Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Kvinder bruger færre penge på tøj og sko

Mange mænd vil sikkert læse denne artikel med vantro og grine hånligt af konklusionerne. Men den er altså god nok: i løbet af de seneste år er husstandenes udgifter til kvindetøj og kvindesko faldet drastisk.

12. november 2013 kl. 15:00

Diamonds are a girl’s best friend. Det har et utal af smukke kvinder konstateret på store scener og lærreder, siden den berømte sang bragede igennem på Broadway i 1949. Og mon ikke disse smukke kvinder ofte har tænkt: men et par lækre Gucci-stilletter ville heller ikke være dårligt. Men faktisk er de danske husstandes udgifter til kvindens næstbedste ven – sko – faldet fra 2007 til 2011. Det viser tal fra Danmarks Statistiks forbrugsundersøgelse.


Midtjyske og sjællandske kvinder stritter imod

Faste priser:
Faste priser bruges, når man vil sammenligne priser over tid. I faste priser er inflationen fraregnet.

Løbende priser:
Den reelle pris på en given vare i det omtalte år. Altså: hvad skal man lægge i kontanter for at få varen.

Fra 2007 – året før finanskrisen for alvor satte ind - til 2011 er de danske husstandes forbrug i kroner (faste priser) på sko, støvler og sandaler til kvinder faldet med hele 27 pct., når man sammenligner på tværs af regioner. Faldet dækker over en nedgang fra 1.470 kr. til 1.070 kr. årligt. Det er især kvinderne i Region Hovedstaden, som er hårdest ramt. Her er udgifterne til fodtøj til kvinder faldet med hele 39 pct., svarende til en nedgang fra 1.850 kr. til 1.130 kr. årligt. Region Syddanmarks kvinder følger trop med et fald på 33 pct., men forbruget faldt med 17 pct. i Nordjylland i perioden. Kvinderne i disse tre regioner kan skæve misundeligt til Region Midtjylland, hvor forbruget kun er faldet med 9 pct., og Sjælland, hvor husstandene brugte 7 pct. færre kroner på kvindelig fodindpakning.


Husstandenes forbrug på fodtøj til kvinder fordelt på regioner.

Husstandenes forbrug på fodtøj til kvinder fordelt på regioner.

Herresko i Hovedstaden – nej tak!
Kvindernes nedgang i skoforbruget i Hovedstaden skal mændene tilsyneladende straffes for. I hvert fald har husstandene her haft et fald på 43 pct. i udgifterne til herresko fra 2007 til 2011. Mændene i Region Sjælland og Syddanmark får også et ordentligt herresko-gok i nøden med en nedgang på hhv. 38 og 39 pct. og ligger dermed lidt over de 32 pct., som er den gennemsnitlige nedgang, når man ser på alle fem regioner. Faldet i landsgennemsnittet bliver opvejet en smule, fordi der bliver brugt 14 pct. flere kroner på herresko i Region Midtjylland og hele 21 pct. flere kroner i det nordjyske.

Midtjyske kvinder shopper tøj-amok
I 2007 var det de midtjyske kvinder, der viste mest mådehold, når det drejede sig om at købe tøj. Sølle 5.900 kr. brugte de om året. Det var dengang. For mens hustandenes udgifter til kvindetøj er styrtdykket i de fire andre regioner – Region Sjælland med 36 pct., Nordjylland med 33 pct., Syddanmark med 22 pct. og Hovedstaden med 17 pct. – brugte de midtjyske kvinder i 2011 hele 22 pct. flere kroner på tøj til dem selv.

Husstandenes forbrug på beklædning til kvinder fordelt på regioner.

Husstandenes forbrug på beklædning til kvinder fordelt på regioner.

 

Midtjyske mænd med størst stigning

Mens de midtjyske kvinder er gået fra en sidsteplads til en placering øverst på skamlen i konkurrencen om at bruge penge på tøj, så er de midtjyske mænd mere tilbageholdende og placerer sig i midten af de fem regioner. Det kan skyldes en såkaldt statistisk tilfældighed, men umiddelbart belyser det, at midtjyske mænd ikke holder sig tilbage. Faktisk brugte de færrest penge for fem år siden, men med 17 pct. flere kroner brugt på herretøj, er de kravlet opad i tabellen. I Region Syddanmark, Hovedstaden og Sjælland er forbruget faldet – i sidstnævnte med hele 31 pct., mens nordjyderne bruger 9 pct. flere kroner på herretøj.

Overordnet set bruger husstandene markant flere kroner på tøj til kvinder end til mænd. Men faktisk er forskellen blevet formindsket fra 2007 til 2011 i fire af de fem regioner. Kun i Region Midtjylland er forskellen forøget. I 2007 brugte de midtjyske husstande 3000 kr. mere på kvinde- end på herretøj. I 2011 var forskellen steget til 3770 kr.

Generelt har tekstil- og læderindustrien været hårdt ramt økonomisk siden årtusindskiftet, hvor omsætningen var 14,4 mia. kr. I 2012 var den ifølge publikationen Industriens udvikling 2000 – 2012 faldet til 7,5 mia. kr. eller næsten halveret.

Danmarks Statistiks forbrugsundersøgelse:

Over tre år indsamles data, som omregnes til det midterste år. Fx består 2011 af data fra perioden 2010 – 2012. Læs mere på www.dst.dk/forbrug

Seneste artikler

21. november 2017 Stor forskel på, hvor langt der er mellem valgstederne
17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste

Ansvarlig for siden

Presse