Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Nobelprisvinder valgte danske tal

De seneste fem år har Dale T. Mortensen forsket intenst i materiale fra Danmarks Statistik. Resultatet er en helt ny måde at analysere arbejdsmarkedet på. Mandag vandt han nobelprisen i økonomi.

13. oktober 2010 kl. 0:00

"Der er ingen tvivl om, at en grund til, at Dale T. Mortensen kom her til landet, er den unikke mulighed for at analysere det materiale, der kommer fra Danmarks Statistik."

Sådan siger docent Henning Bunzel fra Aarhus Universitet om nobelprisvinder Dale T. Mortensen. Amerikaneren, der til daglig har hjemme på Northwestern University i USA, har de seneste fem år tilbragt flere måneder på Aarhus Universitet hvert efterår som en Niels Bohr Visiting professor, og meget af tiden er gået med materiale fra Danmarks Statistik.

Et skridt foran de andre lande
Det, der har været særligt interessant for Dale T. Mortensen, er de individbaserede registre, hvor man kan følge individernes bevægelser på arbejdsmarkedet over tid og blandt andet se, hvilke virksomheder de er ansat i på forskellige tidspunkter. Selvom forskerne ikke har adgang til navne, adresser og lignende på enkeltpersoner eller virksomheder, har disse data et enormt forskningsmæssigt potentiale.

"De andre lande er ved at komme efter det med den slags detaljer, men Danmarks Statistik var helt klart de første, der kom med så specifikke oplysninger, og det har været meget frugtbart, at vi som forskere har haft adgang til det materiale," siger Henning Bunzel, der blandt andet har stået for det praktiske samarbejde mellem Dale T. Mortensen og Danmarks Statistik.

Detaljerne afslører sammenhænge
På baggrund af oplysningerne har Dale T. Mortensen og hans kollegaer udviklet modeller til at beskrive sammenhængen mellem virksomheders vækst, arbejdsløshed, ledige jobs og lønninger, så man blandt andet kan finde ud af, hvorfor der er ledige stillinger, hvis der samtidig er stor arbejdsløshed.

I dag sidder der en stor gruppe danske og udenlandske forskere, som arbejder med Danmarks Statistiks individbaserede registre.

"Mængden og kvaliteten af data fra virksomheds- og personregistre fra Danmarks Statistik har udviklet sig til noget helt unikt i verdenssammenhæng," siger Henning Bunzel.

Fakta

De individbaserede registre fra Danmarks Statistik er underlagt en række skrappe datasikkerhedsregler, men såfremt forskerne overholder disse regler, kan de via Danmarks Statistiks forskerordning få adgang til alle de af-identificerede data, som er nødvendige for deres forskningsprojekter.

Læs mere om Danmarks Statistiks forskningsservice


Fotos: Lars Kruse/AU-foto

Denne artikel er offentliggjort 13. oktober 2010. 

Seneste artikler

17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste
7. november 2017 Nogle kommuner bruger tre gange så meget som andre på kultur per indbygger

Ansvarlig for siden

Presse