Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Spil op til dans: Vi fejrer statistikken

Vi har alle sammen masser af grunde til at fejre, når der 20. oktober for første gang afholdes verdensstatistikdag. Det mener i hvert fald to forskere, hvis hverdag er fyldt med tal.

19. oktober 2010 kl. 0:00

Anført af et orkester marcherer smilende folk klædt i ens t-shirts og kasketter gennem gaderne. Med sig har de også et stort banner, som afslører, hvad de fejrer. Det er nemlig en fejring, de er i gang med, og senere på dagen kommer præsidenten også for at deltage i festlighederne.
Vi er i Ugandas hovedstad Kampala 18. november 2000, og årsagen til fejringen er intet mindre end statistik.

Siden 1993 har det afrikanske kontinent hvert år 18. november fejret statistikkens dag, og den ide bliver nu udbredt til hele verden, efter FN i år har udnævnt 20. oktober til verdensstatistikdag.

Medicin, trafiksikkerhed og meget andet
Men hvorfor er der overhovedet grund til at række armene i vejret og fejre en masse informationer i nogle tabeller?

"Det er der, fordi statistik er selve fundamentet for fornuftig beslutningstagning, og fordi tallene kommer os alle sammen til gode i hverdagen," fortæller Susanne Christensen, der er leder af instituttet for matematiske fag på Aalborg Universitet.

Det kan være, når man går til sin læge og får en helt særlig medicin, som, man på baggrund af statistik ved, er den bedste mod den type sygdom. Det kan også være, når man analyserer, om det hjælper at sætte hastigheden på motorvejen ned med 10 km i timen for at få færre trafikdræbte.

Og når Danmarks Statistik offentliggør tal for, hvordan det går med detailsalget, så handler det ikke bare om, hvorvidt Bilka har tjent mere eller mindre end de plejer, men i langt højere grad om, hvordan den økonomiske fremtid ser ud for os alle sammen.

"Det er et overvågningsparameter, som regeringen skal bruge til at reagere ud fra, hvis der pludselig er noget, som viser, at vi er på vej mod en negativ udvikling. Hvis vi ikke samlede data, skulle politikerne træffe beslutninger på et meget mindre oplyst grundlag, og så ville det blive baseret på det rene gætværk, ud fra hvad den ene og den anden følte om en konkret sag," uddyber Susanne Christensen.

Den betragtning er Niels Keiding, professor i biostatistik på Københavns Universitet, helt enig i.

"Statistik som optælling af alt lige fra fødsler til forbrug er vigtigt for at kunne forholde sig til, hvad der foregår i samfundet. Det er den viden, hele den politiske proces baserer sig på," siger han.

Et gode for demokratiet
Men det er ikke kun politikerne bag Christiansborgs tykke mure, der kan bruge statistik aktivt til at agere ud fra. Niels Keiding mener også, at uafhængig statistik er uundværlig for det demokratiske samfund, fordi det giver borgerne adgang til neutrale oplysninger.

"Det er meget vigtigt, om oplysningerne er offentlige eller ej. I diktaturstater har man en interesse i at holde oplysningerne hemmelige for befolkningen, for så er det lettere at manipulere med den. Lige adgang til statistik er et gode, som vi ikke altid er opmærksomme på," siger han.

Oplysningerne, som findes i statistikkerne, kan borgerne ikke blot bruge til at tjekke politikkerne efter, men også som et redskab, hvis man vil blande sig aktivt i den offentlige debat.

"Da jeg for mange år siden havde børn i grundskolen, var der planer om, at deres skole skulle lukkes. Men så kunne vi forældre sætte os ned og beregne, hvor mange skolebørn der ville komme i kommunen de kommende syv år. Det kunne vi se i statistikkerne, for de børn var jo allerede født. Det illustrerer, at almindelige borgere har brug for oplysninger for at blande sig i den politiske debat," siger Niels Keiding.
  
Kronprinsen havde ret
Ofte vil det være de mere ressourcestærke personer, der blander sig i debatten, men statistikken kan også være med til at give den svagere gruppe en stemme. I 1907 holdt daværende kronprins Christian (senere Christian den X.) åbningstalen ved International Statistical Institute's konference, som det år blev holdt i København. Her sagde han blandt andet:

"Takket være statistiske oplysninger er de sociale uretfærdigheder blevet signaleret, og for lovgivningsmagten handler det om at finde midler til at afbøde disse."

Det citat gentog Niels Keiding præcis 100 år senere, da han som præsident for International Statistical Institute holdt åbningstalen for konferencen.

"Jeg mener stadig, at den tale er relevant i dag. Der er grund til at fejre statistik, fordi den spiller en stor rolle i den sociale udvikling i vores samfund," siger han.

Fakta

I Danmark markeres statistikkens dag med en række indlæg i de landsdækkende dagblade om statistik og dens betydning.

Læs pressemeddelselse på Eurostats hjemmeside om verdensstatistikdagen

Besøg FN's hjemmeside om verdensstatistikdagen


Seneste artikler

21. november 2017 Stor forskel på, hvor langt der er mellem valgstederne
17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste

Ansvarlig for siden

Presse