Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Kvinder bliver ansat og mænd fyret

Finanskrisen raser, og ledigheden stiger. Men for kvinderne ser jobsituationen knap så sort ud som for mændene. De seneste tal fra arbejdskraftundersøgelsen viser nemlig, at de danske arbejdspladser ansætter kvinder og fyrer mænd.

Kvinder bliver ansat og mænd fyret

2. april 2009 kl. 0:00

Er sidste ciffer i dit personnummer et lige tal, har du i øjeblikket lettere ved at få job, end hvis det er ulige. De seneste tal fra Danmarks Statistiks arbejdskraftundersøgelse viser nemlig, at kvinderne trodser den finansielle krise og bliver ansat, mens mændene derimod får en fyreseddel.

Således blev der 11.000 flere arbejdsløse mænd fra tredje til fjerde kvartal i 2008, mens der blev 7.000 færre arbejdsløse kvinder. Dermed er arbejdsløsheden for mænd for første gang i tre år højere end for kvinder.

- Mændene er overrepræsenteret i flere af de fag, der er hårdest ramt her i finanskrisen, og generelt går det bare ikke særlig godt i den private sektor. Til gengæld er der stadig mangel på omsorg og pleje i det offentlige, hvor der traditionelt er flest kvinder ansat, forklarer arbejdsmarkedsforsker Per Kongshøj Madsen fra Aalborg Universitet.

Arbejdsløsheden blandt mænd faldt for et år siden
Arbejdsløshedstallene i arbejdskraftundersøgelsen er ikke korrigeret for sæsonudsving, men sammenligner man udviklingen fra tredje til fjerde kvartal 2008 med udviklingen i den samme periode året før, er billedet ændret.

Fra tredje til fjerde kvartal 2007 faldt antallet af arbejdsløse mænd med 10.000. I samme periode i 2008 gik det i stik modsat retning med 11.000 flere arbejdsløse mænd. Det er ikke et nyt fænomen med færre arbejdsløse kvinder fra tredje til fjerde kvartal. Faldet i arbejdsløsheden for kvinder aftog dog en smule i 2008 i forhold til året før.
Link til figur med arbejdsløsheden

- Det er i øjeblikket primært personer med lavt uddannelsesniveau, der mister deres arbejde, og i særlig grad de yngre. Blandt de yngre lavtuddannede er der ikke lige så mange kvinder som mænd. Yngre kvinder er typisk højere uddannede og finder derfor ansættelse i mere sikre brancher med længere varslingstider på fyringer end mændene, fortæller økonom i AErådet, Erik Bjørsted.

Flere kvinder i beskæftigelse
Mens arbejdsløsheden samlet steg med 4.000 personer, faldt beskæftigelsen med 9.000 fra tredje til fjerde kvartal 2008. At stigningen i arbejdsløsheden ikke er den samme som faldet i beskæftigelsen hænger sammen med, at beskæftigelsen godt kan falde uden, at arbejdsløsheden stiger tilsvarende. Hvis mange fx går på pension, vil de ikke længere være en del af de beskæftigede, men heller ikke være en del af de arbejdsløse.

Mændene har det uden tvivl hårdest med 20.000 færre beskæftigede, hvorimod kvinderne trodser den negative udvikling på arbejdsmarkedet og går den helt modsatte vej med 11.000 flere i arbejde. Til sammenligning blev der 10.000 færre beskæftigede mænd i samme periode i 2007, mens 6.000 kvinder blev ansat. Forskellen mellem mænd og kvinder er altså øget markant.

Det er især branchen handel og transport mv., der ansætter kvinder, mens mændene får fyresedlen. Således var der 25.000 færre beskæftigede mænd fra tredje til fjerde kvartal 2008 inden for handel og transport mv., der blandt andet tæller mandefag som fragtvognmænd, skibsfart og bilhandel, men også detailhandel og post.

26.000 kvinder fik job i handel og transport
Netop detailhandel og post kan være forklaringen på, at bemærkelsesværdige 26.000 kvinder i samme periode fik job i samme branche. Beskæftigelsen stiger i denne branche til jul hvert år, men stigningen i 2008 var altså en smule større end året før.

- Det er det absolut største ansættelsesboom for kvinder i en enkelt hovedbranche fra tredje til fjerde kvartal 2008. For bare et år siden blev kun 2.000 kvinder ansat i branchen handel og transport mv., siger fuldmægtig Laurits Rauer Nielsen, Danmarks Statistik.

Han påpeger, at beskæftigelsen også er steget fra 3. til 4. kvartal 2008 i hovedbranchen offentlig administration, undervisning og sundhed. Her er i alt 12.000 flere blevet ansat.

Af andre hovedbrancher, hvor kvinder har fået job, og mænd er blevet fyret, er bl.a. industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed samt finansiering og forsikring.

Danmark skiller sig ud
Selv om der for første gang i flere år er flere arbejdsløse mænd end kvinder i Danmark, er de fleste af resultaterne i den danske arbejdskraftundersøgelse ikke specielle for Danmark i forhold til fx Sverige og Norge. Der er nemlig flere arbejdsløse mænd end kvinder i alle tre nordiske lande.

Men på ét område skiller Danmark sig markant ud fra sine skandinaviske brødre. Danmark melder om flere beskæftigede kvinder, og her kan de svenske og norske kvinder slet ikke følge med. Mens der er blevet 10.000 flere beskæftigede kvinder i Danmark fra tredje til fjerde kvartal 2008, mistede 60.000 kvinder i Sverige og 4.000 kvinder i Norge deres job i samme kvartal.

Hvis du vil videre:
Se de seneste tal fra arbejdskraftundersøgelsen i Statistikbanken på www.dst.dk/stattabel/125.

Læs også mere om arbejdskraftundersøgelsen på www.dst.dk/aku.

For yderligere spørgsmål kontakt venligst fuldmægtig Laurits Rauer Nielsen, tlf. 39 17 34 98, lrn@dst.dk, eller journalist Anders Tystrup, tlf. 39 17 37 09, aty@dst.dk.

Tilmeld dig nyhedsservice - Få tilsendt e-post, når der kommer en ny artikel i Netmagasinet Bag Tallene.

Foto: Ingram.

Denne artikel er offentliggjort 2. april 2009.

Seneste artikler

17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste
7. november 2017 Nogle kommuner bruger tre gange så meget som andre på kultur per indbygger

Ansvarlig for siden

Presse