Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Gode muligheder for at fastholde Nordens økonomiske førerposition

God økonomi er ikke alene om at sikre fremtiden for de nordiske lande - højere fødselsrater og lavere ældrebyrde end resten af Vesteuropa tæller også med.

15. december 2006 kl. 0:00

De nordiske lande kan med stor sandsynlighed bevare deres position som forbilleder for den øvrige verden, når det gælder konkurrencedygtighed og god økonomi. Muligheden for, at Norden kan rykke endnu længere frem i den økonomiske verdenselite, forekommer endda realistisk.

Det skyldes to forhold. For det første har de nordiske lande et bedre udgangspunkt end de fleste andre europæiske lande. Norden står således i dag med et udbygget velfærdssamfund, høj beskæftigelse, orden i økonomien samt med en fødselsrate, som i mere end 15 år har ligget højere end i resten af Europa.

For det andet står de nordiske lande på et afgørende område over for mindre problemer end de fleste andre europæiske lande. Vi kan således i de kommende årtier se frem til en svagere vækst i ældreandelen - og dermed i forsørgerbyrden - end man kan i det øvrige Europa.

 

Handelsoverskud og højere afkast

En undersøgelse fra konsulentfirmaet Boston Consulting Group - omtalt i dagbladet Børsen 11. december - viser, at de nordiske virksomheder typisk giver et betydeligt højere afkast end deres internationale konkurrenter. Tilsvarende anfører World Economic Forums nye rapport, at Danmark, Finland og Sverige er de tre mest konkurrencedygtige blandt samtlige 25 EU-lande. Dette billede af en særdeles stærk nordisk position underbygges med tallene i Nordisk Statistisk Årbog 2006, der udkom i slutningen af oktober. Også årbogen giver et billede af en region, som er helt i front, når det gælder evnen til at tackle den skærpede konkurrence i kølvandet på globaliseringen. 

 

De seneste ti år, hvor globaliseringen for alvor har gjort sig gældende, har Danmark, Finland, Norge og Sverige alle haft vedvarende og betydelige eksportoverskud i samhandelen med udlandet. Importen af billige varer til Norden fra Kina og Østeuropa er ganske vist vokset markant, men de nordiske landes eksport er også vokset betydeligt, og overskuddene på betalingsbalancerne i Danmark, Finland, Norge og Sverige har derved kunnet fastholdes.

 

Trods et højt lønniveau fremstår de fem nordiske lande i dag i alle internationale undersøgelser som nogle af de mest konkurrencedygtige økonomier i verden. Når Island kører med store underskud i samhandelen med udlandet, skyldes det ikke dårlig konkurrenceevne, men en ekstraordinær stor import forbundet med bygningen af to nye aluminiumsværker med tilhørende kraftværker. Disse investeringer vil imidlertid med stor sandsynlighed senere kunne give anledning til en betydelig ekstra-eksport og dermed ekstra valutaindtægter til Island.

 

Flere i arbejde trods outsourcing

Selv om megen produktion er flyttet til Østeuropa eller til Fjernøsten de seneste ti år, er beskæftigelsen alligevel vokset i Norden. Samtidig er arbejdsløsheden i alle nordiske lande i dag klart lavere end midt i 90'erne. Udflytningen af arbejdspladser til lavtlønslande er altså blevet mere end opvejet af andre forhold. Forklaringen ligger bl.a. i to forhold. For det første indebærer den økonomiske fremgang i Kina og andre lavtlønslande, at disse lande importerer mere fra os. Vores eksport til Kina er således vokset, hvilket delvis har modvirket den voksende Kina-import.

For det andet har de billige importvarer gjort de nordiske forbrugere rigere. Vi har jo sparet penge, som bl.a. nu bruges til et større forbrug af varer og tjenester fra vore egne lande. Dette har selvsagt gavnet vor egen beskæftigelse.

Optmisme 

Den nordiske succeshistorie på det økonomiske område kan med stor sandsynlighed fastholdes i de kommende år. Flere forhold begrunder denne optimisme.

For det første har de nordiske landes på det økonomiske område et bedre udgangspunkt end de fleste andre lande. Nordisk Statistisk Årbog 2006 dokumenterer således, at vore lande har betydelige eksportoversskud og derved mere eller mindre har fået nedbetalt gælden til udlandet. Vi har også betydelige overskud på de offentlige budgetter - og tillige en offentlig gæld, som er nedbragt og nu relativt beskeden i forhold til andre lande i Europa. Bortset fra Finland har de nordiske lande ydermere en relativt lav arbejdsløshed og høj beskæfti­gelse. Endvidere har vi alle en meget høj levestandard, og vi har i Norden foretaget betydelige investeringer i bl.a. forskning og udvikling samt i uddannelse. På it-området er vi helt i front.

 Forsørgerbyrden i de nordiske lande og EU-15

Børnepasning og højere fødselsrate  

For det andet er de nordiske lande længere fremme i ligestillingsprocessen end andre lande, og vore velfærdssystemer er typisk mere udbyggede end andre landes. Børnepasningsmulighederne er eksempelvis allerede i vid udstrækning etableret i store dele af Norden. Denne opgave skal mange andre europæiske lande i gang med i de kommende årtier. De nordiske lande har som følge heraf - og som følge af ligestillingen - en klart højere erhvervsfrekvens end andre lande. Det er fordi, vi har en klart større andel af kvinderne ude på arbejdsmarkedet, end man har i andre lande.

 

Omvendt kan man naturligvis sige, at de andre lande har en ikke-udnyttet arbejdskraftreserve, men den kan ikke aktiveres uden udbygningen af børnepasningsordninger. En række andre lande skal altså på samme tid løse opgaverne med mange flere ældre og udbygge børnepasningsområdet. Det sidste er i store dele af Norden et overstået kapitel.

For det tredje har de nordiske lande en fødselsrate, som længe har ligget højere end i resten af Europa. Fertiliteten (antal fødte børn pr. kvinde) har i mere end to årtier været klart højere i de nordiske lande end i stort set alle andre lande i Europa. På langt sigt betyder dette flere personer på arbejdsmarkedet i de nordiske lande - og dermed en mindre forsørgerbyrde, end man må regne med i det øvrige Europa.

Endelig står de nordiske lande i de nærmeste årtier over for en mindre vækst i forsørgerbyrden, end tilfældet er i mange andre europæiske lande. Den ældre andel af befolkningen stiger ganske vist betydeligt i Norden i de kommende årtier, men i mange andre europæiske lande er der udsigt til en betydeligt stærkere vækst i ældreandelen. Således peger de seneste befolkningsfremskrivninger i retning af, at ældreandelen vil vokse særlig voldsomt i Polen, Spanien, Rumænien, Italien, Østrig og Ungarn.

 

For de 15 vesteuropæiske EU-lande (EU-15) under ét er udviklingen i ældreandelen vist på grafen. Til sammenligning ses, at væksten i ældreandelen i de nordiske lande ser ud til at blive mindre dramatisk. Billedet er omtrent det samme, når man medtager samtlige 25 EU-lande.
De andre europæiske lande står altså over for et større forsørgerproblem i de kommende årtier, end vi gør i Norden.

 

Frank Dahlgaard er fuldmægtig i Danmarks Statistik. 

Denne artikel er offentliggjort 19. december 2006

Tilmeld dig nyhedsservice - Få tilsendt e-post, når der kommer en ny artikel i Netmagasinet Bag Tallene.


Seneste artikler

17. november 2017 Samme kommune: Dem med bopæl og dem med arbejdssted tjener langt fra det samme
17. november 2017 Kommunal forskel på om løn og uddannelsesniveau altid følges ad
16. november 2017 Stor forskel på ventetid til plejehjem
15. november 2017 Langtidsledige fylder mest i Ishøj, Odense og Albertslund
14. november 2017 Driftsudgifterne per folkeskoleelev er steget siden sidste kommunalvalg
13. november 2017 Lokale lister og enkeltpersoner blev valgt i 44 kommuner ved seneste kommunalvalg
10. november 2017 Vidt forskellig brug af sygehusene på tværs af regionerne
9. november 2017 Færre førtids­pensionister: Stor forskel mellem kommunerne (Rettet 9. november 2017)
8. november 2017 I disse kommuner bor landets største læseheste
7. november 2017 Nogle kommuner bruger tre gange så meget som andre på kultur per indbygger

Ansvarlig for siden

Presse