Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Arbejds­løshed i provinsen: Hvorfor knækker kurven?

I kampen med at få bugt med den arbejdsløshed, der fulgte i kølvandet, da den økonomiske krise ramte i 2008, ser det på papiret ud til, at nogle dele af landet klarer sig væsentligt bedre end andre. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet.

13. marts 2014 kl. 15:00

Ledighedstallene for de 11 danske landsdele viser, at det især er landsdelene Vestjylland og Nordjylland, der har formået at knække kurven for den registrerede ledighed. Allerede fra starten af 2010 begyndte arbejdsløsheden at falde der, mens de øvrige landsdele havde en nogenlunde stabil eller endda fortsat lidt stigende arbejdsløshed.

Umiddelbart ligner det en positiv historie for de jyske udkantsområder, men det er med al sandsynlighed ikke tilfældet, mener Michael H. J. Stæhr, cheføkonom i Dansk Erhverv.

”Der, hvor jobs skabes, er ikke nødvendigvis der, hvor arbejdsløsheden falder. Beskæftigelsen skabes i byerne, derfor burde vi se ledigheden falde i København, men der ligger den stabilt,” siger han.

Fuldtidsledige i pct. af arbejdsstyrken

Derfor mener han, at der er andre faktorer, der spiller ind, når vi ser arbejdsløsheden falde i de områder.

”Det er svært at forestille sig, at de ledige, der kan flytte sig efter jobbene, ikke gør det. Jeg tror, at specielt de unge nyuddannede flytter sig,” siger han.
Den registrerede ledighed:
Den registerbaserede ledighedsstatistik er en månedlig totaltælling over samtlige registrerede ledige, dvs. samtlige dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere der er arbejdsmarkedsparate – det vil sige, at de er i stand til at tage et arbejde. Ledige i aktivering er også indregnet.

De 11 landsdele:
Danmarks Statistik har opdelt de fem regioner yderligere i landsdele, for at kunne analysere et område mere detaljeret. De 11 landsdele er: Byen København, Københavns omegn, Nordsjælland, Bornholm, Østsjælland, Vest- og Sydsjælland, Fyn, Sydjylland, Østjylland, Vestjylland, Nordjylland. Når ledige i fx Vestjylland flytter til København eller Aarhus i jagten på et job, forsvinder de altså fra ledighedsstatistikken i Vestjylland. Samtidig påpeger Michael H. J. Stæhr, at denne bevægelse er med til at forklare, hvorfor arbejdsløsheden i København ikke falder, når det nu er her, beskæftigelsen stiger.

”Byerne kan ikke følge med vandringen og absorbere alle, derfor holdes ledigheden oppe,” siger han.

En anden forklaring på, at ledigheden falder i et område, kan også være, at nogle af dem, der står uden job, vælger at begynde på en uddannelse. Så vil de ikke længere optræde som arbejdsløse.

Flere falder ud af arbejdsstyrken
Erik Bjørsted, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), er helt enig i, at flytninger og uddannelse er vigtige faktorer i forhold til at forklare, hvorfor antallet af ledige så forholdsvis tidligt efter krisen begyndte at falde i de to områder, mens de øvrige landsdele ikke fulgte med. Men han peger på endnu en forklaring, som, han mener, vejer mindst lige så tungt.

”En stor forklaring er, at mange simpelthen er gledet ud af arbejdsstyrken. Flere kontanthjælpsmodtagere er havnet i match-kategori 2 og 3,” siger Erik Bjørsted.

Kontanthjælpsmodtagere i match-kategori 2 og 3 er ikke vurderet til at være arbejdsmarkedsparate. Det vil sige, at de ikke er i stand til at tage et job, og derfor tæller de ikke med som ledige.

”Vi ved, at i store dele af Jylland er andelen af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere højere end i resten af landet.”, siger Erik Bjørsted.

Beskæftigelsesfrekvens i pct. af befolkningen. Danmarks Statistik

Erik Bjørsted og Michael H. J. Stæhr er enige om, at den faldende tendens, der fra januar 2013 kan aflæses i ledighedskurverne i samtlige landsdele, bortset fra Københavns omegn, skyldes dagpengereformen. Nogle har mistet dagpengeretten, og hvis de ikke overgår til kontanthjælp eller særlig uddannelsesydelse, er de ude af statistikken. Andre ledige, som har stået til at miste dagpengene, har valgt at uddanne sig med SU, og endelig har nogle måske været så heldige at få et arbejde.

Flere jobs på vej – i byerne
Men når det er sagt, så mener de også begge, at vi fremadrettet vil se et reelt fald i ledigheden overordnet set, fordi der er udsigt til, at der kommer mere gang i beskæftigelsen. Men i første omgang bliver det ikke de ledige borgere i udkantsområderne, som håber på at finde arbejde, hvor de bor, der kommer til at nyde godt af udviklingen.

”Det er primært inden for servicefagene, der skabes nye job, og de virksomheder ligger typisk i de større byer,” siger Michael H. J. Stæhr.

I AE har man ligeledes analyseret sig frem til, at udkantsområder, der er knyttet op på traditionel industri, er dem, der vil opleve den mindste fremgang de kommende år. Dog ser det ifølge AE’s analyse ud til, at alle landsdele bortset fra Bornholm vil opleve fremgang i beskæftigelsen. Prognosen forudser, at beskæftigelsen i København i 2015 igen vil være på højde med, hvad den var i 2008.

Seneste artikler

21. november 2017 Stor forskel på, hvor langt der er mellem valgstederne
17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste

Ansvarlig for siden

Presse