Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Her er det billigst at holde ferie

Planlægger du at bruge påskens helligdage på en lille ferie uden for landets grænser, men har du stadig ikke besluttet, hvor turen skal gå hen? Så er det måske værd at tage med i overvejelserne, hvor i Europa du kommer længst for pengene.

Prisniveau for hoteller og restauranter 2009 - Danmarks Statistik

21. marts 2011 kl. 0:00

Priserne på hoteller, restaurantbesøg, kulturelle oplevelser og shopping varierer stort mellem de europæiske lande. Det afslører prissammenligninger, som Eurostat - EU's statistikkontor - har lavet.

På baggrund af dem giver Netmagasinet Bag Tallene her nogle bud på, hvor rejsen i påsken skal gå hen, alt efter hvilket budget du har.

Blandt de mere populære turistmål er Prag et godt bud, hvis du gerne vil have pengene til at række langt. I Tjekkiet er priserne på hoteller og restauranter nemlig omkring 41 procent lavere end gennemsnittet for samtlige EU-lande.

Til sammenligning kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse at booke et hotelværelse i Oslo, da priserne i Norge ligger 55 procent over EU-gennemsnittet. Det eneste land, der overgår Norges prisniveau på overnatninger og restauranter, er Danmark, som er det allerdyreste sted i Europa.

Så beslutter du at holde ferie inden for landets grænser, kan du hurtigt sætte til på hotelregninger, hvad du sparer på fly- eller togbilletter til de billige destinationer som Tjekkiet.

De ti lande i Europa hvor det er dyrest at købe mad og ikke-alkoholiske drikkevarer i butikkerne

1. Norge
2. Schweiz
3. Danmark
4. Irland
5. Finland
6. Luxemburg
7. Østrig
8. Belgien
9. Tyskland
10. Frankrig

Kilde: Eurostat 2009

Billig shopping i Ungarn
Et andet godt bud i den billigste ende er Budapest. I Ungarn er priserne på hoteller og restauranter 39 procent lavere end gennemsnittet for EU og dermed en smule højere end i Tjekkiet. Det samme gælder inden for kultur og transport.

Men er du mere til shopping og drinks end museumsbesøg, så kommer du længere for pengene i Ungarn end i Tjekkiet.

I Ungarn er priserne for tøj og sko således 14 procent lavere end EU-gennemsnittet, mens de kun er tre procent lavere i Tjekkiet. Alkoholiske drikke ligger i Ungarn 16 procent under prisgennemsnittet og cigaretter hele 49 procent under.

Har du mod på at besøge nogle i turistøjemed mindre kendte destinationer, er det allerbilligste land i Europa Albanien, når det kommer til hoteller og restauranter. Priserne ligger 62 procent under EU-gennemsnittet. Næstbilligst er Bulgarien og herefter Makedonien og Rumænien.

Spanien er billigst i Sydeuropa
Er det forår i Sydeuropa, du er på jagt efter i påsken, står valget formentligt mellem Frankrig, Spanien og Italien, og så må du være forberedt på noget højere priser.

Men skal du vælge mellem de tre populære destinationer, ud fra hvor mange penge du skal have op af lommen i løbet af din ferie, så kommer du formentligt til at nyde din café latte på en fortovscafé i Spanien.

Her ligger priserne på både overnatning, restaurantbesøg, kulturelle oplevelser, tøj og sko osv. lige under EU-gennemsnittet, mens priserne i Italien ligger lige over gennemsnittet.

Dyrest er Frankrig, hvor hotel- og restaurantpriserne ligger 21 procent over gennemsnittet.

De lande i Europa, hvor det er absolut dyrest at overnatte på hotel og spise ude i byen, er - ud over Danmark - Norge, Irland, Finland, Schweiz og Belgien i den nævnte rækkefølge.

Seneste artikler

21. november 2017 Stor forskel på, hvor langt der er mellem valgstederne
17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste

Ansvarlig for siden

Presse