Varedeklarationer - Tælling

VaredeklarationerpilIndkomst, forbrug og priserpilEU-harmoniseret forbrugerprisindeks (HICP samt HICP-CT)
Varedeklaration: EU-harmoniseret forbrugerprisindeks (HICP samt HICP-CT)

Henvendelse:

Priser og Forbrug

Christian Lindeskov
39 17 34 35
e-post: chl@dst.dk

0 Administrative oplysninger om statistikproduktet
1 Indhold
2 Tid
3 Pålidelighed og usikkerhed
4 Sammenlignelighed
5 Tilgængelighed
6 Supplerende dokumentation




0 Administrative oplysninger om statistikproduktet


0.1 Navn
EU-harmoniseret forbrugerprisindeks (HICP samt HICP-CT)

0.2 Emnegruppe
Indkomst, forbrug og priser

0.3 Ansvarlig myndighed, kontor, person m.v.
Priser og Forbrug
Christian Lindeskov, tlf. 39 17 34 35, e-post: chl@dst.dk

0.4 Formål og historie
Det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) opgøres af alle EU-medlemslande samt Norge, Island og Schweiz.
Formålet med de harmoniserede forbrugerprisindeks er, at kunne opgøre udviklingen i landenes forbrugerpriser på et sammenligneligt grundlag. HICP anvendes af både Kommissionen og Den Europæiske Centralbank i forbindelse med vækst og stabilitetspagten og udformningen af den monetære politik. HICP er blevet opgjort af alle EU-landene samt Norge og Island siden januar 1997. HICP blev til og med december 2005 opgjort med 1996=100 som indeksbasisår. Fra og med januar 2006 opgøres HICP med 2005=100 som indeksbasisår.
Vægtgrundlaget er senest blevet udskiftet fra og med beregningen af indekset for januar 2012, og er baseret på det private forbrug i 2010.

Det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks med konstante skatter (HICP-CT) er blevet opgjort på forsøgsbasis i de fleste EU-lande siden 2006. Indekset er estimeret tilbage til december 2002. Formålet med HICP-CT er at give et estimat på prisudviklingen, hvis alle skattesatser holdes konstante. Hvis alle skattesatser i et givet år er uændrede siden december året før, vil HICP og HICP-CT vise præcis samme udvikling. Forskelle i udviklingen mellem HICP og HICP-CT siger derfor noget om ændrede skattesatsers betydning for prisudviklingen. HICP-CT opgøres med 2005=100 som indeksbasisår og vægtgrundlaget er det samme som for HICP.

0.5 Brugere og anvendelsesområder
Brugerne af HICP er primært Den Europæiske Centralbank, EU-kommissionen, Erhvervs- og Økonomiministeriet og Nationalbanken. Da HICP i alle lande er opgjort på et sammenligneligt grundlag, anvendes tallene primært, hvor der er behov for sammenlignelige opgørelser af udviklingen i forbrugerpriserne.

0.6 Kilder
HICP opgøres på samme grundlag som forbrugerprisindekset, dvs. på basis af en stikprøve på ca. 25.000 priser, der indsamles fra ca. 1.800 butikker, virksomheder og institutioner over hele landet. Priserne indsamles ved indberetning pr. brev, ved anvendelse af prislister for større kæder mv. eller ved hjælp af prisindsamlere, der besøger de enkelte forretninger. Herudover hentes en række priser på Internettet. Langt de fleste priser indsamles månedligt. For varer og tjenester, hvor priserne typisk ændrer sig med lavere hyppighed, indsamles priser sjældnere, fx kvartalsvist eller halvårligt. Vægtgrundlaget for de detaljerede indeks (basisindeks) er opgjort på grundlag af nationalregnskabets opgørelser af husholdningernes udgifter til forbrug på dansk område, suppleret med forbrugsundersøgelsens oplysninger om den detaljerede fordeling af de danske husholdningers forbrug.

HICP-CT opgøres på samme grundlag som HICP. Eneste forskel er prisbegrebet og i HICP-CT fastholdes de indirekte skatte- og afgiftssatser på niveauet fra december året før i beregningen. Oplysningerne om skattesatser tages fra nettoprisindekset.

0.7 Indsamlingshjemmel
Der er lovhjemmel til indsamling af priser til opgørelse af HICP i Rådsforordning Nr. 2494/95 af 23. oktober 1995. Opgørelsen af HICP foregår parallelt med forbruger- og nettoprisindekset, til hvilke der indsamles priser med hjemmel i Bekendtgørelse af lov om beregning af et nettoprisindeks.

0.8 Indberetningsbyrde
Den samlede indberetningsbyrde for forbruger-, netto- og HICP er 2078 timer eller 0,578 mio. kr.

0.9 EU-regulering
HICP opgøres efter et stort antal råds- og kommissionsforordninger, bl.a.:

1. Rådsforordning nr. 2495/95 af 23. oktober 1995, om de generelle regler og principper for opgørelse af HICP
2. Kommissionsforordning nr. 1749/96 af 9. september 1996, om regler for bl.a. kvalitetskorrektioner, opdatering af stikprøven og beregningsformler.
3. Kommissionsforordning nr. 2214/96 af 20. november 1996, om opgørelse af HICP-delindeks.
4. Kommissionsforordning nr. 2454/97 af 10. december 1997, om minimumsstandarder for kvaliteten af de anvendte vægte.
5. Rådsforordning nr. 1687/98 af 20. juli 1998, om udvidelse af dækningsomfanget af varer og tjenester i HICP samt fastsættelse af pris- og forbrugsbegreb for HICP.
6. Rådsforordning nr. 1688/98 af 20. juli 1998, om den geografiske og befolkningsmæssige dækning af HICP.
7. Kommissionsforordning nr. 2646/98 af 9. december 1998, om minimumsstandarder for behandlingen af tariffer ("sammensatte priser") i HICP.
8. Kommissionsforordning nr. 1617/99 af 23. juli 1999, om minimumsstandarder for behandlingen af forsikringsydelser i HICP.
9. Kommissionsforordning nr. 1749/99 af 23. juli 1999, om opgørelse af HICP-delindeks.
10. Rådsforordning nr. 2166/1999 af 8. oktober 1999, om minimumsstandarder for behandling af produkter indenfor sektorerne sundhedsvæsen, uddannelse og social sikring i HICP.
11. Kommissionsforordning nr. 2601/2000 af 17. november 2000, om tidspunktet for indførelse af køberpriser i HICP.
12. Kommissionsforordning nr. 2602/2000 af 17. november 2000, om minimumsnormer for behandling af prisreduktioner i HICP.
13. Kommissionsforordning nr. 1920/2001 af 28. september 2001, om minimumsnormer for behandling af gebyrer, som er en forholdsmæssig andel af en transaktions værdi indenfor HICP og om ændring af kommissionsforordning nr. 2214/96.
14. Kommissionsforordning nr. 1921/2001 af 28. september 2001, om minimumsnormer for revision af HICP og om ændring af kommissionsforordning nr. 2602/2000.
15. Kommissionsforordning nr. 1708/2005 af 19. oktober 2005, om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 2494/95, for så vidt angår den fælles indeksreferenceperiode for de harmoniserede forbrugerprisindeks, og om en ændring af forordning nr. 2214/96.
16. Rådsforordning nr. 701/2006 af 25. april 2006 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EF) nr. 2494/95 for så vidt angår den tidsmæssige dækning af prisindsamlingen til det harmoniserede forbrugerprisindeks.
17. Kommissionsforordning nr. 1334/2007 af 14. november 2007 om ændring af forordning (EF) nr. 1749/96 vedrørende oprindelige foranstaltninger for Rådets forordning(EF) nr. 2494/95 om harmoniserede forbrugerprisindekser.


1 Indhold


1.1 Indholdsbeskrivelse
HICP viser prisudviklingen for de varer og tjenester, der indgår i de private husholdningers forbrug på dansk område. Indekset dækker således også udenlandske husholdningers forbrug i Danmark, men ikke danske husholdningers forbrug i udlandet. Fra måned til måned viser indekset ændringen i omkostningerne ved at købe en fast varekurv, sammensat efter husholdningernes forbrug af varer og tjenester.

HICP beregnes som et fastvægtsindeks af Laspeyres-typen. De priser, der indgår i HICP er de priser forbrugerne faktisk betaler, dvs. inkl. moms og afgifter og fratrukket eventuelle tilskud. Eneste undtagelse herfra er udgifterne til husleje, hvor den samlede husleje, dvs. egenbetalingen plus eventuel boligstøtte, indgår.

Vægtgrundlaget opgøres på grundlag af nationalregnskabets opgørelser af husholdningernes udgifter til forbrug på dansk område fordelt på 70 konsumgrupper. For hver af disse er der foretaget en yderligere opdeling ved anvendelse af forbrugsundersøgelsens oplysninger om den detaljerede fordeling af de danske husholdningers forbrugsudgifter.

HICP-CT beregnes på baggrund af priser og vægte fra det almindelige EU-harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP). Der benyttes nøjagtigt samme indeksformler og aggregeringsstruktur. Eneste forskel er prisbegrebet og i HICP-CT fastholdes de indirekte skatte- og afgiftssatser på niveauet fra december året før i beregningen. I en given måned fratrækkes de aktuelle skattesatser fra forbrugerprisen og i stedet tillægges skattesatserne fra december året før. På baggrund af disse priser med fastholdte skattesatser beregnes HICP-CT.

1.2 Statistiske begreber
  • Population
Populationen består af de varer og tjenesteydelser, der indgår i de indenlandske husholdningers og private udenlandske besøgendes forbrug i Danmark. Stikprøven sammensættes og opdateres, så den er så repræsentativ som mulig i forhold til geografisk og befolkningsmæssig dækning, varegrupper og forretningstyper.
  • Variabler
Priser: Priser på de varer og tjenesteydelser, der indgår i indekset.
Forretningsvægte: Vægte for visse af de forretninger, kæder mv., hvorfra der indsamles priser, baseret på oplysninger om markedsandele mv.
Enhedsvægte: Vægte for visse afgrænsede varer/tjenester baseret på oplysninger om markedsandele mv.
Basisindeksvægte: Vægte der anvendes til sammenvejning af basisindeks til delindeks og samlet HICP.
  • Statistiske mål
De forskellige varer og tjenesteydelser, der indgår i HICP, grupperes i første omgang i ca. 500 basisaggregater, for hvilke der beregnes basisindeks. Basisindeksene beregnes hovedsageligt som geometriske indeks. Basisindeksene sammenvejes til delindeks, som igen aggregeres til det samlede HICP.
  • Grupperinger
Grupperingen af data og beregninger sker i henhold til COICOP (Classification of Individual Consumption by Purpose).


2 Tid


2.1 Referencetid
Priserne indsamles hver måned i perioden 7.-15.

2.2 Udgivelsestid
HICP offentliggøres den 10. eller første hverdag herefter, i måneden efter indsamlingsmåneden.

2.3 Punktlighed
Statistikken publiceres normalt uden forsinkelse i forhold til det annoncerede tidspunkt.

2.4 Hyppighed
HICP offentliggøres hver måned.


3 Pålidelighed og usikkerhed


3.1 Samlet pålidelighed
Den samlede pålidelighed af HICP anses for at være høj.

3.2 Usikkerhedskilder
Stikprøven
HICP opgøres på baggrund af en stikprøve på ca. 25.000 priser, der indsamles fra ca. 1.800 butikker, virksomheder og institutioner over hele landet. Langt de fleste priser indsamles månedligt. For varer og tjenester, hvor priserne typisk ændrer sig med lavere hyppighed, indsamles priser sjældnere, fx kvartalsvist eller halvårligt. For beklædning og friske fødevarer mv. indsamles priser af prisindsamlere, der besøger de enkelte forretninger. For de øvrige grupper af varer og tjenester indhentes priser hovedsageligt ved at forretningerne indsender et skema med de ønskede oplysninger. Desuden benyttes større dagligvarekæders listepriser. Endelig indhenter Danmarks Statistik telefonisk eller via Internet prisoplysninger for en række udvalgte varer og tjenester. Vægtgrundlaget er dannet på basis af oplysningerne om forbrugets sammensætning ifølge nationalregnskabet og forbrugsundersøgelsen.

Der er ikke foretaget nogen beregning af stikprøveusikkerheden i HICP. Den statistiske usikkerhed, der ligger i vægtgrundlaget påvirker usikkerheden i forbrugerprisindekset, men effekten må anses for at være meget begrænset. Bortfaldet i stikprøven skønnes at være under 1%.

Udover den "almindelige" stikprøveusikkerhed er der en række kilder til potentiel bias (skævhed) i HICP, som kan samles i følgende grupper:

Substitution mellem varer
Bias på grund af substitution mellem varer er et resultat af at forbrugerne af forskellige grunde (indkomstændringer, ændrede relative priser eller præferencer) substituerer mellem forskellige varer, hvor der i beregningen af prisindekset forudsættes en uændret sammensætning af forbruget. HICP beregnes som det aritmetisk sammenvejede gennemsnit af de mest detaljerede prisindeks (basisindeks) med deres respektive vægte (budgetandele). På dette niveau af indeksberegningen tages derfor ikke hensyn til forbrugernes substitution mellem forskellige vare- og tjenestegrupper (basisaggregater). Basisindeksene beregnes imidlertid hovedsageligt som geometriske indeks. Dermed forudsættes, at forbrugerne holder uændrede budgetandele. Det betyder, at forbrugerne, hvis prisen på en vare stiger x pct., antages at mindske deres forbrug af varen med x pct. For basisindeksene er der således indregnet en vis substitution i indekset.

Substitution mellem forretninger
Denne type bias opstår når forbrugerne - for den samme vare - skifter fra forretninger med høje priser til forretninger med lavere priser. HICP beregnes fra måned til måned på grundlag af prisoplysninger fra de samme forretninger. Hvis forbrugerne fx fra juli til august placerer en større andel af deres forbrug i discountforretninger med lavere priser, vil dette ikke i sig selv påvirke indekset. Først når en forretning har været med i mindst to på hinanden følgende måneder medtages priserne herfra i indeksberegningen.

Kvalitetsændringer
Beregningen af et prisindeks forudsætter, at de varekurve der sammenlignes er identiske, også hvad angår varernes kvalitet. Ved kvalitetsændringer bør priserne derfor principielt korrigeres herfor. Da værdien af de faktiske kvalitetsændringer ikke kendes, er det i sagens natur vanskeligt at opgøre estimater for bias som følge af manglende kvalitetskorrektion. Der arbejdes med metoder til kvalitetskorrektion både nationalt og på EU-plan i forbindelse med opgørelse af det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks.

Nye varer
Stikprøven til HICP opdateres løbende, men af praktiske grunde ofte med en vis tidsforskydning. Det betyder, at nye produkter ofte ikke indgår i beregningen af indekset i deres første levetid, og ikke før der foreligger priser for to på hinanden følgende måneder. I begyndelsen af et produkts levetid er det desuden ofte ikke muligt at få information om omsætningen. Endelig knytter der sig en del usikkerhed til at definere, hvornår der er tale om et egentli ig nyt produkt, eller blot forbedrede udgaver/varianter af allerede eksisterende produkter.

Beregningsformel
Det første trin i indeksberegningen består i at beregne basisindeks ud fra de indsamlede priser (og eventuelle vægte for disse priser). I det omfang det herved beregnede indeks afviger fra den "sande" prisstigning, er der tale om formelbias. Hyppige opdateringer af vægtgrundlaget og stikprøven kan mindske den potentielle bias som følge af forbrugernes substitution mellem varer og forretninger og fremkomsten af nye varer.

Fejlsøgning
Det indkomne datamateriale fejlsøges både manuelt og maskinelt. I den maskinelle fejlsøgning vurderes hver vares prisændring i forhold til prisændringerne for alle andre varer i samme varegruppe. Metoden, der ligger til grund for denne vurdering, er den internationalt anerkendte data-editeringsmetode af M.A. Hidiroglou og J.-M. Berthelot.

3.3 Tal for usikkerhed
Der foreligger ingen usikkerhedsberegninger.


4 Sammenlignelighed


4.1 Sammenlignelighed over tid
Statistikken er i princippet fuldt sammenlignelig over tid. Der skal ved sammenligning over længere perioder dog tages højde for, at vægtskifte og den løbende opdatering af stikprøven gør, at det ikke er samme kurv af varer og tjenester, der sammenlignes.

4.2 Sammenlignelighed med anden statistik
Statistikken er direkte sammenlignelig med andre landes opgørelser af HICP. Derudover er HICP relateret til nettoprisindekset og det danske forbrugerprisindeks.

Fra januar 2001 er den eneste forskel mellem det nationale forbrugerprisindeks og HICP dækningen af varer og tjenester, idet ejerboliger kun indgår i forbrugerprisindekset og ikke i HICP.

Fra januar til december 2000 er den eneste forskel mellem det nationale forbrugerprisindeks og HICP, at både ejerboliger og privathospitaler kun indgår i forbrugerprisindekset og ikke i HICP. Før januar 2000 er der også beregningsmæssige og metodiske forskelle mellem de to indeks ligesom der er flere forskelle med hensyn til dækningen af varer og tjenester. I forhold til nettoprisindekset er der derudover forskel med hensyn til det anvendte prisbegreb og vægtningen.

4.3 Forhold mellem foreløbige og endelige tal
Der offentliggøres kun endelige tal.


5 Tilgængelighed


5.1 Distributionskanaler
Nyt fra Danmarks Statistik, www.dst.dk/priser og Danmarks Statistikbank. Samtlige medlemslandes HICP offentliggøres desuden af Eurostat i Economy and finance (Statistics in Focus).

5.2 Grundmateriale: Lagring og anvendelsesmuligheder
Prismaterialet modtages primært på skemaer og lagres elektronisk. De indsamlede priser benyttes også til beregning af forbruger- og nettoprisindekset.

5.3 Dokumentation
Der foreligger en samlet dokumentation på www.dst.dk/priser.

5.4 Øvrige oplysninger
Der foreligger ingen øvrige oplysninger.


6. Supplerende dokumentation
Til denne varedeklaration findes ingen supplerende dokumentation