2 Tid
3 Pålidelighed og usikkerhed
4 Sammenlignelighed
5 Tilgængelighed
6 Supplerende dokumentation




0 Administrative oplysninger om statistikproduktet


0.1 Navn
Ejendomssalg

0.2 Emnegruppe
Indkomst, forbrug og priser

0.3 Ansvarlig myndighed, kontor, person m.v.
Priser og Forbrug
Jakob Holmgaard, tlf. 39 17 31 24, e-post: jho@dst.dk

0.4 Formål og historie
Formålet med ejendomssalgsstatistikken er at belyse udviklingen i omsætning og priser på fast ejendom.
Statistikken har en lang historie. Danmarks Statistik har i en periode udgivet publikationen Ejendomssalg. Her henvises der til tidligere publikationer over ejendomssalg. Den ældste publikation, der henvises til, er Statistiske Meddelelser 1845-49.

0.5 Brugere og anvendelsesområder
Statistikken anvendes blandt andet til belysning af den almindelige konjunkturudvikling.
Ejendomsmæglere og andre interesserede anvender statistikken til at følge udviklingen i antal salg og priser for forskellige ejendomstyper inden for udvalgte geografiske områder.

0.6 Kilder
Den 8. september 2009 blev den elektroniske tinglysning sat i drift. I forbindelse med tinglysningen af handel med fast ejendom oversendes oplysninger fra det elektroniske skøde i det elektroniske tinglysningssystem til SKAT.
Danmarks Statistik modtager hvert uge oplysninger fra SKAT med oplysninger om de enkelte handler.

Tidligere skulle køberen (skødemodtageren) ved enhver overdragelse af fast ejendom indlevere en korrekt udfyldt salgsindberetning til den kommune, hvor ejendommen er beliggende. Salgsindberetningen indleveredes til kommunen sammen med skødet, der skulle have en påtegning med ejendomsværdien, før endelig tinglysning kunne finde sted.
Kommunerne videresendte salgsindberetningerne til SKAT, hvor materialet inddateredes og fejlsøgtes.

0.7 Indsamlingshjemmel
Lovhjemmel til dataindsamling findes i §6 i lov om Danmarks Statistik jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 22. juni 2000.

0.8 Indberetningsbyrde
Indberetningsbyrden er nul, idet alle oplysninger indsamles via registre af SKAT.

0.9 EU-regulering
Ingen.


1 Indhold


1.1 Indholdsbeskrivelse
Den månedlige offentliggørelse belyser prisudviklingen samt antal salg for ejendomstyperne: Énfamiliehuse, ejerlejligheder og sommerhuse, for hele landet.

Den kvartalsvise offentliggørelse belyser prisudviklingen samt antal salg fordelt på udvalgte ejendomstyper, jf. afs.1.2, og på geografi. Der offentliggøres tal for regioner, landsdele og hele landet. Oplysninger på kommune og postnummerniveau er tilgængelige mod betaling.

I den løbende månedlige statistik offentliggøres kun tal for salg i alm. fri handel. I den løbende kvartalsvise statistik offentliggøres tal for salg i alm. fri handel, familieoverdragelse og anden overdragelse.

1.2 Statistiske begreber
Enheder og population
Populationen omfatter enhver overdragelse af de omfattede typer af fast ejendom. Desuden er det totale antal handler opgjort.

Variabler

Ejendomskategorier

Enfamiliehuse
Ejendomme med 2 eller 3 lejligheder
Ejendomme med 4 eller flere lejligheder
Blandet beboelses og forretningsejendomme
Rene forretningsejendomme
Fabriks og lagerejendomme
Landbrug i alt
Sommerhuse
Ejerlejligheder, frie
Ejerlejligheder, ej-frie
Ejerlejligheder i alt

For perioden 1. kvt. 1992 til og med 2. kvt. 2011 er desuden følgende ejendomskategorier dækket i statistikken:

Ejendomme med 2 lejligheder
Ejendomme med 3 lejligheder
Ejendomme med 4 -8 lejligheder
Ejendomme med 9 eller flere lejligheder
Landbrug 10-100 ha
Landbrug 2-5 ha
Landbrug 5-10 ha
Landbrug 10-15 ha
Landbrug 15-30 ha
Landbrug 30-60 ha
Landbrug mere end 60 ha
Landbrug 60-100 ha
Landbrug mere end 100 ha
Grunde (ubebyggede arealer, ej landbrug) under 2000 kvm
Grunde (ubebyggede arealer, ej landbrug) 2000 kvm og derover

Overdragelsesformer og geografi.

Almindelig fri handel. Salg mellem parter, der ikke er i familie med hinanden, og hvor der ikke er tale om en delvis gave. En ufyldestgjort panthavers videresalg af en ejendom, som er overtaget på tvangsauktion, er almindeligt frit salg; "ufyldestgjort" vil sige, at der ikke er opnået fuld dækning for tilgodehavender.

Familieoverdragelse. Salg mellem ægtefæller eller mellem personer, der er beslægtede eller besvogrede, også selv om salget ikke indeholder en gave.

Anden overdragelse. Salg, der ikke er almindelig fri handel eller familieoverdragelse, fx tvangsauktion eller overdragelse uden vederlag.

Geografi: Statistik for hele landet, regioner og landsdele. Statistik for kommuner og postnumre kan leveres mod betaling.

Statistiske mål (nøgletal)

Beregnet antal salg (opgøres ikke længere). Det estimerede antal salg ud fra det foregående års modtagelsesmønster. Antallet opregnes fordi statistikken opgøres før indberetninger for samtlige salg for det pågældende kvartal er modtaget.
Denne variabel beregnes dog midlertidigt ikke mere, da forsinkelsmønstret i en overgang ikke kendes pga. introduktionen af den elektroniske tinglysning. Der foretages derfor ingen opregning af antallet af salg, da omfanget, der skal opregnes, ikke kendes sålænge vi er i en indkøringsperiode af det nye elektroniske tinglysningssystem.

Antal tinglyste salg: Antallet af salg, der er blevet tinglyst. Antal tinglyste salg er for de seneste måneder og kvartaler mindre end det antal salg, der reelt er afsluttet i perioden. Udviklingen i antal tinglyste salg belyser derfor ikke udviklingen i antallet af afsluttede salg.

Fra og med året 2010 foretages afgrænsningen af tinglyste salg for ejerlejligheder på en ny måde for at eliminere såkaldte "bunkesalg".

For ejerlejligheder fjernes handler, hvor det samtidigt gælder, at:
  • Samme moderejendomsnummer optræder i registret som er handlet mindst 4 gange på den samme dato
  • Ens købesum på alle handler eller alle handler minus 1
  • Købesummen i forhold til ejendomsvurderingen er større end 3 eller ejendomsvurderingen er 0 for alle handler

Antal salg i prisberegningen. Alle modtagne salg, der opfylder følgende betingelser medtages:
  • Der foreligger ikke særlige forhold dvs. delsalg, salg af flere ejendomme, sælger er offentlig myndighed , salgsoplysninger mangler eller ekstrem pris.
  • Køber er privatperson.
  • For beboelsesejendomme med 4 eller flere lejl ligheder, blandede beboelses og forretningsejendomme, rene forretningsejendomme og fabriks- og lagerejendomme medtages endvidere handler, hvor køber er et selskab.

Gennemsnitlig pris pr. ejendom. Beregnes som et simpelt aritmetisk gennemsnit af de ejendomme, der indgår i prisberegningen.

Købesum pr. ha/m2. Foreligger kun for landbrug.

Købesum i promille af ejendomsværdi. Den gennemsnitlige kontante købesum i promille af den gennemsnitlige offentlige vurdering:

1992-1995 (1992-vurderingen)
1996-1997 (1996-vurderingen)
1998-1999 (1998-vurderingen)
2000 (2000-vurderingen)
2001 (2001-vurderingen)
2002-2003 (2002-vurderingen)
2004 (2003-vurderingen)
2005 (2004-vurderingen)
2006-2007 (2006-vurderingen)
2008 (2008-vurderingen)
2009 (2009-vurderingen)
2010-2011 (2010-vurderingen)

Prisindeks: Indeksering af købesummen i promille af ejendomsvurderingen.

Sæsonkorrektion (opgøres ikke længere)
Sæsonkorrektion blev tidligere beregnet ud fra variablen beregnet antal salg, men det beregnet antal salg opgøres ikke sålænge vi er i en indkøringsperiode af det nye elektroniske tinglysningssystem. Derfor foretages der i øjeblikket ingen sæsonkorrektion.

Følgende 6 serier (til og med 2. kvartal 2009) for antal salg i almindelig fri handel sæsonkorrigeredes: Enfamiliehuse, ejerlejligheder, sommerhuse, grunde under 2.000 kvm, landbrugsejendomme og øvrige salg. Sæsonkorrektion blev foretaget med X-12-ARIMA, og der korrigeredes for statistisk signifikante kalendereffekter (der anvendtes ikke årsopregning, dvs. summen over et kalenderår af de sæsonkorrigerede tal er ikke nødvendigvis lig med summen af originaltallene). Sæsonkorrigerede tal revideredes for indeværende og to foregående år.


2 Tid


2.1 Referencetid
Salgsaftaledato (tidligere kaldet slutseddeldato) anvendes ved periodisering i statistikken. Hvis salgsaftaledato er uoplyst, så anvendes skødedato (dvs. anmeldelsesdato af skødet i den digitale tinglysning). Statistikken opgøres for måneder, kvartaler og år.

2.2 Udgivelsestid
Ejendomssalgsstatistikken udarbejdes månedlig og offentliggøres normalt 2 måneder efter månedens udløb. Statistikken udkommer tillige kvartalsvis og offentliggøres normalt 3 måneder efter kvartalets udløb. Endelige tal for et år offentliggøres 10 måneder efter årets udgang.

2.3 Punktlighed
Danmarks Statistik udarbejder statistikken snarest muligt efter modtagelse af tilstrækkeligt materiale fra SKAT.

2.4 Hyppighed
Statistikken udkommer hver måned, hvert kvartal og hvert år.


3 Pålidelighed og usikkerhed


3.1 Samlet pålidelighed
Da de endelige tal indeholder stort set alle salg, må pålideligheden anses for at være meget høj. De foreløbige tal er derimod behæftet med en vis usikkerhed, se under 4.3. "Forholdet mellem foreløbige tal og endelige tal".

3.2 Usikkerhedskilder
Fejl
Eftersom udviklingen i ejendomssalg følges nøje af kvalificerede brugere, vil Danmarks Statistik normalt blive gjort opmærksom på evt. fejl, der så vil blive rettet op.

Bearbejdning
Fejlsøgning foretages primært af Danmarks Statistik i dialog med SKAT.

3.3 Tal for usikkerhed
Der foreligger ingen usikkerhedsberegninger.


4 Sammenlignelighed


4.1 Sammenlignelighed over tid
Ejendomssalgsstatistikken har gennemløbet en række metodemæssige ændringer i tidens løb, men er udarbejdet efter de samme principper siden 1992.

Ved beregning af prisindeks indekseres forholdet i mellem den kontante købesum og den offentlige ejendomsværdi (Dutot-indeks). Ved skift i vurdering foretages kædning på hhv. 1. måned og 1. kvartal i vurderingsåret.

4.2 Sammenlignelighed med anden statistik
Danmarks Statistik udarbejder månedlig, kvartalsvis og årlig ejendomssalgsstatistik. Boligmarkedsstatistikken indeholder kvartalsvis ejendomssalgsstatistik. SKAT udarbejder statistik hvert halvår.

SKAT
Beregningen af prisindeks er baseret på udviklingen i de gennemsnitlige afstandsprocenter. Der findes en detaljeret metodebeskrivelse på SKAT's hjemmeside www.skat.dk.

Boligmarkedsstatistikken
Boligmarkedsstatistikken blev første gang offentliggjort i december 2010 med tal tilbage til 1992. Statistikken omfatter handler, som har været bragt på www.boligsiden.dk.Kilden er som for Danmarks Statistik oplysninger fra det elektroniske tinglysningssystem. Statistikken er baseret på kvadratmeterpriser, hvor Danmarks Statistik og SKAT indekserer forholdet mellem købesummen og ejendomsvurderingerne.

En detaljeret metoderedegørelse findes bl.a. på Realkreditrådets hjemmeside www.realkreditraadet.dk.

4.3 Forhold mellem foreløbige og endelige tal
Statistikken revideres løbende. Endelige tal for et kalenderår foreligger normalt 10 måneder efter årets afslutning.

Resultaterne for de enkelte måneder bliver efter første offentliggørelse revideret de efterfølgende 8 måneder og bliver derefter endelige.

Første gang, ejendomssalgsstatistik for en måned offentliggøres, baseres tallene forventeligt på i størrelsesordenen 70 pct. af de indgåede handler i perioden.Første gang ejendomssalgsstatistik for et kvartal offentliggøres, baseres tallene forventeligt på i størrelsesordenen 90 pct. af de indgåede handler i perioden.

Der er således en større usikkerhed forbundet med månedsstatistikkens resultater end med kvartalsstatistikkens.

Erfaringer fra kvartalsstatistikken viser, at den endeligt opgjorte prisændring i pct. i forhold til kvartalet før, reviders med i gennemsnit 0,5 pct. point og op til 1 pct. point i forhold til den først offentliggjorte prisændring, når man betragter prisindeks for énfamiliehus og ejerlejligheder for hele landet. Der er ingen tegn på systematiske revisioner (bias). De foreløbige erfaringer med månedsstatistikken peger på, at størrelsesordenen af revisionerne ligger på et lignende niveau.


5 Tilgængelighed


5.1 Distributionskanaler
Nyt fra Danmarks Statistik, Indkomst, forbrug og priser (Statistiske Efterretninger), Prisstatistik (Statistikservice)og Danmarks Statistikbank: EJEN1 - EJEN9; EJEN12 - EJEN14 samt EJEN55, EJEN66, EJEN77, EJEN88.
Årspublikationer: Statistisk Årbog og Statistisk Tiårsoversigt.

5.2 Grundmateriale: Lagring og anvendelsesmuligheder
Grundmaterialet er lagret i Danmarks Statistik tilbage til 1992.

5.3 Dokumentation
Beregningsprincipperne for statistikken er beskrevet i Statistiske Efterretninger, Bygge- og anlægsvirksomhed 1993:17 fra 4. oktober 1993.

5.4 Øvrige oplysninger
Der foreligger ingen øvrige oplysninger


6. Supplerende dokumentation
Hent bilaget - Beregning af prisindeks for ejendomme