Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Juleind­købene afslører din indkomst­gruppe

Vores forbrug stiger i julen, men det afhænger blandt andet af indkomst, hvor vi lægger vores ekstra jule-kroner. Vidste du fx at de rigeste danskere køber deres rejer friske i december, mens de danskere, der tjener mindst i højere grad putter frosne rejer i kurven? Juleindkøb kan være en hård omgang, og det kalder på ekstra kaffe. Mens de rigeste danskere øger deres forbrug af cappuccinoer og andre kaffespecialiteter i december, stiger forbruget af almindelig kaffe hos danskere med lavest indkomst.

1. december 2014 kl. 9:00

Kigger man ud over Danmark, er man ikke i tvivl: Vi er kommet til december! Aftenmørket kommer tidligt, og de julepyntede gågader tiltrækker de flittige julehandlende. Men hvad puttes der egentligt i poserne, når gågaderne betrædes i julemåneden? Danmarks Statistik har på baggrund af forbrugsundersøgelsen lavet en juleopgørelse, der fortæller om danskernes julehandel. I år kigger vi nærmere på danskernes forbrug i december fordelt på indkomst og sammenligner laveste og højeste indkomstgruppes juleindkøb.

En gennemsnitlig dansk husstand køber ind for 9.981 kr. om måneden fra januar til november, men i december stiger forbruget til 11.401 kr. Dette gennemsnit dækker over store forskelle mellem den laveste og den højeste indkomstgruppe. I de husstande, hvor den årlige indkomst er under 300.000 kr. stiger forbruget fra 5.177 kr. til 7.038 kr. i december, mens det for husstande, der har en indkomst på mindst 800.000 kr. stiger fra 16.683 kr. til 18.618 kr.

Fakta-boks
Laveste indkomstgruppe: Husstanden har en årlig indkomst på under 300.000 kr.
Højeste indkomstgruppe: Husstanden har en årlig indkomst på 800.000 kr. og derover
En husstand består af 2,1 personer i gennemsnit fordelt på 1,6 voksne og 0,5 børn
Undersøgelsen er baseret på tal, hvor usikkerheden på enkelte varegrupper kan være stor.

Alle køber and, mens spegepølse jule-hitter i laveste indkomstgruppe
Når der skal handles ind til julefrokost eller juleaften, er der mange tendenser, der er ens, uanset indkomst: Vi køber mere and, rødkål, kirsebærsovs og gløgg, end vi plejer. Tjener man mange penge, bruger man sandsynligvis flere penge på fx and end dem, der har færre midler. Hos husstande med en årlig indkomst på under 300.000 kr. stiger forbruget af ænder og gæs således fra 4 kr. til 38 kr., mens det stiger fra 12 til 49 kr. i de husstande, hvor indkomsten er over 800.000 kr. I begge indkomstgrupper er det primært frosne ænder og gæs, der ryger i indkøbskurven. Men faktisk bruger dem i den laveste indkomstgruppe flere penge på de ferske af slagsen end dem med de høje indkomster.

Forbrugsmønstret ser anderledes ud for andre madvarer. Mens spegepølse er en jule-favorit hos husstande med lavere indkomst, er rullepølsen et december-hit hos dem, der tjener mest. Forbruget af spegepølse stiger fra 12 til 22 kr. hos dem, der tjener under 300.000 kr., mens de køber lidt mindre rullepølse end i årets øvrige måneder. Omvendt ser det ud hos dem, der tjener over 800.000 kr. Deres forbrug af rullepølse stiger fra 16 til 18 kr. i december, hvorimod de køber mindre spegepølse end ellers – her falder forbruget fra 51 til 39 kr.

Indkomsten har også indflydelse på, om man køber sine jule-rejer frosne eller friske. I husstande med lavest indkomst falder forbruget af friske rejer fra 4 til 2 kr. i december, mens forbruget af dybfrosne rejser stiger fra 7 til 9 kr. De rigeste danskere vælger i stor stil friske rejer til julebordet. I stedet for at bruge 8 kr. på friske rejer om måneden, stiger deres forbrug til 21 kr. i december. De rigeste køber hverken færre eller flere frosne rejer i julemåneden.

Chokolade til alle, frugt til dem der tjener mindst
Julen er en tid, hvor de fleste af os spiser mere slik og kage, end vi (måske) har godt af. Danskernes forbrug af chokolade stiger fra 84 til 131 kr. og rå marcipan og konfektmasse stiger fra 3 til 16 kr. i december. Det gælder for begge indkomstgrupper, at der ryger ekstra godter i kurven i julemåneden. På den anden side spiser vi mindre frugt i december end resten af året. Danskernes samlede forbrug af æbler, pærer og bananer falder i julemåneden, men laveste indkomstgruppe trækker i modsatte retning. De fylder ekstra af disse madvarer i kurven i julen. Deres forbrug af bananer stiger fra 14 til 25 kr., æbler bruger de også 25. kr. på i stedet for 19 kr., og der bruges 6 kr. på pærer i stedet for 5.

De rigeste vælger cappuccino i julen
Noget tyder på, at de fleste har brug for en ekstra kop kaffe, for at komme helskindede gennem julens strabadser. Det samlede forbrug af kaffe, cappuccino og andre kaffedrikke stiger nemlig i julemåneden. Om man vælger alminelig kaffe eller kaffespecialiteter afhænger af indkomsten. Udgifterne til almindelig kaffe fordobles husstande med lavest indkomst – i stedet for at bruge 47 kr. bruger de 92 kr. i december. Omvendt falder forbruget af alminelig kaffe hos de rigeste fra 96 til 73 kr. I stedet for slukker denne indkomstgruppe i større stil deres kaffetørst i andre kaffeprodukter som fx cappuccino og espresso i december, hvor forbruget stiger fra 3 til 26 kr. i julen.

Har man brug for noget lidt skarpere, afhænger valget sandsynligvis også af indkomsten. Mens snaps og bitter er populært i laveste indkomstgruppe, hvor forbruget stiger fra 11 til 15 kr., er det særligt portvin, der skåles i blandt dem med de højeste indkomster. Her stiger forbruget fra 4 til 22 kr. i december. Skal det ikke være snaps, så er vodka et godt bud i husstande, der tjener under 300.000 kr. årligt. Forbruget af den stærke drik fordobles i denne indkomstgruppe, hvor de rigeste i højere grad vælger vodkaen fra i julen. Deres forbrug falder fra 8 kr. om måneden til 1 kr. i december. De ekstra kroner bruges måske på god whisky, hvor de i stedet for at bruge 10 kr. om måneden smider 12 kr. efter den gyldne drik i årets sidste måned.

De rigeste bruger mest på transport
Når julen står for døren samles vi ofte i families og venners lag, og det påvirker vores transportvaner. Danskernes samlede forbrug af benzin, broafgifter og taxature stiger nemlig i december. Noget tyder på, at det især er husstande i den højeste indkomstgruppe, der kører ekstra kilometer gennem landet for at fejre jul med familien. Deres forbrug af benzin stiger fra 915 til 1.121 kr., og omkostningerne til broafgifter stiger fra 66 til 150 kr. Noget tyder også på, at julefrokosterne i december få folk i denne indkomstgruppe til at tage en ekstra taxatur. En julefrokost er ofte lig med lidt godt til ganen, hvilket jo udelukker bilen som fest-karet. Fra at bruge 80 kr. om måneden resten af året, stiger deres udgifter på taxature til 235 kr. i december.

I laveste indkomstgruppe ser billedet noget anderledes ud. Det lader til, at der generelt spares på transporten, da udgifterne til både benzin, bro og taxa falder i december sammenlignet med resten af året.

Kortspil eller Zoo?
Jul betyder for mange danskere ekstra hygge. Nogle går på juleferie, mens andre formår at hygge lidt ekstra i weekenderne. Hvad man får tiden til at gå med afhænger blandt andet af, hvad man tjener.
De fleste danskere kan lægge en kabale eller dyste i et spil poker, 500 eller fisk. Og noget tyder på, at december måned giver familierne lejlighed for at tage et ekstra spil. De danske husstandes forbrug på spillekort tredobles næsten i julemåneden. Om kortene skal under træet, i julesokken eller bare direkte hjem på bordet er nok forskelligt. Det er særligt danskere med de laveste indkomster, der øger deres udgifter til spillekort i december. I denne indkomstgruppe stiger forbruget fra 25 øre til 2 kr. pr. husstand i december.

Tjener man derimod over 800.000 kr. om året, er det måske ikke spillekort, der trækker mest. Det gør en tur i Zoo til gengæld. Udgifterne til zoologiske haver og naturparker mere end fordobles hos husstande i denne indkomstgruppe i årets sidste måned. Forbruget pr. husstand stiger fra 14 til 32 kr. i december.

Mens nogle tager sig et slag kort, og andre kigger på dyr, er der også nogle, der prøver lykken med et spil Lotto. Danskernes samlede udgifter til Lotto stiger med 18 pct. i december.

Om forbrugsundersøgelsen
Tallene i Forbrugsundersøgelsen 2012 angiver, hvor meget en gennemsnitshusstand købte for af de regnskabsvarer, som indgår i undersøgelsen, hver måned. Juleopgørelsen er baseret på køb fra den 25. november til den 24. december. Regnskabsvarer er en husstands indkøb af dagligvarer, og de udgør ca. 40 pct. af det samlede forbrug for en gennemsnitshusstand.
En gennemsnitshusstand består af 2,1 personer. Det er 1,6 voksne og 0,5 børn.
På vores hjemmeside findes en række detaljerede oplysninger om danskernes forbrug.

Seneste artikler

17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste
7. november 2017 Nogle kommuner bruger tre gange så meget som andre på kultur per indbygger

Ansvarlig for siden

Helle Harbo Holm