Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Julen koster dig 1.250 kr.

Julen varer længe, koster mange penge. Og så måske alligevel ikke. Hvis udgiften til jul bliver opgjort som ekstraindkøbet i detailhandlen i december, koster julen nemlig hver voksen dansker omkring 1.250 kr., og udgiften bliver mindre og mindre fra år til år.

Billede af julemand

11. december 2009 kl. 0:00

Det kan godt være, at Peter Faber i 1848 skrev, at julen varer længe og koster mange penge. Men de seneste år er danskernes udgifter til jul faktisk faldet markant.

Beregninger fra Danmarks Statistik viser nemlig, at julen i 2008 kostede hver voksne dansker 1.250 kr. I hvert fald hvis man som udgangspunkt opgør udgiften til jul som ekstraindkøbet i detailhandlen i december.

De 1.250 kr. er 300 kr. mindre end året før og næsten 500 kr. mindre end udgiften til jul i 2004, hvor hver voksen dansker brugte knap 1.750 kr.

Den markante tilbagegang i danskernes udgifter til jul skal naturligvis ses i lyset af, at julehandlen allerede i 2008 var påvirket af den finansielle krise. Det kan ikke udelukkes at samme krise igen i år vil påvirke udgifterne til jul.

Det samlede privatforbrug i Danmark lå sidste år på omkring 845 mia. kr. Heraf udgjorde forbrugsvarer fra detailhandlen omkring en tredjedel, altså 280 mia. kr. I flere år lå detailhandlens salg i december ca. 33 pct. over gennemsnittet af de 11 andre måneder. Men de seneste to år er salget faldet - senest til knap 24 pct. over gennemsnittet.

Derfor er det også svært at sige præcist, hvad vi kan forvente os af årets julehandel, da sammenligningen med de seneste år er meget usikker. Men antager vi, at julehandlen i år ligger på niveau med julehandlen i 2008, kan vi forvente et decembersalg i detailhandlen på 28,1 mia. kr. mod 22,8 mia. kr. i en gennemsnitlig normalmåned.

Familier bruger 2.500 kr.
Ekstraforbruget i december er med andre ord 5,3 mia. kr., som fordelt ud på alle danskere over 18 år bliver til en udgift på 1.250 kr. En familie med to voksne vil altså i gennemsnit have en ekstra udgift i december på 2.500 kr.

Figur med merforbruget i december for hver dansker over 18 årDenne skønsmæssige beregning medregner dog også indkøb af fyrværkeri og god mad i forbindelse med nytåret. En betydelig del af de forbrugsvarer, som vi giver hinanden i julegaver, var nok blevet indkøbt alligevel - muligvis på et andet tidspunkt af året. Derfor er julen måske alligevel ikke er så dyr, som det umiddelbart ser ud til.

Billig flæskesteg i december
Faktisk er visse varer billigere i julemåneden end i de øvrige måneder. For eksempel falder prisen på flæskesteg typisk i december i forhold til gennemsnitsprisen i de øvrige måneder af året. Den gennemsnitlige kilopris på svinekam med spæk - bedre kendt som flæskesteg - faldt i både 2007 og 2008 med næsten 4 pct. i forhold til gennemsnittet af de foregående 11 måneder.

Hvidkål, peberfrugter og løg er andre fødevarer, som falder markant i pris i julemåneden. Til gengæld skal man ekstra til lommen, hvis man fx vil have icebergsalat, vindruer eller margarine.

Læs mere om hvilke dagligvarer, der er mest og mindst populære i julemåneden i artiklen Steg og kål i maven trods sparejul i Netmagasinet Bag Tallene.

Tilmeld dig nyhedsservice - Få tilsendt e-post, når der kommer en ny artikel i Netmagasinet Bag Tallene.




Foto: Ingram.

Denne artikel er offentliggjort 11. december 2009.

Seneste artikler

21. november 2017 Stor forskel på, hvor langt der er mellem valgstederne
17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste

Ansvarlig for siden

Presse