Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Skæv aldersfordeling i Folketinget

Andelen af ældre i det danske samfund er stadigt stigende. Men i Folketinget fylder de ældre ganske lidt, og det er spild af ressourcer, mener eksperter.

22. oktober 2012 kl. 15:00

Video: Hør hvad Folketingsmedlemmerne Per Stig Møller (K) og Jeppe Mikkelsen (RV) mener om antallet af +65'ere i Folketinget.

Danske ældre på 65 år og derover er underrepræsenterede i Folketinget. Det viser tal fra Danmarks Statistiks netop offentliggjorte bog ”65+”, der er et portræt af de ældres liv, arbejdsliv og sociale situation. I dag er 17 procent af den samlede danske befolkning over 65 år. Men da stemmerne fra folketingsvalget den 15. september 2011 var talt op, var kun syv af de 175 kandidater, der vælges i Danmark, på 65 år og derover valgt ind i Folketinget. Det svarer til fire procent.

”Der er interesser og befolkningsgrupper, som ikke naturligt er repræsenteret i Folketinget. Det er naturligvis et demokratisk problem, fordi vi her taler om et repræsentativt demokrati,” siger Johannes Andersen, som er lektor på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.

Han understreger dog, at man aldrig vil kunne danne et hundrede procent repræsentativt folketing, fordi der er tale om et demokratisk system, hvor man stemmer på den, man har tillid til.

Selvmodsigelse at fravælge ældre politikere
Peter Nedergaard er professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Han kalder manglen på ældre i Folketinget for ”en selvmodsigelse i den offentlige retorik”:

”På den ene side taler man om det grå guld. Man taler om, at folk skal blive længere tid på arbejdsmarkedet, men når det drejer sig om dem, der skal repræsentere os, nemlig politikerne, så går det tilsyneladende den anden vej. Så jeg synes, man skal tage at blive lidt mere konsistent. Når vi ved, at ældre bliver friskere og friskere, så er det underligt, at vi i den grad dyrker de unge politikere.”

Gruppen af folketingsmedlemmer på 65+, som blev valgt ind i september sidste år, tæller blandt andet rutinerede politikere som Birthe Rønn Hornbech (V), Bertel Haarder (V), Marianne Jelved (RV), Mogens Lykketoft (S) og Per Stig Møller (K).

I de 13 måneder, der er gået siden valget, har navnkundige politikere som Pia Kjærsgaard (DF), Claus Hjort Frederiksen (V) og Karen Jespersen (V) med flere desuden rundet de 65 år. Således tilhører 13 af de politikere, der i Danmark er valgt til Folketinget, denne aldersgruppe. Det svarer til 7,5 procent af det samlede folketing. Til sammenligning udgør andelen af 65+'ere, der er i arbejde, dog kun 3,5 procent af den samlede arbejdsstyrke i Danmark.

Udnyt erfaringen
Den danske regerings gennemsnitsalder steg tirsdag i sidste uge, da statsminister Helle Thorning-Schmidt sammen med den nyvalgte SF-formand Annette Vilhelmsen lavede en mindre regeringsrokade. Ud røg den yngste minister nogensinde, 27-årige skatteminister Thor Möger Pedersen, og han blev erstattet af Holger K. Nielsen på 62. Han blev dermed den ældste minister i den nuværende regering. Samtidig erstattede Annette Vilhelmsen (53) Ole Sohn (58) på posten som erhvervs- og vækstminister. Altså har ingen minister i den nuværende regering rundet de 65.

”Jeg synes, det er en skam, hvis vi ikke får udnyttet de ressourcer, der er i den her gruppe, som er friskere end nogensinde før, og som lever længere tid, og som har en stor ballast. Det er et ressourcetab af rang,” siger Peter Nedergaard.

Også Johannes Andersen mener, at erfaringen taler for at pege på de ældre politikere, men han medgiver, at de unges store engagement også er af betydning.

”Der er ligesom to dimensioner: Den ene er engagement, den anden er erfaring. Og der er ingen tvivl om, at jo yngre du er, jo større er dit engagement. For der er erfaringen ikke noget, der tynger dig. Og du har ikke problemer med at sige, nå nej, det har jeg hørt før, det gider jeg ikke. Når man er ældre, har man megen erfaring, og den erfaring er med til – som regel – at dæmpe ens engagement, sådan at man nogle gange ikke gider sige ting, fordi man har sagt eller hørt det før. Hvis man skal sige det kort og sat lidt på spidsen, så har de unge engagementet, men ingen erfaring, der kan tynge dem, og de ældre har erfaringerne, som kan tynge deres engagement,” siger Johannes Andersen.

Flere 65+’ere i fremtidens folketing
Gruppen på 65+ vil være stadigt stigende de næste mange år. Fra 17 procent i dag til 20 procent i 2020, og ifølge Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning forventes gruppen at udgøre hele 25 procent af det danske samfund i 2040.

”Jeg siger ikke, de skal have en repræsentation, der svarer til deres andel, for der er også personer i denne gruppe, som er meget gamle, og som ikke er åndsfriske, det skal vi også huske på. Men den største gruppe er jo åndsfriske og kunne sagtens klare at være medlem af Folketinget,” siger Peter Nedergaard.

Johannes Andersen forventer da også, at vi kommer til at se en stigning i antallet af ældre i Folketinget i de kommende år.

”Jeg vil ikke være overrasket, hvis procenten vil være stigende ud fra, at det er en stærk gruppe, som er vant til at arbejde politisk, og som er vant til at mobilisere sig selv og andre. På den anden side tror jeg også, at mange af de 68’ere, som har haft travlt med rigtig, rigtig mange politiske ting, får travlt med at dyrke livet,” siger han.

I videoen over artiklen kan du høre Danmarks yngste og ældste folketingsmedlem forholde sig til den skæve aldersfordeling på Christiansborg.

MF’ere på 65+ valgt i Danmark (pr. 22/10-2012):
Per Stig Møller (KF, 70)
Marianne Jelved (RV, 69)
Birthe Rønn Hornbech (V, 69)
Bertel Haarder (V, 68)
Eyvind Vesselbo (V, 67)
Steen Gade (SF, 67)
Leif Mikkelsen (LA, 67)
Mogens Lykketoft (S, 66)
Finn Sørensen (EL, 65)
Karen J. Klint (S, 65)
Pia Kjærsgaard (DF, 65)
Karen Jespersen (V, 65)
Claus Hjort Frederiksen (V, 65)

Hans Vestager (RV, 67 år) er ikke regnet med i det samlede antal +65’ere, da han blot er midlertidig stedfortræder for Marlene Borst Hansen (RV, 38 år)

Læs meget mere om de ældres liv, arbejdsliv og sociale situation i 65+

Seneste artikler

17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste
7. november 2017 Nogle kommuner bruger tre gange så meget som andre på kultur per indbygger

Ansvarlig for siden

Presse